KLIMA: Ingen grøn omstilling i det offentlige

Det offentlige køber hvert år ind for knap 380 mia. kr. Det gigantiske beløb giver offentlige indkøb potentialet til at rykke massivt i det danske klimaregnskab, men virkeligheden er, at bæredygtige indkøb er nedprioriteret i offentlige udbud, skriver Venstres klimaordfører Tommy Ahlers i Børsen.

”Trods regeringens intentioner, er det langtfra hver gang, at stat, kommuner og regioner tager hensyn til klima og miljø, når deres opgaver sendes i udbud. Og der er ingen krav om, at det offentlige køber bæredygtigt.

En analyse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen viser, at kun 44 pct. af offentlige udbud tager hensyn til bæredygtighed og klima”.

24NYT: Mens bæredygtige indkøb står øverst på den offentlige dagsorden, når der holdes konferencer og nedsættes arbejdsgrupper om fremtiden for offentlige indkøb, indeholder de fleste store udbud ingen grønne krav.

Mange virksomheder oplever, at de grønne krav i offentlige udbud enten er misforståede, virkningsløse eller at det slet og ret bliver ved snakken. Der er en kløft mellem det, der tales om i offentlige indkøb, og det, som bliver til handling. Den opreklamerede grønne omstilling er kun flotte ord og gode intentioner, der ikke flytter noget.