Klumme: Christianborgs landsforrædere – Del 1

Den strafbare dimension

Det følger af straffelovens kapitel 12, at den, som foretager en handling, der sigter til ved udenlandsk bistand, magtanvendelse eller ved trussel derom at bringe den danske stat under fremmed herredømme, straffes med fængsel indtil på livstid.

Tilsvarende straffes også den, der sigter til ved offentlige udtalelser at tilskynde til eller som fremkalder øjensynlig fare for fremmed magters indblanding i den danske stats anliggender. Ydermere straffes den, der ved råd eller dåd tilskynder til at svække den danske stat i form af propaganda eller angiveri, og som samarbejder med en besættelsesmagt med henblik på at svække danske myndigheders bestemmelsesfrihed.

Listen over de handlinger, der falder ind under begrebet landsforræderi, er mangefacetteret. Reglerne er fastsat ud fra et historisk erfaringsgrundlag, herunder de handlinger, som Danmark oplevede under besættelsen. At danske politikere under krigen i vidt omfang selv faldt ind under begrebet landsforrædere på grund af samarbejdspolitikken, er et andet moment. Politikerne havde travlt ved håndvaskene under retsopgøret. Det endte i et juridisk galehus, sådan som højesteretssagfører Henriques udtrykte det, hvor nettet var så fintmasket, at det fangede de små fisk, men lod de store slippe igennem

Historisk tilbageblik

Fjenden i strafferetlig forstand er forudsat til at være en synlig fremmed magt eller dens kollaboratører, som tilfældet var under den kolde krig. Her var det det sovjetiske statsfællesskab, de østeuropæiske vasalstater, Nordkorea og Cuba. Det sidstnævnte land kaldte USA’s tidligere præsident Ronald Reagan “ondskabens imperium”.

Det var enkelt at forholde sig til en fysisk mur mellem øst og vest, mellem godt og ondt, mellem en statslig tankeverden baseret på en marxistisk beton-ideologi funderet i et hjernespind hos tænkeren Karl Marx og en vestlig verden, hvis opbygning var funderet i en historisk evolution forfinet og udviklet gennem generationer og århundreder byggende på demokrati, menneskerettigheder og Montesquieus tredeling af magten.

Sådan er det ikke længere.

Globaliseringen, murens nedbrydning mellem øst og vest, hurtig og omsiggribende verdensomspændende infrastruktur, åbne grænser i EU og en nedbrydning af nationalstaternes betydning og indflydelse har forandret fortidens Vesteuropa til ukendelighed. Politikernes rolle i nationalstaterne er ændret fra at være monopoliserende territoriale lovgivere til at være speditører for den lige så omsiggribende EU-lovgivning. Op mod 90% af dansk lovgivning har rod i EU-reglers implementering i forhold til regulering af danskernes hverdag. At op mod 90% af de danske politikere direkte eller indirekte af hensyn til egen politisk fremme bifalder, at den danske nationalstats lovgivning ikke er dansk funderet, er et faktum.

Fjendebilledet i dag er diffust. Rusland er forhandlings- og samarbejdspartner i mange sammenhænge uanset Putins enerådige styre. Nordkoreas missilaffyringer har mere karakter af nytårsløjer, mens Cuba er ikke længere alle sydamerikanske staters revolutionsarne, men et yndet turistmål med reminiscenser af ekkoet af fortidens taler fra afdøde præsident Fidel Castro.    

I vestlig forstand udgør den ekstremistiske islam modsætningen i forhold til de værdier, som vores tanke- og statsverden er opbygget omkring. De mangeartede krige, som Vesten har involveret sig i siden Golfkrigen i 1991, har alle haft rod i enten mellemøstlige diktatorer eller en mod vestlige værdier stående trussel. Kampen mod IS i Irak og Syrien har i vidt omfang fysisk konfronteret det modsætningsforhold, der er mod middelalderlig funderet tankegang udtænkt i fortidige sandstorme syd for Sahara.

Syrienskrigerne

Syrienskrigernes (dvs. danske statsborgeres) deltagelse i kampen mod såvel den mere eller mindre lovlige regering i Syrien på den ene side og den vestlige koalition på den anden, har føjet nye facetter til begrebet landsforrædere. Syrienkrigerne har et dansk statsborgerskab, men er typisk ikke etnisk danske. De udgør en del af den migration mod vesten og dermed Danmark, som har taget fart siden sovjetimperiets fald, og som er øget i takt med, at de nationale grænser er forsvundet i EU både juridisk, fysisk og moralsk. Den kontrol, der foregår for nærværende, har mere karakter af egnsteater, uagtet den er kostbar i mandskabstimer.

Regeringen Løkke Rasmussen valgte på vanlig liberal/socialistisk manér ikke at forholde sig til syrienkrigerne, hverken ideologisk eller faktuelt, og rubricere disse som landsforrædere undergivet kapitel 12 i straffeloven. Det må bero på en politisk

korrektheds svøbe. Det er dog glædeligt, at en socialdemokratisk statsminister har mere mandsmod end forgængeren til at sætte en grænsebom ned for, hvad vælgerne skal finde sig i. Den ros skal Mette Frederiksen have.

At både hendes parti og de øvrige partier på rød og blå bloks side, eksklusive DF, i en generation har accepteret, at det danske samfund har udviklet sig fra et homogent et af slagsen til, at hver 5 nyfødte har fremmed rod, det er ligeledes et faktum.

Islam i Danmark

Ind til kernen er støtten fra islamiske kredse til regeringens parlamentariske grundlag bygget på ønsket om en modydelse om, at islam skal opnå en indflydelse på danskernes hverdag, herunder på den lovgivning, som sikrer, at det nationalt funderede Danmark svækkes. Det er kun et spørgsmål om tid, før vi herhjemme har egentlige sharia-baserede politiske partier herhjemme, ligesom tilfældet er i de øvrige EU-lande. Deres indflydelse vil afhænge af tilstrømningen af åndelige medløbere.

Hele paletten af partier, som i dag udgør det parlamentariske grundlag for regeringen, har en fællesnævner, der under ét kan betegnes som instrumenter til afvikling af det Danmark, generationer før os har udviklet, udbygget og sikret i forhold til frihedsrettigheder og velstandsgoder. Når man som politisk parti bevidst arbejder for at fremme kulturel indflydelse fra religiøse kredse, hvis ophav på alle områder strider mod dansk tankesæt, imod alle økonomiske betragtninger om bæredygtighed i samfundsøkonomien og en politik, som på sigt vil gøre etniske danskere til en minoritet i eget land, så bør straffelovens kapitel 12 om landsforræderi få en fremtrædende rolle i den danske politiske debat.