Klumme: Danmarks nye Glistrup

Den afsluttende valgdebat juni 2019

Der stod de alle sammen. Det var i den bedste sendetid, det var valgets afgørende debataften i juni 2019. Drevne politikere med mange års virke på Christiansborgs gange. Vant til at forhandle og indgå de nødvendige kompromiser i folkestyrets tjeneste langt fra Vollsmose, Gellerup og Mjølnerparken. Der hvor de ansvarlige politikere – Folketingets og de lokalvalgte – behændigt har placeret mena-borgerne i sociale lejeboliger langt fra deres politikernes egne netværk, boligkvarterer og deres egne børns daginstitutioner og skoler.

Valgaftenens skuespil var mindst lige så underholdende som ved jordskredsvalget i december 1973. Et realityshow af dimensioner, som da dansk politiks enfant terrible, Mogens Glistrup, slukkede lyset for de borgerlige partier ved at nappe 28 mandater på løfter om lavere skat og om at udskifte forsvarsministeriet med en telefonsvarer, der på russisk svarede, at vi overgav os. Alt imens oliekrise og bilfrie søndage lagde en dæmper på humøret tilbage i 1970’erne.

Valget 46 år senere i juni 2019 havde ikke skat på dagsorden. Det primære emne var indvandringens, dvs. migrationens konsekvenser økonomisk, religiøst og kulturelt. Nicolai Vammen stod der med alvorstung mine, DF’s Kristian Thulesen Dahl, de Konservatives Søren Pape og Alternativets hofnar. Alle følte de sig som konger og kejsere, der solede sig i projektørlyset. Hver mente de at have løsningerne på rede hånd omkring integration, inklusion og kulturforståelse.

Persongalleriet

Hvis man ikke vidste bedre, lignede de en sammenkogt ret af æsler, gøglere, tungsindige sandsigere, bedemænd og skrankepaver fra en virkelighed, der for længst er forsvundet. En ting havde de til fælles, og det var afskyen for Danmarks nye Glistrup. Navnet er Rasmus Paludan. Mediernes hadeobjekt nummer et. Manden der med sin selv iscenesættelse og egen promovering har grebet tidsånden på samme måde, som hans advokatkollega gjorde i årene op til og efter valget i 1973.

Paludans rolle

Begavet er Paludan, veltalende, provokatorisk og med en utrættelig sans for at tage temperaturen på, hvorledes det islamiske og venstrefascistiske befolknings element reagerer, når det bliver bragt ud af deres comfort zone. En enmandshær, der i overført betydning står på en ølkasse og må omgives af hundedyr politibeskyttelse. Alligevel løftes brynene fra mainstream-politikerne kun over for omkostningerne og ikke over for, hvilket forvarsel reaktionerne udgør om et fremtidigt Danmark. Det svarer til at stå og se på en ildebrand, og kun bekymre sig om udgiften til at sende slukningskøretøjer afsted, og ikke om de person- og materielmæssige skader, ildebranden kan forårsage.

Her troede de gammelkendte politikere, at man ustraffet har kunnet tillade familiesammenføringer og lade den ene bydel efter den anden blive taget som gidsler i islamisk dominerede boligkarreer, skoler og daginstitutioner uden at ret mange andre end DF’erne har pippet om det holdbare i udviklingen. Her troede de gammelkendte politikere lige, at de havde styr på situationen, hvor enhver udfordring naturligt fører til flere bevillinger til integration, kulturelle aktiviteter såsom cykelundervisning for indvandrerkvinder og kontaktpersoner samt mandsopdækning af arabiske familier med få kompentencer og mange udfordringer, som det benævnes.

Det muslimske vælgersegment

Det danske sprog er blevet lige så forurenet med klicheagtige gloser, som danske kvinder og mænd i alle aldre er blevet udsat for forbrydelser siden porten til Danmark blev åbnet i 1980’ernne, hvor udlændinge- og flygtningelovgivningen blev lempet. Og migranterne der ude i opgangene? De er enten bedøvende ligeglade med Danmarks Radios og alle de andre TV-kanalers gøglerudsendelser med danske politikere, der er ved at forære både fortidens, nutidens og fremtidens Danmark væk. Eller også lægger de planer om en fjendtlig overtagelse gennem politisk islam. Så længe førtidspensionen og bistandshjælpen sikrer nyderne overførslen af milliardbeløb til familierne hjemme i Langbortistan, forholder de fleste sig passive. Yderne, de danske skatteborgere, burde for længst have mødt op foran Christiansborg med høtyve og fakler.

Ind kom den lille dreng, Rasmus Paludan. Kejserne med kroner på hovedet og gennemsigtige kjortler stod alle som i H. C. Andersens eventyr og ventede på, at folket nok ville undlade at stemme på en, der var så aparte, en der var i stand til at fortælle seerne om dags- og aftentemperaturen i ghettoerne, når han udfordrede det segment, politikerne under et har en tro på vil lade sig integrere. At temperaturen ikke står på 37.2, men nærmere på 41.3 i udsatte områder, det er den virkelighed, man ikke kan lide, når man hellere vil skabe sig sin egen politisk korrekte.

Glistrups forsyn

Hvor Glistrup var profetisk i sine forsyn om islams svøbe for Danmark for 25 år siden, der fortsætter hans efterfølger Paludan kampen. Det bornerte borgerskab ser stadig ikke ud til at have forstået alvoren et kvart århundrede senere. Borgerskabet over hele det politiske spekter opererer ud fra forskellige parametre, men fælles er ønsket om ikke at støde nogen. Præcis de samme momenter, der spillede ind under krigen, hvor statsminister Buhl opfordrede til angiveri af sabotører for ikke at støde tyskerne. Lige ind til Poul Henningsen skrev visen “De binder os på mund og hånd”, udødeliggjort af sangerinden, Liva Weel.

Danskerne og historien

Danskerne tager ikke, og vil ikke tage ved lære af historien. Islam vil på sigt æde den danske folkesjæl op, og spytte dannebrog ud, så det fremstår med en islamisk halvmåne. Det hvide kors, der faldt ned på Valdemarsdag i Estland i 1219, vil være borte for enden af en korttids historisk betragtning. Besættelsen kommer ikke til at vare i 5 forbandede år, besættelsen vil være permanent. Transformationen vil ske gradvist efterhånden, som vi danskere kommer i mindretal. Ideologien islam tillader ikke tilpasning og respekt for vores normer og regler.

Den indre fæstning, som udgøres af nationalkonservative, der står vagt om Danmark, den er under dobbelt beskydning dels fra de etablerede politisk korrekte instanser, medier og politikere, og dels fra det eksplosivt voksende muslimske befolkningselement. Men, som Liva Weel sang, “den der holder sjælen rank kan aldrig blive træl. Ingen kan regere det, som vi bestemmer selv”. Det nationalkonservative Danmark vil vælge frihedskampen, som under krigen, hvis det så skal være.

Den politiske interaktion på debataftenen

Morten Østergaard, Pernille Skipper og Uffe Elbæk ville i tråd hermed ikke give Paludan hånden på den afsluttende debataften. Truth hurts, og det ville sikkert støde caffe latte-segmentet og det stigende antal muslimske vælgere med dansk statsborgerskab, hvis de gjorde det. Det mindede igen om 1973-valget, da Glistrup entrerede scenen. Han var også en persona non grata. Den senere i efteråret 2019 detroniserede statsminister, Lars Løkke Rasmussen, tilkendegav samme aften i juni, at han ikke ville have noget at gøre politisk med Vermund.

Når Vermund ikke ville acceptere, at han havde sat sin underskrift på Marrakech-aftalen i december 2018, der gjorde migration til en menneskeret, og når hun ikke ville nikke anerkendende til, at Løkke personligt var ansvarlig for som borgerlig statsminister at have tilladt, at det største antal mena-migranter nogensinde i en embedsperiode var sluppet ind i Danmark, cirka 100.000 med familiesammenføringer i årene fra 2014-2019, så tilhørte hun ikke det selskab, man ville tale med i Venstre. Sådan fungerer dansk egnsteater på Christiansborg. Amatørisme og tale med honningsmurte tunger er blevet sportsgrene alle dyrker på Slotsholmen. Virkeligheden vedrører ikke politikerne.

At de politiske ledere under et fra liste A-Z bortset fra Pernille Vermund personligt er ansvarlige for Danmarks overgang fra et nordisk velfærdssamfund til et multikulturelt og multietnisk samfund, der på sigt vil få et befolkningsmæssigt, politisk og etnisk udseende som i Mellemøsten, det er politikerne ikke villige til at ville acceptere virkeligheden af. Det forstyrrer deres korttidsplanlægning for den valgperiode, hvor deres kreditforeningslån løber med afdragsfrihed. Som nationalkonservativ ved man godt, hvor fremtiden bærer hen, hvis der ikke sadles helt om.

Mainstream politikernes manglende formidling

Mainstream politikerne mangler helt at fortælle deres vælgere, hvordan Danmark ser ud, ikke om 1000 år, men for enden af indeværende århundrede. Det er ikke raketvidenskab, hvad det bliver for et Danmark, men de holder vælgerne hen med “søde kontrakter ”, ellers ville genvalget formentlig glippe. En enkelt opringning til Danmarks Statistik kunne såmænd gøre det fra de frelste politikere. Men, enten er nummeret optaget eller også så tør Morten Østergaard typen ikke ringe på grund af, hvad det kunne afstedkomme af samvittighedskvaler over for vælgerne. Kønt er det i hvert fald ikke på nogen måder troværdighedsmæssigt.

Vælgerne, hvad med dem? Dem kan de nok styre, de stikker dem en plade, og lover guld og grønne skove. Og rigtig nok, som lemminger løber mainstream-vælgerne ud over afgrunden. Det mens deres børn og børnebørn kommer til at betale prisen for, at hovedparten af dem fortsat stemmer på de Radikales Utopia-typer, hvor gazeller og løver græsser på savannen sammen med kristne og islamiske befolkningsgrupper.

SF, EL, S og samtlige borgerlige partier kan skændes og debattere herfra og til evigheden. Den eneste, der har alle ti fingre helt nede i den danske moder jord, hver gang han i overført betydning stiller sig op på en ølkasse i ghetto-kvartererne, det er Glistrups politiske afløser Rasmus Paludan. Like it or not. Paludan er dansk politiks agent provocateur, dansk politiks termometer. En der fremprovokerer virkeligheden.

Valgresultatet

Det lykkedes med rænkespillet ved valget. Til trods for, at Paludan fik al opmærksomheden, hver gang han sagde Rom imod, så til alle kejsernes lettelse opnåede han kun 1.8% pct. af stemmerne ved det efterfølgende valg den 5. juni. I øvrigt et imponerende resultat på så kort tid. Altså 0.2% for lidt til at blive repræsenteret på Tinge. Pyha, for det pæne borgerskab og for de Radikales ghetto-stemmer og Enhedslistens venstre-fascistoide vælgergrundlag og deres konservative og intolerante opfattelse af, at Danmark nu og fremadrettet skal fungere på en blanding af politik islam, kommunisme og mangfoldighed undergivet Nordkoreansk kontrolvirksomhed.

Fremtiden

Selv en efterfølgende underkendelse af Stram Kurs’ vælgererklæringer vil ikke ændre og standse den igangværende islamisering af Danmark eller protesten imod det. Samtlige Folketingspartier, undtagen NB og DF, kan stikke hovedet i busken og sælge varm luft i metermål ved næste valg, men Rasmus Paludan er stadig den lille dreng, der fortæller, at kejserne ikke har noget tøj på. Gøglerne, æslerne og de selverklærede fluefangere uden ånd og indsigt, som smykker sig med titlen om at være folkestyrets tjenere, de er alle som en værdiløse for danskerne og Danmarks fremtidige generationer. Ifølge citat fra den tidligere sømandsboss og formand for det politiske parti, Fælles Kurs, Preben Møller Hansen, så var de danske politikere “Ikke fem potter pis værd”, da hans parti sad i Folketinget i 1987. Forholdene er uforandrede, selv om persongalleriet er udskiftet.

Har man almindelig kritisk sans, så er man udstyret med de briller, der gør en i stand til at se, at kejserne og det afkom deres partier vælger, er landsskadelige for det land, vi er børn af. Sandheden om virkeligheden kan de forsøge at gemme. Politikerne kan forplumre og forsinke sandheden. Men, sandheden vil altid finde vej som vand. Det er blot et spørgsmål om, hvorvidt vælgerne vil tage opgøret med islams mørke kræfter nu og igangsætte en egentlig repatrieringspolitik, mens tid er, eller om de vil vente til de bliver forstyrret midt i en X Factor-udsendelse af, at deres bil er blevet brændt af, deres datter skændet og sønnens konfirmationspenge røvet.

“You can fool all the people some of the time, and some of the people all the time, but you cannot fool all the people all the time”. Abraham Lincoln, 1858.