Klumme: Det er svært det hele

Det er svært – til tider nærmest umuligt – at gebærde sig i tidens debat. De stærke strømninger, der skylder ind over os fra især USA, men også navnlig fra avancerede hjemlige universiteters højt begavede “humanistiske” forskere og uddannede, truer med at gøre op med mangen en debats traditionelle nagler.

Først og fremmest har det jo længe ligget i tiden, at der skal være “ligestilling” mellem kvinder og mænd. Det skal være en reel en af slagsen (resultatligestilling) i politik, erhvervslivet og andetsteds, med cirka lige mange af de to køn i bestyrelser, ledende stillinger osv. Så skal “ligestillingen” vel også gennemføres med lige mange af hver slags renovations- og asfaltarbejdere, sygeplejere, psykologer osv.? Det arbejdes der sikkert på.

Og hvad med de indsatte i fængslerne, – er de ikke overvejende mænd? Måske er det bare, fordi mænd er mere forbryderiske og voldelige end kvinder, vil nogle nok svare. Men det svar er da overfladisk: Mon ikke indsigtsfulde forskere kan vise, at straffelovsbestemmelserne lige netop er indrettet på den slags forseelser, mænd typisk begår, mens kvinders går fri? Det er skam ikke “ligestilling”. Cirka lige mange mænd og kvinder i fængsel, lyder mere som “ligestilling”.

Men al den ligestillingsdebat er vel i virkeligheden noget bras. Den ser skam bort fra helt fundamentale kendsgerninger. Nemlig det bagvedliggende dogme om cis-kønnethed forstået som identifikation med menneskets af samfundet godkendte biologiske køn ved fødslen. Transkønnede, non-binære m.fl. accepterer jo ikke det kriterium og har en helt anden identitet.

Så vidt jeg har forstået – hvori der naturligvis i sig selv ligger en begrænsende faktor – findes der i hvert fald 71 forskellige køn. Så nytter det jo ikke noget at ligestille “kvinder”, for det er i forvejen et forældet biologisk begreb, og der vil også være mange såkaldte mænd, der er er helt misrepræsenteret i den virkelige kønssammenhæng? Skal der opstilles en specifik kvote for transkønnede, og for hver af de forskellige typer af slagsen?

Man må da også forstå, at det i virkeligheden er et alvorligt dilemma og en utilgivelig diskrimination, at de allerfleste offentlige toiletter stadig er opdelt på basis af det cis-kønnede diktatur. Slemt i hverdagen for non-binære, der hverken er det ene eller andet, men er trængende. Tænk også at definere individer ud fra de kønsorganer, de er født med, i modsætning til dem de har. Utilgiveligt!

Det er ikke nemt, og en berømt engelsk forfatter kom for nylig helt galt af sted, da hun kom til at pege på skillelinjen mellem individer, der har menstruation – de såkaldte kvinder – og dem, der ikke har. Et uvejr brød løs, for heri så man en hån mod de transkønnede, transfobi hedder det vist. Og den slags ligger uden for det acceptable.  Men hvordan skal “ligestillingen” dog tilrettelægges uden hun og han, men med “hen, den” og – måske 71 – helt nye ord? Kan man overhovedet tale om transkønnede kvinder eller tilsvarende mænd, når den biologiske sondring er forældet og blot afspejler en social konstruktion? Skal transkønnede kvinder ikke ligestilles med tilsvarende mænd?  Og hvad med dem, der ikke engang har et køn? Hvad siger statistikken?

Det er da til at blive fortvivlet, eller i det mindste forvirret over. Og så er det ikke engang nok. Racismedjævelen har nemlig yderligere sneget sig ind på os i debatten. Igen kommer det fra USA, selv om jeg har læst i New York Times, at de er godt med i overgrebene på Bornholm. Danske universiteter, medier og politikere synes også hurtigt at have annammet den sag. Det er meget slemt med racisme, og det forfærdelige er jo, at den hyppigt er skjult i ubevidst adfærd, i sproget, vejnavne, mindesmærker, legetøj mm. Det er skam ikke bare neger, perker, molbo, jyderøv el. lign., der er helt slemt. Og egentlig må det forstås, at “hvide”, – cis-kønnede eller ej – nærmest er ude af stand til at frigøre sig for deres iboende racisme. Vist også hyppig kombineret med godt kamufleret “kolonialisme”. Vogt jer for den skjulte racisme!

Det er en ren epidemi, der således er skyllet ind over os. Og i modsætning til coronaen er der nok ikke håb om, at den vil gå væk igen, men måske i stedet for vil brede sig til andre felter. Det er bydende nødvendigt at formulere en indsats herimod. Det må være noget for den “resolutte” statsminister Frederiksen. Inden samfundsdebatten går helt i opløsning. Medierne magter det øjensynligt ikke selv.