Klumme: De statsunderstøttede medier har også et ansvar

Skidt, snavs og modbydeligheder flyder på de sociale medier. Brutalt had truer ytringsfriheden, fastslår en række af landets førende retslærde i en undersøgelse. Et kolossalt demokratisk problem, lyder det fra Christiansborg. Justitsminister Nick Hækkerup er bekymret for udviklingen og peger på, at en ny digital politipatrulje skal styrke ordensmagtens tilstedeværelse på de sociale platforme. Regeringen forventer endvidere inden sommerferien at komme med et udspil om bl.a. regulering af ulovligt indhold på sociale medier. Men det er også vigtigt, at de sociale medier tager en del af ansvaret, siger han. 

Udviklingen af disse medier er en disruption af det hidtidige mediebillede, der i det væsentlige har bygget på radio, TV og aviser. Det har i sig selv bidraget til at demokratisere ytringsfriheden. Langt flere personer, interesser, organisationer mv. kan herigennem løbende komme til orde. Også selvom de måske ikke helt behersker sprog og grammatik, har ekstreme holdninger og et letantændeligt sind. Det ser ikke altid pænt ud. Bl.a. har det angiveligt kyst – og “knækket” – politikeren Pernille Skipper. Hun har ellers haft råstyrke nok til at bruge en af det 20. århundredes store massemordere, bolsjevikken Lev Trotskij, på sit skjold, men over for skraldespanden på sociale medier, melder hun nu pas.

De nye medier er især opstået som en konsekvens af den teknologiske udvikling, der også har nået – og har aktiveret – “menigmand”. Altså ikke altid lige kønt og uproblematisk det hele, men det er svært ikke at tildele de gamle, etablerede medier en del af skylden. For især DR TV og TV2 samt de store private medier har jo i en årrække med flid opbygget journalistisk indsats efter en målsætning om “politisk korrekthed”. Nogle mere end andre. Mest af alle de statsejede elektroniske kanaler, men sandelig i vekslende omfang også store, delvist statsfinansierede, private medier.

Eksemplerne er legio. 

I “klimakampen” er det således meget svært at få optaget kritiske indlæg eller omtale af klimakritiske bøger. Journalistikken – og politikerne – har bare besluttet, hvordan det hænger sammen. 

Med hensyn til – syriske – flygtninge bombarderes befolkningen i næsten alle traditionelle medier med historier om, hvor synd og skam det vil være at sende dem tilbage, som hensigten ellers var med midlertidig beskyttelse. De stakkels børn og deres mødre i kurdiske fangelejre – “papkassedrengen” o. lign. – har udløst en storm af frelserjournalistik i danske medier, i TV2 nærmest som en ren kampagne. Hverken medier eller toneangivende politiske partier stiller f.eks. krav om opsigelse af helt forældede internationale konventioner osv. 

I coronasagens navn indføres med stor medieaccept mere eller mindre forståelige restriktioner, og Grundloven tilsidesættes, cancel-kultur, “hvidhedsforskning” og andre tvivlsomme aktiviteter trives dertil for skatteydernes penge på avancerede universiteter, i øvrigt i et uddannelsessystem, der sigter på at overakademisere samfundet. Osv.

Den slags skaber naturligvis modstand. 80 pct. af journalisterne tilhører angiveligt venstrefløjen, som reelt støtter den udvikling. I de rent statslige medier er andelen formentlig nærmere de 100 pct. Samme politiske kleresi har vist også helt erobret i hvert fald universiteternes humanistiske afdelinger, store dele af folkeskolen, folkekirken og meget mere.

På den baggrund kan man godt opfatte de sociale medier som våben i en slags modstandskamp og som sikkerhedsventil for den ikke uvæsentlige del af befolkningen, som ikke kan acceptere, eller i det hele taget ikke forstår, den udvikling. Ikke at det nødvendigvis dufter godt, hvad der strømmer ud af sådan en ventil.

Naturligvis er det uacceptabelt med voldelige trusler, personlige injurier og andre klare ulovligheder på de sociale medier. Nøje kontrol af disse vil dog nemt kunne ramme almindelige borgeres demokratisk betingede ytringsfrihed. Et klart dilemma.

Hvis de statsunderstøttede medier – og udsatte dele af den offentlige sektor – fungerede på en mindre enøjet og mere pluralistisk måde, kunne man jo håbe, at behovet for de store armsving på de sociale medier ville blive reduceret. De “gamle” medier har også et ansvar.