Valget af Boris Johnson til leder af Storbritanniens konservative parti og dermed landets nye premierminister kan vise sig at være epokegørende ikke blot i en britisk sammenhæng, men også i et verdenspolitisk perspektiv. Den 24. juli 2019, da Johnson flyttede ind i 10 Downing Street, der er hans nye adresse, kan vise sig at blive en dato, der kan vende op og ned på britisk og europæisk politik og dermed få internationale konsekvenser.
Udnævnelsen
Alle vi, der havde sat vort håb til hans forgænger i embedet, Theresa May, kom til at lide under bristede illusioner, da det under Brexitforhandlingerne viste sig, at hun slet ikke havde politisk tæft og styrke til at kæmpe mod EU-bureaukraterne med franskmanden Michel Barnier i spidsen. Disse forsøgte at tvinge Storbritannien til at makke ret, dvs. falde til patten, og fortsætte med at adlyde ordrerne fra Bruxelles. Disse ville have medført en stigende afhængighed af EU-Kommissionens og EU-Parlamentets diktater og dermed en opgiven af den nationale selvstændighed – en udvikling, som vi også tydeligt mærker i Danmark uden at flertallet af vore politikere synes at skænke denne katastrofale udvikling en tanke.
Med Boris Johnson har Storbritannien nu fået en leder, der sætter alt ind på netop at genvinde den nationale selvstændighed og dermed identitet og gøre landet til det, det tidligere havde været: en politisk magt på verdensplan. Man må ikke glemme, at økonomisk set er Storbritannien nemlig en stormagt, men som EU-medlem uden mulighed for selv at bestemme den politiske og økonomiske fremtid. Derfor folkeafstemningen om en udtræden af EU i 2016, der som bekendt blev vundet af EU-modstanderne ikke mindst med Boris Johnson i spidsen, mens Theresa May oprindeligt havde hørt til EU-fortalerne.
Endnu en forskel mellem May og Johnson er deres personlighed. Mens May var tør, grå og ofte søvndyssende at lytte til og førte Brexit-forhandlingerne uden indre overbevisende, er Johnson en benådet retoriker og farverig personlighed, en udadvendt og dynamisk taler, med masser af humor, der forstår at indfange og overbevise sit publikum. Det er disse to elementer: hans tilsagn om at føre Storbritannien ud af EU og hans ildhu og begejstring, der førte til det konservative partis valg af ham til dets leder og dermed til landets premierminister.
Et blodbad
Boris Johnson tøvede heller ikke med at sætte sit præg på sin nye regering. Hans valg af de nye ministre blev af den overvejende kritiske engelske presse karakteriseret som et blodbad, idet hele den siddende regering, hvoraf næsten alle medlemmer var pro-EU, allerede i de første 24 timer blev fyret fra deres job – et sådant tempo havde man ikke været vandt til i Mays regeringstid. En undtagelse var i første omgang den siddende udenrigsminister og Johnsons nærmeste konkurrent til premierministerposten, Jeremy Hunt, der nu fik tilbudt posten som forsvarsminister, men med såret stolthed afslog. At Johnson skiftede regeringsmandskabet ud – og det i et lyntempo, der givetvis har skaffet ham en del fjender blandt de afskedigede ministre – skyldes naturligvis både at fristen for Storbritanniens udtræden af EU allerede er om tre måneder, dvs. d. 31. oktober, og at Johnson naturligvis har ønsket sig et loyalt kabinet uden sabotageforsøg fra forskellige ministre.
Den nye regering og dens topministre
Derfor udnævnte han bl.a. Margaret Thatcher-beundreren Sajid Javid, søn af en pakistansk taxachauffør, til posten som finansminister og Priti Patel, født i Uganda med indiske forældre, til indenrigsminister. Dominic Raab, søn af en tjekkisk-født jøde, der i 1938 flygtede til Storbritannien og en kort tid var Brexitminister under Theresa May, men som trådte tilbage pga. den elendige forhandlingsløsning May bragte med hjem fra Bruxelles, blev udnævnt til udenrigsminister. Endnu en vigtig udnævnelse er den skotske Michael Gove til minister med ansvar for at forberede Storbritanniens udtræden af EU. Gove havde i 2016 konkurreret med Johnson om at blive daværende premierminister David Camerons efterfølger, men faldt Johnson i ryggen, hvilket ødelagde begges chancer, som Theresa May så greb. Ved storsindet at lade ”bygones be bygone”, dvs. lade fortiden hvile, fik Johnson nu hevet et af Storbritanniens intelligenteste politiske hoveder om bord. Gove kommer til at spille en vigtig rolle også i forbindelse med de kommende Brexit-forhandlinger og kan betragtes som Johnsons højre hånd.
Stor symbolvirkning har ligeledes udnævnelsen af Ben Wallace til ny forsvarsminister og Jacob Rees-Mogg til leder af den konservative parlamentsgruppe. Wallace, en tidligere officer i den britiske hær, var sikkerhedsminister under May og blev kendt som en hardliner i kampen mod de islamistiske terrorgrupper fremfor alt den libanesiske militærorganisation Hizbollah, hvis erklærede formål er at udslette Israel. Den militant konservative, men yderst elegante Jacob Rees-Mogg – præsenteret i en tidligere klumme – er leder af The European Research Group, en gruppe på ca. 80 parlamentsmedlemmer – nærmest et parti inden for partiet – der i længere tid og nu med held har arbejdet på at finde en afløser for Theresa May.
Af de øvrige regeringsmedlemmer har Johnson også taget enkelte tidligere ministre til nåde, der først, da de kunne mærke, hvad vej vinden blæste, er blevet Brexit-fortalere. Disse har Johnson udnævnt til ministre på mindre betydningsfulde poster, i håbet om at sikre sig sympati også hos de konservative vælgere, der ikke havde stemt for Brexit.
”Klovnen” Johnson
Johnsons hang til selvironi, excentricitet og selviscenesættelse bruges gerne i den internationale presse som undskyldning for nedladende at kalde ham en klovn. Som en østrigsk avis har påpeget, er det præcis samme betegnelse denne presse har anvendt på den tidligere EU-Kommissionsformand Jean-Claude Juncker, men her snarere i en positiv betydning som en hyggelig onkel og jovial damekrammer. Hvorfor denne dobbelte standard? Det samme gælder beskyldningerne mod Johnson for at være en notorisk løgnhals. Her skal der blot gøres opmærksom på, at citatet: ”Når det bliver alvor, bliver man nødt til at lyve” ikke stammer fra Johnson, men – tænk engang – fra Juncker himself!
At hetzen mod Johnson også fører til paralleller med andre ”klovne” som eks. Donald Trump, Matteo Salvini og Viktor Orban siger næsten sig selv og behøver ingen kommentar. Men det kan være på sin plads at nævne, at Trump efter valget af Johnson omgående tweetede sine lykønskninger bl.a. med ordene, at Johnson ville blive en ”storartet regeringschef”. Der er ingen tvivl om, at de to herrer vil kunne danne et glimrende politisk og personligt team, idet det ganske tydeligt er Johnsons hensigt at genoplive den tidligere nære forbindelse mellem Storbritannien og USA. Denne blev lagt på køl under den stærkt overvurderede tidligere amerikanske præsident Barack Obama, der som bekendt fjernede busten af Winston Churchill fra sit arbejdsværelse i Det hvide Hus.
De næste skridt
Under sin valgkamp og selv den dag i dag bliver Johnson ikke træt af at kræve britisk udtræden af EU, sådan som folkeafstemningen i 2016 dikterede det – med eller uden en forhandlingsløsning. I sin sidste tale under valgkampen til medlemmerne af det konservative parti d. 23. juli lovede han endvidere at nedbryde modsætningerne i befolkningen mellem Brexit-tilhængere og -modstandere, besejre oppositionslederen, neomarxisten og antisemitten Jeremy Corbyn og føre Storbritannien frem mod nye økonomiske og politiske højder uden for EU.
I første omgang gælder det netop Brexit. Og at Boris Johnson mener det alvorligt, fremgår af at en gruppe af hans ministre dagligt mødes i et ”War Cabinet” for at forberede landet på d. 31. oktober. Allusionen til 2. Verdenskrig og kampen mod Nazi-Tyskland er oplagt og bevidst. Endvidere har finansminister Javid per dags dato stillet 1 mia. britiske pund til rådighed både for at igangsætte et landsdækkende PR-fremstød og ansætte 500 nye toldere! Så nu er der med Johnson og hans nye regering kommet dynamik ind i processen! Sig nærmer nemlig tiden!
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)