Klumme: Christianborgs landsforrædere – Del 2

Dagens politiske billede

Det paradoksale ved nutidens politiske billede i Danmark og i det øvrige EU er, at kun politikerne på den yderste højrefløj råber vagt i gevær over for den stigende indflydelse, som migrationen fra Afrika og Mellemøsten betyder for vores økonomi, kultur og sikkerhed.  Konventioner affattet i efterdønningerne af verdenskrigen, som enten for længst burde have været revideret og opdateret, de oprindeligt gulnede papirer, de er affattet på, de har og har haft en alt afgørende indflydelse på den kulturelle og etniske sammensætning i Danmark og det øvrige EU.

Det forholdsvis nye fænomen, den islamiske terror, som er fulgt i kølvandet på migrationen, har enten medført terrorangreb i Europa, hvor islamister pløjer fodgængere ned eller begår rituelle drab på navngivne personer såsom den hollandske filmmand, Theo Van Gogh. Hver gang terroren slår ned, nedtoner mangfoldighedspressen og mainstream-politikerne det ideologiske ophav, som gerningsmændene har. Der er en ny måde at fremme de fremmedes interesser og de hensigter, der ligger i de ekstreme udenlandske kræfters ønske om at nedbryde og ødelægge de vantro lande og deres institutioner. Pressefolk og mediefolk under ét bør tages under lup for, hvilke interesser de ønsker at forfølge set i forhold til landsforræderi-bestemmelserne. Lad det være en opfordring. Det samme gælder de manglende henvisninger til etnicitet i mediernes beskrivelser af forbryderne.

Kombinationen på den ene side af dybt forældede konventioner, der juridisk svarer til, at lovgivning fra 1940’erne skulle regulere danske statsborgeres hverdag i dag, og på den anden side venstrefløjens dygtige indvirkning på at præge det politiske tankesæt i en mangfoldigheds retning, har på rekordtid ændret Danmark til en multietnisk smeltedigel. Er man 40+, kan man huske en skoleklasse med blot danske navne, boligområder med julelys i vinduerne, buschauffører med dansk baggrund samt at det var sikkert at gå på gaden efter lygtetændingstiden.

Unge i dag, som ikke har oplevet fortidens Danmark, de har formentlig svært ved at forholde sig til det ufornuftige i, at man udgør de to eneste i klassen med etnisk dansk baggrund, fordi undervisningen bliver forstyrret af skolekammerater, der taler urdu, farsi og arabisk indbyrdes på et støjniveau, hvor læreren ikke kan gennembryde lydmuren eller fordi læreren samtidig bliver udsat for dødstrusler, idet denne opfattes som den vantro hund. Problemet er, at de unge i dag ikke har oplevet andet end et multietnisk helvede med vold og uro. Dette sagt med respekt for alle de unge med udenlandsk baggrund, der opfører sig ordentligt.

Det fjendebillede, som politikerne burde have befattet sig med efter murens fald, burde have taget afsæt i at sikre, at både danskheden og danskernes interesser blev varetaget frem for at sikre udenlandske borgeres indmarch og påvirkning på det danske samfund. Den tidligere leder af Socialdemokratiet, Anker Jørgensen, advarede direkte mod en for stor indvandring tilbage i 1987. Og lige netop ham kan man dårligt beskylde for at have haft racistiske motiver.

Dansk politik har igennem årene siden den kolde krigs afslutning i stigende grad været præget af en kulturradikal og marxistisk funderet tankeverden. Der går en lige linje fra firkløverregeringens tid, hvor det lykkedes det Radikale Venstre at få gennemført begrebet “de facto-flygtning” i dansk udlændingelovgivning i 1983 frem til dagens Morten Østergaard. Det Radikale Venstre har siden partiets etablering i 1905 taget afsæt i at være i opposition til såvel det nationalt funderede Danmark som det åndelige ophav, nationalkonservatismen er opbygget omkring. I kamp mod Danmark om man vil.

De Radikales og de venstreorienteredes ageren siden ungdomsoprøret i 1960’erne har i det hele med sin indvirken nedbrudt danske myndigheders autoritet, fremmet udenlandske borgeres tilstrømning til Danmark, fremmet udenlandske borgeres ret til at få indflydelse på det danske samfund i forhold til det afsæt, de fremmede har haft kulturelt og religiøst. Altså en nedbrydning af det Danmark, vi som generation har til låns, og som vi er forpligtet til at aflevere til vores efterkommere, så de får et mere sikkert og mere velstillet land, hvor de er sikret en tryg og god opvækst.

De politiske partier

Tager man partierne et for et, kan man lægge følgende til grund:

Enhedslisten bygger på resterne af Danmarks Kommunistiske Parti, dvs. på et ideologisk ophav, hvis oprindelse har taget afstikkere til Gulag-fangelejre samt Stalins tvangsfordrivelser og henrettelser i årene fra den russiske revolution. Afstikkerne går også til besættelserne af de østeuropæiske lande og den pigtråd og glammende vagthunde, man oplevede før 1989. Altså et åndeligt ophav, som oprindeligt udgjorde kernen i den danske opfattelse af landsforræderi, når dens kollaboratører blev afsløret.

Socialistisk Folkeparti bygger på udbrydere fra det tidligere kommunistiske parti, da Sovjetunionen invaderede Ungarn i 1956. Men, partiets ideologiske verdensarv er fortsat oprundet i det marxistiske værdigrundlag i en opdateret udgave, uagtet fundatsen tager afsæt i den socialistiske, internationalistiske, kollektivistiske ideverden langt fra konservatismen individualisme.

Alternativet bygger på et sammensurium af overløbere fra det politiske spektrum på venstrefløjen. En Alternativ-politiker har i sin substans en bagage rækkende fra det Radikale Venstre helt ud til den alleryderste anarkistiske venstrefløj. Igen en cocktail, som tager afsæt i et venstreekstremistisk miljø udsprunget af høj- og Tvind-skoler fra 1970’erne. Kaospiloter om man vil, frigjort fra enhver form for forankring i det nationalt og evolutionært funderede Danmark.

En opfordring til danskerne

Lavpraktisk vil jeg opfordre danskerne til at spørge sig selv, hvad er det venstrefløjen har gang i? Kan det være rigtigt, at politisk valgte ledere og deres folkevalgte medlemmer frit og uden strafferetlig forfølgelse kan få lov til at negligere danske interesser og fremme fremmede, og det på både den korte og lange bane i forhold til Danmarks interesser?

Men, det er ikke tilstrækkeligt at forholde sig kritisk til den politiske venstrefløj, for hovedparten af blå bloks partier og folkevalgte politikere har gennem den sidste generation sanktioneret og stemt for en fortsat anvendelse af konventionsbegreberne som udgangspunkt for asylbehandling, og blå blok har haft en konsensus med venstrefløjen om, at løsningen er at bruge integration til at parkere alle problemer på parkeringspladsen Danmark. Parkeringspladsen, som Danmark udgør, har imidlertid fået så mange biler med udenlandske nummerplader, at man stedvis kan være i tvivl om, hvilket land man befinder sig i. Det viser, hvor langt en naivt funderet udlændingepolitik kan udvikle sig.