KLIMA: Politikerne svigter de grønne iværksættere

I vores egen selvforståelse er Danmark et slags grønt eventyrland med snurrende vindmøller og masser af klimavenlig innovation. Men når det drejer sig om udvikling af succesfulde grønne startups, ser billedet anderledes ud, skriver Esben Gadsbøll, formand for regeringens grønne iværksætterpanel, i Børsen.

”Regeringen skal fjerne benspænd og øge lånemulighederne for grønne iværksættere, som bliver overset i den grønne omstilling. Dem har vi langt færre af end f.eks. Sverige.

Mange grønne iværksættere er frustrerede over, at det offentlige marked reelt set er lukket for dem. Det skyldes, at staten ensidigt fokuserer på laveste pris i sine indkøb og har en udbredt “plejer”-kultur, hvor sikre, gamle løsninger holder startups væk fra fadet.

Der er også behov for at gøre det nemmere at udstede medarbejderaktier. I øjeblikket er det en omstændelig proces, og skattereglerne favoriserer ikke fælleseje. I stedet for grønne incitamenter er der mange benspænd i vores lovgivning, som i bedste fald gør vejen til succes længere og i værste fald tager livet af ellers lovende startups”.