Planøkonomisk velfærdsstat avler bureaukrati og ineffektivitet

Mette Frederiksen og S-regeringen har gjort et opgør med bureaukrati i kommunerne til et bærende tema i en kommende valgkamp. Men at afskaffe overflødig administration og unødigt bureaukrati er dansk politiks ”mission impossible”. Igennem de sidste 40 år har danskerne nemlig fået stillet i udsigt, at nu vil politikerne rydde op i papirnusseri, overflødige regler, administrativt bøvl og unødigt bureaukrati. Men ingen er for alvor lykkedes med missionen.

Alle regeringer siden Poul Schlüter har forsøgt at skære ned på regler og bureaukrati. Konservative Schlüter indledte indsatsen i 1982 og kaldte det bl.a. ‘Operation Regelstorm’. Socialdemokratiske Poul Nyrup kaldte det ”Kampen mod bøvlet” i 1995. Venstres Anders Fogh kaldte det ”Kampen mod Systemdanmark” i 2002. Lars Løkke Rasmussen, også fra Venstre, kaldte det ”Plan for statslig afbureaukratisering” i 2010. Socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt kaldte det ”Virksomhedsforum for enklere regler” i 2012. Lars Løkke, igen, kaldte det ”Færre regler – mindre bureaukrati” i 2018. Og nu, i 2022, kalder Mette Frederiksen sin kamp mod reglerne for en ”frihedsreform”.

Vi har fået rigtig mange regler og love i Danmark. Antallet vokser og vokser, både i antal, længde og kompleksitet, og det skaber store udfordringer for alle danskere. For når selv myndighederne har svært ved at følge med i alle reglerne, hvad så med helt almindelige ansatte eller borgere, der skal navigere i dem i deres hverdag?

Rapporter fra OECD viser, at Danmark ligger i den tunge ende, når det gælder bøvl og byrder i nye love, regler og bestemmelser. Ifølge Cepos er den samlede regelmængde i gældende love og bekendtgørelser steget med 187 pct. fra 1989 til 2018. Antallet af ord i bekendtgørelser og love voksede fra 7 millioner i 1989 til 21 millioner ord i 2020. Det er en tredobling. Regelvæksten var især markant hos Erhvervsministeriet, Transportministeriet og Miljøministeriet. Og langt de fleste nye love kom fra danske politikere i Folketinget. Kun 10-20 pct. af lovene kom fra EU.

Forskning fra USA viser, at 1 pct. stigning i regelmængden koster mellem 0,4 og 0,7 pct. vækst i bnp. Hvad har en gennemsnitlig vækst i regelmængden på 3,6 pct. om året igennem 30 år kostet danskerne? Svaret er, at danskerne potentielt kunne være 50-100 pct. rigere i dag, hvis politikerne havde standset regelstatens produktion af regler i 1989. I stedet er regelmængden blevet tredoblet.

Politikere og medier taler meget om regelforenkling, varme hænder og mere effektive forretningsgange, men til ingen nytte. Bureaukratiet bare vokser og vokser.

Hvorfor vokser reglerne, når politikerne – tilsyneladende – så gerne vil det modsatte? Fordi ”den dybe stat” – embedsværket, de kommunale ledere, fagforeningerne og de utallige konsulentfirmaer, der lever af at rådgive og produktudvikle nye regler, instrukser, arbejdsgange mv. i det offentlige – siger nej. De har alle privatøkonomisk interesse i at opretholde bureaukratiet og dermed egne jobs og privilegier. For dem er reformer kun velkomne, hvis de ikke koster arbejdspladser i den offentlige sektor.

Bureaukratiet skyldes også det forhold, at politikerne har et kraftigt incitament til at producere nye regler, love, bekendtgørelser, instrukser mv. Jo flere love og regler politikerne skaber, des mere handlekraftige fremstår de, og des flere vælgere stemmer på dem. Og for politikerne gælder det jo om at få så mange stemmer som muligt og blive genvalgt.

Hvorom alting er: Afbureaukratisering i den halvsocialistiskie danske planøkonomi er ikke mulig, fordi det ville kræve, at politikerne og ”den dybe stat” fratages magt og indflydelse i den offentlige sektor. Mette Frederiksens valgløfter om et opgør med bureaukrati og administrativt bøvl er derfor kun symbolpolitik beregnet på at skabe god stemning i vælgerhavet. Hendes virkelige budskab er: ”Lev med det!”

André Rossmann