Indvandringens pris skjules for danskerne

Prisen for ikke-vestlig indvandring debatteres med jævne mellemrum. Senest i Jyllands-Posten, hvor Morten Uhrskov Jensen og Rune Lund (EL) forleden krydsede klinger. Man skal her bemærke, at “ikke-vestlig” er politikernes og mediernes kodeord for ”muslimsk”. Det er nemlig kun de ca. 320.000 muslimer og ikke de mange flittige indere, kinesere, vietnamesere og filippinere, der udgør et problem for det danske samfund og en byrde for statskassen.

Hvert år kommer finansministeriet med nye tal for, hvor meget ”ikke-vestlig” indvandring koster samfundet. Er finansministeriets tal fup eller fakta? Det er der ingen, der ved, fordi der i dette land ikke findes uafhængige økonomer, der har lyst og mod til at udfordre finansministeriet ved at dissekere ministeriets tal.

Man siger, at der findes løgn, forbandet løgn og statistik. Alle der har arbejdet med data ved, at der er mange muligheder for manipulation med tal og den statistiske metode. Og derfor manipulerer politikerne, embedsmænd, medierne mv. med statistiske data. Finansministeriet er f.eks. ved flere lejligheder blevet kritiseret for den politiserede og ideologisk farvede måde at regne på. Bl.a. har Cepos kritiseret Finansministeriets regnemetoder i forbindelse med ministeriets analyse af effekterne af kontanthjælpsreglerne.

Alle kan sikkert huske sagen om manipulation med regeringens landbrugspakke i 2016. Og i forsvarsministeriet har man under pres fra USA’s præsident nedsat en særlig arbejdsgruppe, der har fået til opgave at undersøge, hvilke udgifter man fra staten kan flytte over i forsvarsbudgettet uden at det reelt styrker forsvarskapaciteten. Formålet med øvelsen var at manipulere med tallene og slippe for at levere det lovede NATO-bidrag på 2 pct. af BNP.

De skiftende regeringer og deres agitprop, medierne, jonglerer med forskellige tal, beregningsgrundlag, beregningsperioder mv. for at forplumre billedet og dermed skjule de reelle økonomiske konsekvenser af den muslimske indvandring for danskerne.

Berlingske er et klassisk eksempel. I april 2017 oplyste Berlingske, at i 2014 kostede ikke-vestlige indvandrere statskassen 33 mia. kr. For at gøre dette tal lavere og dermed mere spiseligt for læserne, anførte Berlingske samtidig, at den reelle omkostning for de offentlige finanser kun var 28 mia. kr., fordi indvandrere og efterkommere fra vestlige lande bidrog til statskassen med indtægter på knap 5 mia. kroner. Berlingske brugte således vestlige indvandreres positive bidrag til statskassen til at pynte på det samlede regnskab.

Den 22. februar 2018 oplyste berlingske, at i 2015 kostede ikke-vestlige indvandrere og efterkommere statskassen 36 mia. kr., dog reelt kun 33 mia. kr., igen grundet vestlige indvandreres positive bidrag til statskassen. Året efter, den 19. april 2019, oplyste Berlingske, at udgiften i 2015 var 35 mia. kr.

Den 19. april 2019 oplyste Berlingske desuden, at udgiften til ikke-vestlig indvandring i 2016 var 30 mia. kr. Det er tankevækkende, at kun et år efter, at Danmark modtog flere tusinde muslimske asylansøgere, faldt udgiften til indvandring med 5 mia. kr., selv om man kunne forvente det modsatte. Og endnu mere tankevækkende i betragtning af, at tallet ifølge Folketinget var 35 mia. kr.

Den 25. juni 2020 oplyste Berlingske, at udgiften i 2017 var 33 mia. kr., mens udgiften i 2016 var 37 mia. kr. Altså ikke 30 mia. kr., som det blev oplyst af Berlingske den 19. april 2019.

Datadisciplin er åbenbart ikke noget, Berlingskes journalister går højt op i. Holdningen er sikkert, at der ikke er nogen læsere undtagen de højreekstreme nørder på 24NYT, der registrerer og husker alle de mange modstridende tal, som der jongleres med.

I 2019 skrev Asger Aamund: ”I Finansministeriets økonomiske analyse fra april 2017 opgøres det, at ikke-vestlige migranter og deres efterkommere påvirker de offentlige finanser negativt med 33 milliarder kroner om året. Dette tal er imidlertid smukt friseret af Finansministeriet, som har været så venlig at fratrække skatter og afgifter indbetalt af migranterne. I analysens bilag dukker det reelle tal frem, som er på 78 milliarder kroner”.

De officielle pris for muslimsk indvandring er altså ca. 80 mia. årligt brutto, men den rigtige pris er der ingen, der kender. En detaljeret beregning, der kombinerer udgifter til asylmodtagelse, tolke, danskundervisning, integrationsindsatser, virksomhedspraktik, løntilskud, familiesammenføring (et beløb, der i 2015 løb op i 9 mia.), overførselsindkomster til herboende indvandrere og efterkommere samt afledte udgifter på en lang række ”bløde” områder var ellers i gang, men blev stoppet af Thorning-regeringen, da den tiltrådte i 2011.

Når det drejer sig om indvandringen pris, kan man levende forestille sig, at indvandrings-relaterede udgifter skjules i regnskaberne for de enkelte ressortområder. F.eks. kræver indvandrerbander øgede udgifter til politi og efterretningstjenester, der overvåger og bekæmper bandekriminaliteten, ligesom der er store udgifter til domstole, kriminalforsorg, særlige jobs til de unge kriminelle, væresteder og klubber, konsulenter, socialarbejdere, tryghedsskabende foranstaltninger, sociale ydelser mv.

Spørgsmålet er derfor, om de 33 mia. kr. netto (der tales aldrig om bruttoprisen), som indvandringen påstås at koste, omfatter følgende udgifter:

• Domstolene (separationer, skilsmisser, forældremyndighedssager, faderskabssager)
• Socialforvaltningen (sociale ydelser, kommunale integrationsprojekter)
• Ordenspolitiet, kriminalpolitiet, fremmedpolitiet, PET
• Hospitalsvæsenet, alm. praktiserende læger (større sygelighed, flere sindslidende bl.a. grundet fætter-kusineægteskaber, D-vitaminmangel, diabetestilfælde mv.)
• Fængselsvæsenet (overrepræsentation af flygtninge, indvandrere og efterkommere) fængselspræster, fængselspsykologer mv.
• Skoler (ekstraundervisning, specialundervisning, psykologhjælp, modersmålsundervisning, SFO-pædagoger)
• Børnehaver og vuggestuer
• Asylsystemet (Flygtningenævnet, asylcentre, Dansk Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp, kørsel fra/til grænse til modtagecentrene)
• Krisecentre (hvor kvinder fra 3. verdenslande er overrepræsenterede)
• Advokatsalærer, fri processystemet
• Tolkebistand, sprogundervisning
• Dagpenge, bistandshjælp, sygedagpenge, førtidspensioner, børnepenge
• Børnetilskud, boligtilskud mv.
• Forsikringsbeløb (hærværk, ildspåsættelser mv.)
• Skadeserstatninger for vold
• Udgifter i forbindelse med kidnappede børn
• Polygami (huslejetilskud til to lejligheder, udlæg til børnepenge til den “enlige” mor)
• Tilskud til etniske foreninger, skoler
• Særlige integrationstiltag, ungdomsklubber, gadeplansarbejdere, fædregrupper osv. osv. – listen er sikkert meget længere.

Politikerne, brancheorganisationer, integrationsindustrien mv. smider modsatrettede tal i hovedet på hinanden. Og medierne ophøjer manipulerede tal til sandheder, som danskerne anser for urokkelige.

Men det billede af virkeligheden, som politikerne, medierne mv. tegner, er enten politisk farvet spin eller lodret løgn. Sandheden kender vi ikke, fordi der ikke findes én objektiv sandhed om udgifterne til muslimsk indvandring – kun divergerende tal og synspunkter, der understøtter forskellige politiske og ideologiske dagsordener. Og vinderen er den, der lyver bedst.

Finansministeriets regnedrenge har i modsætning til politikernes og mediernes spin ingen illusioner om, at udgifterne til muslimsk indvandring på sigt vil falde. Bundlinjen er, at indtil videre er det Finansministeriets fremskrivning af maj 2018, der gælder. Ifølge denne vil ikke-vestlige indvandrere og efterkommere medføre en varig nettoudgift for den offentlige pengekasse på cirka 33 mia. kr. Altså 2.706 mia. kr. i løbet af 82 år. Mindst.

André Rossmann