Klumme: Drop statsministerkandidaterne

Hvis du fik valget mellem at købe en ny eller en brugt bil til samme pris, så ville du med sikkerhed vælge en ny, ikke også?

Tilsvarende med de 3 statsministerkandidater. Hvorfor overhovedet vælge en regerende statsminister, der i helt særlig grad har vist sig giftig for folkestyret ved at se stort på alle spilleregler, ved kontinuerligt at optræde magtsyg og ansvars forflygtigende.

Tilsvarende er blå bloks og de Konservatives skaldede æg fra Viborg, Pape, kendetegnet ved nok at være bedre egnet som en venlig ekspedient i en herreekviperings forretning i provinsen end at få overladt nøglerne til statsministeriet.

Bedre er det ikke med fars dreng, Venstres ikke alt for verbalt og åndeligt udrustede, Jakob Ellemann. Hold nu op, hvor Venstre har måtte grave dybt i posen for at finde en nitte frem som ham.

Vi danskere er ikke blevet beriget med hverken myndighedspersoner eller politiske ledere af nævneværdig karakter de sidste 5-10 år. Snarere tværtimod. Og specielt ikke under coronanedlukningen. Her blev løgn på løgn sidestillet med olympiske sportsdiscipliner. Hvis man vil ende med kors og bånd og stjerner på, skulle man blot stille sig op i en blandet kø af pseudovidenskabsfolk som Søren Brostrøm og tegneseriefigurer alt fra fætter Guf til Mette Frederiksen.

Dem der er egnede statsministerkandidater, som eksempelvis Asger Aamund eller Lars Hedegaard, ville nok betakke sig for den hønsegård, som Christiansborg har udviklet sig til. Specielt Aamund kan smykke sig med titlen af at være den bedste statsminister, vi aldrig får.

Dem der stiller, og den af de 3, vi nu er præsenteret for, de er resultatet af et alt for snævert og indspist rekrutteringsmiljø i de politiske partier. Det være sig hos både S, V og K. Kandidatudvikling er et fremmedord.

Tænk hvis et af de store rekrutteringsbureauer inden for erhvervslivet havde præsenteret sine kunder for tilsvarende ringe emner, som dem vi snart skal ud og sætte kryds ved i en boks på en køkkenrulle? Man var blevet mødt med en bemærkning om, at man ikke kunne klage over, at vi ikke havde humoristisk sans. Og så et “hvor er så de rigtige kandidater?”

Hos dyr vælger de altid den stærkeste og bedste til at lede flokken. I Danmark blandt mennesker er vi blevet så drænet for testosteron og overlevelsestrang, at østrogen-styret er blevet en kendsgerning.

Inger Støjberg har væsentlig mere røv i bukserne end både Pape og Ellemann til sammen. Gad vide om ikke de herrer lå bag nedrullede gardiner og fik sondemad, hvis de skulle have været samme krisestyring igennem, som hun har været?

Den i skrivende stund endnu ikke igangsatte valgkamps foreløbigt vigtigste debatemne er mediernes og de bløde politikeres yndlingsemne, nemlig velfærdsstatens sikring. Feel good-snakken, valgflæskets overdrev og frokostbord.

Mette Frederiksen forsøger at tegne et dystopisk billede af en ørkenvandring mod et øde landskab for kørestolsbrugere og kræftpatienter, hvis Pape kommer til magten. Og den ikke særlig kloge Ellemann miaver med, som var han betalt af den Socialdemokratiske propagandamaskine for at spænde ben for sin blå rival Pape.

Hvornår går det op for folk, at med en offentlig sektor på 871.000 i et land med knap 6 millioner indbyggere, så æder den offentlige sektor velfærdsstaten op før de varme hænder overhovedet er nået ud til gamle fru Jensen i Overgade?

Når hertil kommer, at der ydermere er et par millioner uden for arbejdsmarkedet eller på en eller anden form for overførselsindkomst, så begynder det at synke i statskassen.

Man kan kun malke de selvstændige og de almindelige lønmodtagere i det private erhvervsliv en gang, når topskatten også klipper det sjove af lønsedlen helt ned til lønningerne for det, der engang hed SID-medlemmer, og det de får udbetalt af netto-håndører efter skat.

Når projektudvikleren, DJØF’ere og andet godtfolk har spist deres del af den offentlige kage på finansloven, så er der kun ressourcer til at selvsamme gamle fru Jensen kan få et ugentligt bad under koldt vand med et klap i den bare, fordi sosu’erne skal videre, da de har travlt.

Ligesom en revolution æder sine egne børn, så spiser det store dyr i åbenbaringen “velfærdsmonstret” deres egne børn.

Hvis fy-ordene effektivisering eller begrænset vækst i den offentlige sektor overhovedet bliver nævnt, så himler Mette Frederiksen og hendes minister Peter Hummelgaard op som var det en statsforbrydelse, der var i gang. Men hvad kan man forlange af halvstuderede røvere med 3 ugers hundeskole og lige så lang erhvervserfaring? Men, de er gode Socialdemokrater.

Og det er tilsyneladende nok for den fjerdedel af danskerne, som stemmer på S. Og det der politisk er endnu mere gyseligt ude på rødt overdrev.

Af valget mellem pest og kolera er Pape dog stadig den mindst ringe, og hvis han klemmer ballerne sammen, så kan han overraske. Der er i hvert fald plads til forbedring og overraskelse. Meget endda.

En stor del af gruppen af forkælede danskere, som den sidste generation har fostret, har hverken oplevet krig og ødelæggelse endsige andet end en stat, der har tørret op, hver gang de har ramt ved siden kummen. Eller også har de slet ikke gidet at gå på toilettet, fordi kommunen har betalt for stomipose, så de har kunne blive liggende i sengen hele dagen med deres Playstation og kolesterolholdig mad.

De for fremtiden tunge emner som islamisering, den igangværende befolkningsudskiftning, de faldende skatteindtægter med det stigende antal offentligt ansatte og overførselsindkomstmodtagere, det lader de 3 taberkandidater Frederiksen, Pape og Ellemann blive liggende. Det er alt for alvorlige ting, som hverken de selv eller deres vælgere kan forstå. Tror de.

Troen på, at den almindelige vælger ud over lavindkomst også er udstyret med lav intelligens parret med en kandidatrekruttering hos de politiske partier, som kvalitetsmæssigt hurtigt ville lukke erhvervslivets største virksomheder, det er den nutidige Danmarks histories største udfordring.

Selv venter jeg på en Messias. Om pågældende så kommer fra det ydre rum, det er jeg ligeglad med. Om pågældende er transkønnet, tvekønnet eller intetkønnet rager mig en bønne. Hvis det blot er en, der ikke er hentet ud af tidens woke rædselskabinet, en der vil Danmark, en der vil sikre Danmark på danske betingelser, ja så er jeg fan.

Indtil min Messias dukker op, så står valget mellem Messerschmidt, Vermund og Støjberg, nu hvor Rasmus Paludan ikke når hverken at indsamle det nødvendige antal underskrifter eller har en kinamands chance for at blive valgt. Først om en generation, når IS-krigere hugger hovedet af folk på gaden herhjemme og Folketinget er fyldt med kjoleklædte gedehyrder, vil folk måske forstå Rasmus’ profetier. Og så endda kun måske fordi alt for mange folk stadig har bly i røven og luft mellem ørerne.

Må sidste mand lukke og slukke, hvis nedturen fortsætter. For jeg er ret sikker på, at selv mor Danmark ikke gider være her, hvis Mette minkdræber får wienerbrød på skuldrene i 4 år mere.