Kampen mod skampletten i Durban

Af Oberst Richard Kemp –  Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.

 

Sidst i juli i år sendte Ronald S. Lauder, tidligere amerikansk ambassadør i Østrig og nuværende præsident for World Jewish Congress (Den jødiske verdenskongres), et åbent brev til den amerikanske præsident Joe Biden, hvori han redegjorde for sine bekymringer vedrørende den stigende antisemitisme. “For nylig har amerikanske jøder oplevet noget, som vi aldrig troede, vi skulle se i dette land,” skrev han; “…en jødisk mand med kalot kan ikke gå på en amerikansk gade uden frygt for vold. Jøder er blevet angrebet af pro-palæstinensiske pøbelgrupper i Los Angeles, New York og andre byer. Antisemitiske hændelser er mere end fordoblet i det seneste år. Antallet af hadforbrydelser imod jøder i Amerika er dobbelt så højt som forbrydelser imod nogen anden religiøs gruppe”.

I Storbritannien rapporterer Community Security Trust, som er en velgørenhedsorganisation, der holder øje med antisemitisme og yder sikkerhed for de jødiske samfund, at racistiske angreb mod jøder i maj måned i år “overgik alt, hvad vi har set før”, med flere antisemitiske hændelser end i nogen enkelt måned siden indberetningerne blev påbegyndt i 1986. I London kørte en konvoj af køretøjer gennem jødiske kvarterer, svingende med palæstinensiske flag og med råb til de forbipasserende om, at de skulle dræbe jøder og voldtage deres døtre. Ifølge den engelske velgørenhedsorganisation Campaign Against Antisemitism inkluderer de seneste eksempler på fjendtligheder fysiske overgreb og vandalisme, slagord og plakater ved stormøder, grovheder på sociale medier og trusler imod jødiske børn og unge i skoler og på universiteter.

Lignende antisemitiske angreb har været stigende rundt om i verden lige fra Buenos Aires til Bruxelles. I en tale sidst i juli sagde Israels udenrigsminister Yair Lapid: “Antisemitisme har nået et højdepunkt, som ikke er set siden Anden Verdenskrig”.

Denne nylige tilspidsen af aggressioner imod jøder blev antændt af en intensiv antisemitisk propaganda i maj 2021 under Gaza-konflikten, som blev startet af den Iran-støttede bevægelse Hamas, en bandlyst terrorgruppe, som på 11 dage affyrede omkring 4.500 raketter, morterer og antitankmissiler imod Israel. (Til sammenligning var dens gennemsnitlige, daglige ildmængde fire gange højere end den, Tyskland præsterede i sine V1-raketangreb imod England under Anden Verdenskrig.)

Hamas startede denne krig som en del af sin magtkamp med Fatah, det parti som dominerer Det Palæstinensiske Selvstyre. Men dens missiltaktik og andre aggressive handlinger — som er set gentagne gange, siden Israel trak sig ud af Gaza i 2005 — var også beregnet på at afføde en israelsk reaktion, som uundgåeligt ville føre til døden for palæstinensiske civile og til gengæld fremprovokere bagvaskelse mod den jødiske stat og dennes isolering fra det internationale samfund.

De systematisk organiserede antisemitiske angreb, som vi ser rundt om i verden i dag, er til dels frugten af denne politiske krigsstrategi imod Israel, og deres hastige vækst afspejler succesen for Hamas’ plan såvel som ord og handlinger fra dens sympatisører, heriblandt Iran, Qatar, Tyrkiet, Palæstinensisk Islamisk Jihad, Hizbollah og Fatah.

Alt dette finder sted og legitimeres inden for et bredere internationalt, politisk net med De Forenede Nationer siddende som en edderkop i midten. På opfordring fra Organization of Islamic Cooperation (Organisationen for islamisk samarbejde) besluttede FN’s Menneskerettighedsråd, ved Gaza-konfliktens ophør, lydigt at oprette en permanent “undersøgelseskommission”, “Commission of Inquiry”, vedrørende Israels behandling af palæstinenserne, den eneste undersøgelse af sin art uden slutdato imod noget land i verden. Dens fund er i kvalmende grad forudsigelige, selv inden de er ført til protokols.

I september vil vi også alle blive vidne til den næste gentagelse af FN’s infame 20 år gamle opvisning af sin vendetta imod Israel: Durban IV, en éndagsbegivenhed på statsoverhoved- og regeringsniveau under FN’s Generalforsamling.

Denne proces markerer årsdagen for Durban Deklarationen udformet af FN’s Verdenskonference imod Racisme, Diskrimination, Xenofobi og Intolerance i 2001. Chokerende nok, selv for denne korrupte og dybt fejlbefængte verdensorganisation, var konferencen selv karakteriseret ved racisme, diskrimination, xenofobi og intolerance — det direkte modsatte af dens erklærede formål. I den ene hadefulde tale efter den anden blev Israel ukorrekt beskyldt for racisme, etnisk udrensning, apartheid og folkemord.

Durban er blevet beskrevet af NGO’en UN Watch som “den værste internationale tilkendegivelse af antisemitisme i efterkrigstiden”. Konferencen og de efterfølgende dermed forbundne begivenheder i 2009 og 2011 har tjent til at legitimere jødehad overalt, med spredning af antisemitisk materiale og Holocaust-benægtelse som et fremtrædende element. Israel var det eneste land, der blev udpeget som racistisk i den afsluttende deklarationen. Durban II i 2009 blev planlagt under oberst Muammar Gadaffis libyske regimes formandskab; i åbningstalen erklærede den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad, at “Verdenszionismen er indbegrebet af racisme”. Han hævdede, at Holocaust var et “flertydigt og tvivlsomt spørgsmål” og et “påskud” for at undertrykke palæstinenserne.

Durban IV vil give ny energi til denne skændige proces. FN’s Generalforsamlings resolutionsudkast opfordrer medlemsstaterne til at “genbekræfte Durban Deklarationen og Handlingsprogrammet vedtaget i 2001… og genbekræfte vores forpligtelse på dens fulde og effektive implementering”. Med andre ord, et orgie af jødehad.

Femten FN-medlemsstater boykottede Durban III i 2011 og foreløbig har 10 lande bekendtgjort, at de ikke vil deltage i Durban IV: Israel, USA, Canada, Australien, Storbritannien, Tyskland, Ungarn, Østrig, Nederlandene og Den Tjekkiske Republik. Frankrig, Italien, Bulgarien, New Zealand og Polen, som alle nægtede at deltage i 2011, har endnu ikke meddelt deres hensigter.

Durban IV vil yderligere styrke politiske ledere imod Israel rundt om på kloden. I sit åbne brev til præsident Biden beskyldte ambassadør Lauder “flere medlemmer af den amerikanske Kongres — under dække af at kritisere Israel” for at acceptere “ældgamle anti-jødiske vulgariteter” og slippe disse løs i den digitale verden. Han fortsatte: “I deres angreb på Israel skaber disse valgte repræsentanter fornyet tiltro til for længst tilbageviste og afskyelige antisemitiske nedrakninger… Det udtrykkes med omhyggeligt og bevidst valgte ord med oprindelse i den amerikanske Kongres’ haller”.

Vi ser det samme jødehad blandt politikere — hovedsagelig på venstrefløjen — i det britiske parlament og lovgivere andre steder. Den form for ondsindede doktriner leveres også af ledere og akademikere i menneskerettighedsgrupper, på universiteter, i skoler og i medierne. Lauder har opfordret præsident Biden til at føre an i kampen imod disse giftigheder i USA ved at erklære et sådant had for langt hinsides grænserne for menneskelig anstændighed. Han siger, at den amerikanske præsident er den eneste mand i landet, som kan gøre en forskel i dette kritiske øjeblik. Han har ret og det samme gælder for præsidenter og premierministre/statsministre alle steder.

Men det går ikke langt nok. Det er ikke tilstrækkeligt for regeringsledere blot at forkaste jødehad og den antisemitiske fordømmelse af Israel hos dem, der svinger med palæstinensiske flag, mens de udslynger slogans som “fra floden til havet”, der betyder udraderingen af den jødiske stat. USA, Australien og visse andre vestlige lande viste Israel loyal støtte under den seneste Gaza-krig.

Men som så ofte før udtrykte alt for mange sig tvetydigt og demonstrerede dermed en fordomsfuldhed imod den jødiske stat, som de ikke ville udtrykke imod nogen anden suveræn, demokratisk nation, der forsvarer sig imod terrorisme. Ved konfliktens start gentog den britiske premierminister Boris Johnson for eksempel de almindelige banaliteter, som mange nationale ledere sprøjtede ud: “Jeg opfordrer kraftigt Israel og palæstinenserne til at træde et skridt tilbage fra afgrunden og til at begge parter udviser tilbageholdenhed”. Hvorfor er dette fordomsfuldt? Det antyder en ækvivalens mellem de to parter, som ikke eksisterer. Den hidtil usete ildregn af dødbringende missiler affyret fra Gaza mod israelske civile var fuldkommen uprovokeret.

Alt andet end fuld støtte til Israels livsvigtige og lovlige forsvarshandlinger er ensbetydende med opmuntring af yderligere vold fra Hamas og stiltiende godkendelse af dens handlinger. Ledere, som undlader at støtte Israel og fordømme disse terrorister, gør sig medskyldige, ikke kun i antisemitisk had i deres egne lande, men også i den stigende voldscyklus i Mellemøsten, hvor de største ofre er palæstinensiske civile, svigtede og bragt i fare af deres egne lederes onde handlinger. Selvom mange politiske ledere har talt imod jødehad, skaber deres undladelse af offentligt at fordømme Hamas og kraftigt at støtte Israels forsvarshandlinger en tiltro til den giftige propaganda hos gadebøllerne i deres egne lande og giver grønt lys for deres antisemitiske aggression.

Da Gaza-konflikten startede, hejste den østrigske kansler, Sebastian Kurz, det israelske flag på taget af den statslige regeringsbygning i Wien, som et tegn på solidaritet med Israels kamp. “Terrorangrebene på Israel,” skrev han, “skal fordømmes i de stærkest mulige vendinger! Sammen står vi ved Israels side”. Kurz modsætter sig også kraftigt Durban-processen og forkaster misbruget af den “til uretfærdigt at pege Israel ud og rette skytset imod det”. Ledere, som mangler denne form for resolut beslutsomhed, både imod dem der affyrer raketter mod Israel fra Gaza og dem, der ophidser imod den jødiske stat i FN, lever ikke op til deres forpligtelser over for deres egne borgere og over for den vestlige demokratiske civilisation.

Oberst Richard Kemp er tidligere kommandør i den britiske hær. Han var også leder af det internationale terrorisme-team under den britiske regering og er i dag skribent og foredragsholder vedrørende internationale og militære forhold. Han er Shillman Journalism Fellow ved Gatestone Institute.