Politikerne og medierne har i de seneste måneder trukket danskernes opmærksomhed væk fra de mange udfordringer, som Danmark står over for på de centrale samfundsområder, mod sekundære forhold såsom Ukraine, Gaza, Trump, de unge lejesoldater fra Sverige, Aghanistan-udredning, Elbit-sagen o.lign. Det langsomme forfald, tilbagegang og opløsning, som Danmark oplever, tales der ikke meget om. Der tales heller ikke visionært om fremtiden. ”Danmarks fremtid er spærret inde i et fængsel. I dag taler ingen håbefuldt om fremtiden”, skrev Bent Winther i Berlingske i starten af 2024. Det gælder fortsat her i november 2024.
Ser man på dansk økonomi, er samtlige nøgletal på overfladen flotte, men landet er i vækstkrise med det resultat, at Danmarks velstand falder langsomt, privatforbruget er det laveste i OECD-sammenhæng og danskerne bliver relativt fattigere end befolkningerne i andre lande. Det bliver ikke bedre af, at der er gigantiske regninger på vej mod danskerne: 30 mia. kr. mere om året til Forsvaret, 29 mia. kr. mere om året til pensionsreformen og 7 mia. kr. årligt til klimasikring, stigende til 12 mia. kr. om året i 2050. Hertil kommer udgiften til de ledige muslimske modborgere: 90 mia. kr. brutto om året frem til 2100.
Sundhedsvæsenet er fortsat i knæ. Regeringen har fremlagt er reformudspil ”Sundhed tæt på dig”, hvor der lægges op til at ændre på både strukturen, opgavefordelingen og økonomien i sundhedsvæsenet. Det endelige indhold i den kommende sundhedsreform vil afhænge af forhandlingsresultatet i Folketinget.
Politikerne blev i april 2024 enige om en ny og længe ventet reform af ældreområdet. Den påstås at give mere retfærdige vilkår for private leverandører af ældrepleje og en styrket ret til frit valg for borgerne. Det lyder godt på papiret, men indtil videre sygner de ældre hen på landets plejehjem under umenneskelige og uværdige forhold.
Uddannelseskvaliteten i Danmark er faldende, både i folkeskolen, gymnasiet og på universiteterne. Regeringen forsøger at lappe på uddannelsessystemet, men modarbejdes effektivt af den magtfulde koalition bestående af institutionerne, de videregående uddannelser, skoler, rektorer, røde pædagoger, fagforeninger og forskere.
Trods skåltaler og enorme beløb på papiret er Danmark ikke rigtig kommet i gang med forsvarsinvesteringerne. Der er udbredt tvivl om, hvorvidt Forsvarets samspilsramte organisation kan opruste effektivt og bruge de ca. 200 milliarder, der i alt er bevilget til forsvaret, på en fornuftig og ansvarlig måde.
Det danske skattesystem er fortsat uigennemskueligt og kompliceret. Skatteskandalerne er endeløse. Senest har Skatteministeriet opgivet at finde en ny og sikrere metode mod svindel med udbytteskat. Ministeriet har desuden udregnet skatterabatten forkert på forskudsopgørelserne for 2025. Det vil ramme ca. 900.000 danskere. Det er en skrue uden ende.
Regeringen skulle gennemføre en større reform af beskæftigelsesindsatsen, som koster 13 mia. kr. om året. Jobcentrene skulle nedlægges, og der skulle spares 3 mia. kr. i 2030. En ekspertgruppe har fremlagt et endeligt udspil, som der nu skal forhandles om i Folketinget. Vismændene kaster dog grus i maskineriet: De mener, at den nuværende beskæftigelsesindsats er effektiv nok.
På klimaområdet er der en meget stor afstand mellem visioner og konkrete resultater. Mange af de afgørende CO2-reduktioner, som politikerne er blevet enige om, eksisterer kun på papiret, hvorfor det bliver svært at nå både 2025-målet og 2030-målet. Den grønne omstilling i Danmark handler udelukkende om at holde grønne skåltaler og sætte overambitiøse grønne mål, som ikke bliver nået.
Regelforenkling og afbureaukratisering af den offentlige sektor har været på dagsordenen hos skiftende regeringer siden begyndelsen af 1980’erne. Men trods løfter om mindre bureaukrati er statsstyringen af velfærdssamfundet øget markant. Der er de seneste fem år kommet ekstra 45.700 fuldtidspersoner i den offentlige sektor, men det er svært at få øje på områder, hvor de mange nye offentligt ansatte har medført følelige forbedringer for borgerne. Det er især ”kolde hænder”, der bliver ansat, selv om det var ”varme hænder”, der skulle prioriteres. Det sker bare ikke.
Regeringens store slagnummer – frisættelse af den offentlige sektor – er faldet til jorden. Der er ingen tegn på, at regeringen vil vriste det offentlige ud af den planøkonomiske sump. En overklasse af administratorer, bureaukrater, økonomer og jurister holder det offentlige i et jerngreb. De har ingen interesse i at effektivisere den offentlige sektor og dermed save den lukrative gren over, som de sidder på.
På udlændingeområdet har Socialdemokratiet kapret DF’s, Nye Borgerliges og Danmarksdemokraternes indvandringskritiske retorik og fremstår i dag som et parti, der fører en benhård udlændingepolitik. Dog kun på det retoriske plan. Som englænderne ville sige, ”it speaks right and governs left”.
Her ved udgangen af 2024 fremstår Danmark således fortsat som et samfund, hvor der er ingen dynamik, bevægelse, fornyelse og forandring til det bedre, kun mere af det gamle og velkendte. De fleste danskere fatter ikke en brik, er lalleglade og accepterer bare, at deres land smuldrer.
Stilstanden er dog helt i pagt med flertallets ønsker og forventninger. ”I det danske vælgerkorps findes der ganske vist grupper, der efterspørger store reformer. Men det begrænser sig hovedsageligt til Moderaternes og De Radikales vælgere. De to partier fik tilsammen 13 pct. af stemmerne. Den brede del af befolkningen er forsigtige og skeptiske over for store forandringer”, siger valgforskeren Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet.
Med andre ord agerer politikerne ud fra, at 87 pct. af danskerne intet ønske har om store reformer, der kunne sætte Danmark på en helt ny kurs. Der er derfor ingen langsigtet retning for, hvor Danmark skal hen og hvordan. Det er en sikker opskrift på fortsat tilstand. Og derfor er der ingen i Danmark, der taler håbefuldt om fremtiden.
André Rossmann
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)