Klimatossernes hykleri driver ned ad væggen

Ser man på forbrugeradfærd i globalt perspektiv, er danskerne nogle af de mindst klimabevidste og samtidig blandt dem, der har gjort mindst for at ændre indkøbsadfærd de seneste fem år. Mens der er bred opbakning i den danske befolkning om en 70-procentsreduktion af CO2-udslippet i 2030, mener 50 pct. af danskerne, at klimadagsordenen ikke må koste på privatøkonomien. Selv blandt de mest klimabevidste danskere er der grænser for, hvor meget ekstra man vil betale for at være bæredygtig. I november 2020 viste en Megafon-måling, at et klart flertal af vælgerne afviser CO2-afgifter, der måtte ramme deres privatforbrug og livsstil.

Politikernes store dilemma i klimakampen er, at der ingen stemmer er i at lægge klimaafgifter på danskernes privatforbrug. I de senere år har politikerne ganske vist indført en flyafgift på flyrejser (i gennemsnit 100 kr. pr. rejse), men det var også den eneste klimasynder, de har turdet røre ved.

Eksperterne har ellers ved flere lejligheder opfordret regeringen til at udarbejde en strategi for, hvordan man kan fremme en mere klimavenlig adfærd hos forbrugerne. De mener, at regeringen bør arbejde for at lægge endnu flere afgifter på særlig klimabelastende fødevarer, dvs. ikke bare kød, men også andre fødevarer, samt indføre mere klimavenlig mad i offentlige køkkener. Men politikerne har forståeligt nok ikke lyst til at gøre noget, der kan ramme folks privatforbrug og -økonomi.

Langt det meste af den klimalovgivning og de klimainitiativer, der til dato er gennemført, er derfor orienteret mod industrien. I efteråret 2020 lancerede den daværende socialdemokratiske regering et forslag om at indføre mere klimavenlig mad i de offentlige kantiner, herunder obligatoriske kødfrie dage. Det blev mødt af voldsom modstand og protester.

Hver dansker udleder i gennemsnit 13 tons CO₂ årligt, og det er cirka det dobbelte af en gennemsnitlig verdensborger. Udledningerne stammer bl.a. fra transport, fødevarer, boliger og køb af tøj. Men politikerne tør ikke nedbringe de forbrugsbaserede CO2-udledninger, for virkeligheden er, at danskerne definerer livskvalitet som øget forbrug af rejser, biler, tøj og mad, ikke mindst røde bøffer. Der er meget få danskere, der er indstillet på at forringe deres egen livskvalitet markant.

Eftersom vælgerne beder politikere om at redde klimaet, men uden at nedbringe forbrugsbaserede CO2-udledninger, er resultatet forudsigeligt. Regeringen forsikrer, at klimamålene står ved magt, men vil ikke gøre, hvad der skal til, for at de indfris. Erfarne politiske iagttagere har derfor for længst afskrevet klimasagen som et overfladisk fatamorgana. Danskerne efterspørger ganske vist følelsen af grøn omstilling, men klimakampen må ikke koste på privatøkonomien. Når der skal bringes ofre og betales i hård valuta for de højstemte klimamålsætninger, afsløres klimatossernes hykleri. Det er så tykt, at det driver ned ad væggen.

André Rossmann