Klumme: Christianborgs landsforrædere – Del 3

Danmark i malstrømmen

Danmark befinder sig på nuværende tidspunkt i en malstrøm, i et EU præget af mangel på ydre grænsekontrol, af menneskesmuglerruter over Middelhavet og via Balkan, af muslimske terrorangreb i vores midte, af migranter, hvis bevægelse for hovedpartens vedkommende ikke er asylbegrundet, og endelig som det afgørende for temaet i nærværende klumme, af en politisk dagsorden sat af politikere og partier, hvis handlemåde på mange måder kolliderer med enten direkte bestemmelser i lovteksten i straffelovens kapitel 12, som de er citeret indledningsvis, eller indirekte i den folkelige forståelse af, hvad begrebet landsforræderi dækker over.

Når en Radikal leder, Morten Østergaard, giver udtryk for forståelse for, at modtageren af Nordisk Råds litteraturpris, Jonas Eika, kalder det danske samfund for racistisk og hvidt funderet, “fordi det er vigtigt med, at nogen råber vagt i gevær“, så er det ikke kun et studentikost indslag fra en formand for et gymnasieråd, men en tilkendegivelse fra en partileder, der udgør det parlamentariske grundlag under en socialdemokratisk regering.

Når en Enhedsliste-parlamentariker som Rosa Lund, der tidligere er dømt for indbrud og medansvarlig for den 80 millioner kroner dyre oprydning efter balladen omkring Ungdomshuset på Jagtvej, priser Eid-afslutningen på Rådhuspladsen, hvor hun mente Danmark skulle slå ring om de muslimske medborgere, der endnu engang i tusindvis underkastede sig koranens anvisninger på bedetæpper, og det på en af landets fineste pladser, så må man konstatere, at der er sket et skred, ikke kun i holdninger, men også i måden at føre politik på for at skaffe vælgere. Der er langt til den folkelige, spontane glæde over fodboldlandsholdets EM-sejr på samme plads i 1992 og så det optrin, som den muslimske minoritet udsætter danskerne for her små 30 år senere. Man græmmes over udviklingen.

Som dansk national konservativ kan man ikke andet end betragte fejring af en mellemøstlig religiøs Eid-fest på Rådhuspladsen med tusinder af muslimer, som en intimidering, en magtdemonstration, over for alt dansk på samme måde som når Hizb ut- Tahrir afholder bønnemøde foran Christiansborg eller når der marcherer mørkemænd og kvinder fra samme fascistiske bevægelse ad Nørrebrogade, mænd først og kutteklædte kvinder bagerst.

Man knytter næverne i lommen på samme måde som vores bedste- og oldeforældre gjorde, da tyske officerer indlogerede sig på Hotel d’Angleterre den 9. april 1940. En tidligere besættelsesmagt, der ligeledes var styret af en totalitær ideologi.

Når Morten Østergaards parti bevidst fører valgkamp ved at opsøge ghetto-imamer og ledende muslimske kræfter for at mobilisere vælgere med muslimsk baggrund på de sociale medier, så er det ikke kun et spørgsmål om at føre valgkamp, så er det et ideologisk korstog mod det Danmark, vi kender. Når man notorisk ved, at den demokratiske indstilling i mange muslimske kredse er afhængig af, hvad sharialovgivningen tilsiger, og når de Radikale er bevidste om, at det eneste, som Radikale Venstre og muslimerne har til fælles, er et modsætningsforhold til det etablerede Danmark, så kan man med god grund mistænke de Radikale for landsforræderi. For det er, hvad de er set med national konservative øjne, i det mindste på det moralske plan, og det er i forhold til den politiske troværdighed lige så alvorligt som i forhold til den strafferetlige.

Risikobetragtninger for danskerne

Konklusionen bør være den, at fjenden og dens kollaboratører i dagens Danmark set i forhold til straffelovens kapitel 12 om landsforræderi ikke nødvendigvis befinder sig eksternt i andre lande med et anden ideologisk ophav end det, der præger det danske samfund. Fjenden og dens kollaboratører, som danskerne skal holde fokus på, befinder sig internt her i landet. Det er de menneskelige kræfter, der bevidst har til hensigt at nedbryde danske institutioner, danske vaner, danske tænkemåder og værdisæt, der er reflekteret i grundlovens frihedsrettigheder.  Forræderi-bestemmelserne bør vurderes i forhold til at fremme udenlandske islamiske, dvs. mellemøstlige interesser, og svække danske myndighedernes mulighed for at opretholde lov og orden samt gennemføre den lovgivning, som folketingets medlemmer vedtager.

Danmark og fremtidens danskere uanset etnisk oprindelse og religiøse ophav befinder sig to grundlovsafstemninger fra f.eks. at kunne afskaffe ytrings- og forsamlingsfriheden i den form, som lovgiver fastsatte det i 1953-udgaven af grundloven. Navnlig Enhedslisten og det Radikale Venstre bevæger sig i højere og højere grad i en politisk ekstremistisk retning, hvor en del af politikken bevidst går ud på at stigmatisere nationalkonservative kræfter og samtidig fremme udenlandske kræfter.

Selv Lars Løkke Rasmussen gik i fælden ved at afvise at bygge sit parlamentariske grundlag på Nye Borgerliges Pernille Vermund. Langt væk fra det oprindelige bondeparti på højrefløjen har levebrødspolitikeren formået at drive Venstre ud i en socialistisk, mangfoldigheds sump, både i forhold til vælgere og troværdighed. Imponerende, for særlig begavet og visionær er han ikke.

Jeg vil opfordre læserne til at være på vagt over for den udvikling, som har taget fart og som ikke ser ud til at aftage, en udvikling, der langsomt, men sikkert afmonterer de begreber og værdier, som har kendetegnet nationalstaten Danmark. En udvikling, som svækker myndighedernes mulighed for at holde lov og orden i bydele, og som sikrer, at fremmede kræfter med meget lidt forståelse for danske værdier får indflydelse i det danske samfund. Når først værdierne er forsvundet, vil de ikke kunne rulles tilbage til et tidligere udgangspunkt, uden at det sker ved et fysisk opgør, altså en egentlig borgerkrig. Men, det er måske den kolde kalkule, som de revolutionære islamiske, kulturradikale og kommunistisk orienterede kræfter opererer med?

Danskernes forståelse og respekt for demokrati og politikere bygger på en fælles konsensus om, at politikere ikke opererer i strid med straffelovens bestemmelser om landsforræderi. Hvis den konsensus skrider, forsvinder vores retsorden og respekt for folkevalgtes og myndigheders upartiskhed. Når man kan konstatere, at der inden for myndigheders rækker befinder sig personer med udenlandsk baggrund, der tilkendegiver holdninger, der kun burde være acceptable i sharia-baserede lande, så vil det på sigt kunne erodere det Danmark, vi har udviklet på egne og skandinaviske betingelser.

Danmark er ingen øde ø, vi er en del af en større verden, vi er internationalt funderet og økonomisk integreret, hvilket sikrer vores velstand. Men, vi er først og fremmest et land med en historie, som vi er forpligtet til at tage med i betragtning, hver gang vi vælger politikere. Hvis man sætter sit kryds ved mennesker, hvis primære tankesæt har til formål at fjerne kultur, religion og værdigrundlag, der under ét udgør Danmarks DNA, så vil jeg opfordre til, at den folkelige forståelse og den juridiske vurdering af begrebet landsforræder fortolkningsmæssigt spiller en langt større rolle end hidtil. Det bør være den første indfaldsvinkel i enhver debat med mangfoldighedspartierne. Hvorfor skal pengene gå til nogen, der ikke vil Danmark, når vores egne svage og ældre har hjælp behov? Hvad er det for skjulte dagsordener, der arbejdes efter, hvilke aftaler har de pågældende partier om støtte, hvorfor indgår man aftaler med kræfter, der værdimæssigt ligger så langt ude til højre, når ens eget værdigrundlag ligger til venstre?

Hvis man tror, at autopiloten kan overlades trygt til det politiske spektrum, så tager man fejl. Vælgerne er politikernes dommere, og hvis dommerne føler, at deres interesser bliver tilsidesat af landssvigere, så har man en pligt til at reagere. Udfaldet af den dom, man fælder over landssvigere, bør falde prompte ud fra de betragtninger, som straffelovens kapitel 12 om landsforræderi anviser. Og det indtil på livstid.