Jesper Steinmetz glæder sig til at se Trump bag tremmer

Af Lars Hedegaard.

TV2’s USA-korrespondent, Jesper Steinmetz, har svært ved at holde på vandet af bare glæde over udsigten til, at Trump snart skal i fængsel.

Den tidligere præsident har nemlig, meddeler det demokratiske partis trofaste støtte, opbevaret en række dokumenter på sin bopæl, Mar-a-Lago, og han har dermed forbrudt sig mod spionageloven og udgjort en sikkerhedsrisiko.

Sagen er meget alvorlig, siger Steinmetz, der glæder sig til, at Den Dybe Stat omsider får ram på den mand, der siden 2015 har truet med at ”dræne sumpen” i Washington.

Steinmetz er en travl mand, og det er derfor undgået hans opmærksomhed, at en amerikansk præsident – og altså også Trump – har en suveræn bemyndigelse til at afklassificere ethvert dokument, han lyster. Trump har altså været i sin gode ret til at afklassificere de dokumenter, som han opbevarede under lås og slå i Mar-a-Lago.

Men han havde nægtet at samarbejde med de føderale myndigheder, fortæller TV2’s agitator.

Det fremgår nu ellers af tidligere rapporter, at Trumps advokater havde stået i konstant forbindelse med FBI, der bare kunne have bedt om de dokumenter, de ville have, og som i øvrigt havde aflagt besøg i Mar-a-Lago for at undersøge, om papirerne blev opbevaret et sikkert sted. FBI anbefalede en ekstra lås, og Trump fik den installeret.

Steinmetz har i det mindste opdaget, at Joe Biden også har gemt dokumenter fra sin tid som vicepræsident, men glemmer at fortælle TV2’s seere, at en vicepræsident IKKE har nogen bemyndigelse til at afklassificere dokumenter. Ved at gemme statens papirer på adskillige adresser – bl.a. i sin garage, hvor hans narkovrag af en søn havde fri adgang – samt på steder, hvor agenter for de kinesiske kommunister uden større besvær kunne læse USA’s hemmeligheder, må Biden altså stå til en meget lang fængelstraf. Men det synes Steinmetz ikke er interessant.

LÆS OGSÅ:  Har Trump overhovedet en chance?

Han finder heller ingen grund til at nævne, at præsident Obama medbragte industrielle mængder af dokumenter, da han forlod Det Hvide Hus. Og naturligvis heller ikke tidligere vicepræsident Hillary Clinton, der havde gemt 30.000 sensitive kommunikationer på sin personlige server, men destruerede dem, da Kongressen forlangte dem udleveret.

Men Biden, Obama og Clinton er demokrater, og derfor synes Steinmetz ikke, at deres opførsel ikke er noget at rode i.

En sidste ting, som Steinmetz måske burde interessere sig for, er det faktum, at amerikanerne stadig kan stemme på Trump ved præsidentvalget i 2024, uanset om han skulle sidde i fængsel. Og det vil mange nok gøre, fordi det er gået op for dem, at otte års konstante anklager mod den tidligere præsident intet har at gøre med lov og ret, men med ren hævngerrighed over en mand, der for en gangs skyld ville varetage den jævne befolknings interesser.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)