Den netop overståede udnævnelse til formand – eller skal man nu skrive forkvinde – for Den Europæiske Kommission i Bruxelles har været en studehandel uden lige, og den samme karakteristik gælder også de kommende udnævnelser til en række andre EU-topposter. Det er sædvane inden for EU, at de forskellige politiske fraktioner opstiller spidskandidater til EU-valget. Vinderen, dvs. den person der modtager flest personlige stemmer, skal derefter godkendes eller kan også blive afvist af Det europæiske Råd, dvs. de 28 EU-landes regeringschefer. Herefter skal der stemmes om enhver kandidat i EU-Parlamentet.
Studehandlen
De tre største fraktioners spidskandidater var tyskeren Manfred Weber fra det bayerske konservative parti CSU, der stillede op for den konservative fraktion, Frans Timmermans fra det hollandske socialdemokrati og vores egen Margrethe Vestager, der stillede op for den liberale fraktion. Men nej, ingen af de tre kom i betragtning, efter at Tysklands forbundskansler Angela Merkel og Frankrigs præsident Emmanuel Macron havde stukket deres hoveder sammen – det er som bekendt disse to ræve, der kører EU som deres eget firma – og fundet frem til denne løsning. Frankrig, der ikke havde nogen spidskandidat med i opløbet, skulle på én eller anden måde belønnes med et topjob, og her fik Macron så skubbet Christine Lagarde, den tidligere chef for Den Internationale Valutafond (IMF), ind på chefposten for den Den Europæiske Centralbank (ECB), Eurozonens ansvarlige centralbank med sæde i Frankfurt. Til gengæld fik Merkel så frie hænder til at besætte formands-/forkvindeskabet for EU-Kommissionen. Og hun trak til alles overraskelse sin egen forsvarsminister Ursula von der Leyen op af hatten og desavouerede hermed sit konkurrerende bayerske søsterparti CSU.
Men nu skulle Merkels socialdemokratiske koalitionspartner SPD, der for tiden ligger nede på en fjerdeplads i det tyske partilandskab, beroliges, og man fandt så i Det Europæiske Ministerråd frem til både den tidligere spanske socialdemokratiske udenrigsminister Josep Borrell til posten som EUs repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og dermed afløser for den italienske Feredica Mogherini, og endnu en sydeuropæisk socialist, italieneren David-Maria Sassoli, til posten som præsident for EU-Parlamentet, hvor han afløser endnu en italiener(!), Antonio Tajani. Hvad er der sket med rotationsprincippet?
Og så manglede der blot en repræsentant for den liberale fraktion for at kabalen kunne gå op. Og da Macron identificerer sig med EU-Parlamentets liberale fraktion, besluttede han med Merkels samtykke så at foreslå den tidligere belgiske premierminister siden 2014, Charles Michel, en helt igennem europæisk føderalist og bureaukrat, til posten som præsident for Det Europæiske Råd og dermed den polske Donald Tusks efterfølger.
Tydeligvis er denne fordeling af EU-topposter udslag af en uappetitlig studehandel omkring aksen Merkel-Macron, men den ligner tillige i betænkelig grad en straffeaktion rettet imod Østeuropa, idet ingen repræsentant for de østeuropæiske lande blev valgt til en af de vigtige poster – velnok som tak for sidst for Polens, Tjekkiets og Ungarns modvilje mod at være nikkedukker for Bruxelles bl.a. i spørgsmålet om fordelingen af den bølge af asylansøgere, der i de senere år – oftest af økonomiske årsager – har hjemsøgt Europa og ikke mindst har invaderet Tyskland, der nu af gode grunde har fået øgenavnet Germoney. Og i parentes bør det ligeledes bemærkes, at Norden overhovedet ingen rolle spiller i det centraleuropæiske magtspil og Margrethe Vestagers chancer for en toppost derfor fra begyndelsen nærmest var lig nul. Alt dette har mere eller mindre udspillet sig hen over hovedet på EUs eneste demokratiske organ, nemlig parlamentet.
Resultatet
Så her er resultatet med endnu en kort præsentation af de vigtigste udnævnelser. Ursula von der Leyen var siden 2013 tysk forsvarsminister uden profil og tilmed med et blakket renommé. I hendes tid som minister blev der skåret voldsomt ned på det tyske militær, der ved en række øvelser måtte nøjes med kosteskafter som riffelattrapper, og under en vintermanøvre i Baltikum måtte låne sig frem til lange underbukser til de frysende soldater. Et flertal af det tyske luftvåbens helikoptere og eurofightere er parkeret i værksteder, og til gengæld har hun spenderet flere hundrede mio. kr. på konsulenthonorarer, der nu endevendes af en parlamentarisk kommission. Merkels nominering blev da også mødt med voldsom kritik i Tyskland. Således har den tidligere tyske socialdemokratiske præsident for EU-Parlamentet Martin Schulz ganske ligeud kaldt von der Leyen for ”Tysklands værste minister”. Ganske vist har hun politisk tæft og er uhyre ambitiøs, men hun mangler ganske den Boris Johnsonske overlegne intelligens og er helt blottet for humor – en egenskab man dog kunne tilskrive hendes forgænger, den cognacglade Jean-Claude Juncker. Til gengæld er hun, ligesom Charles Michel, en glødende europæer og fortaler for en Europa-hær. Allegevel blev hun i EU-Parlamentet kun valgt med ni stemmers flertal, og det er betegnende, at alle tyske og østrigske medlemmer af den socialdemokratiske fraktion stemte imod hende!
Christine Lagarde følger efter Mario Draghi – hovsa, endnu en italiener – som eurozonens øverste bankchef. Hun er uddannet jurist og har således overhovedet ingen særlige kvalifikationer som økonom. Også hun har, mens hun var fransk finansminister 2007-11, været indblandet i en skandalesag, der involverede den kontroversielle forretningsmand og politiker Bernard Tapie, der skulle have finansieret Nicolas Sarkozys valgkamp i 2007 med et beløb, der svarer til ca. 3 mia. kr. Lagarde blev i sin tid kendt skyldig i ”pligtforsømmelse”, men aldrig dømt, og én af begrundelserne var hendes internationale renommé. Her kan man tænke sit! Desuden er det værd at bemærke, at den franske statsgæld, mens hun var finansminister, mere end tredobledes. Dette lover ikke godt for EU, men på den anden side er hun også kendt for sin udtalelse i forbindelse med euro-krisen: ”Vi brød simpelthen alle tænkelige regler” – og dette blev sagt med stolthed i stemmen.
Spanieren Josep Borrell er blevet idømt en bøde på ca. 100.000 kr. for insiderhandel i forbindelse med en aktietransaktion i 2015, men nægtede at træde tilbage som minister. I et interview med Politico har han på katastrofal vis udtalt: ”Iran ønsker at udslette Israel. Dette er ikke noget nyt. Så det må man leve med.” Det ser ud til, at Borrell kan komme til at gøre endnu mere skade end forgængeren, den tidligere ungkommunist Frederica Mogherini. Og om italieneren David-Maria Sassoli er der blot det at bemærke, at han er en tidligere journalist uden større international politisk erfaring.
Er dette fremtiden?
Flg. advarsel med udblik mod et britisk Brexit af den britiske kommentator Alister Heath i avisen The Daily Telegraph d. 4. juli lyder ildevarslende:
”Hvem skal regere os? Er det von der Leyen, Borrell og de andre, som ingen af os blev spurgt om vi ville vælge og som ingen af os kan fyre? Er det en forsamling af apparatjikker, bureaukratiske funktionærer, med en tvivlsom fortid og nærmest ukendt uden for deres eget land, der kommer til at udføre deres arbejde i uigennemtrængelige, topstyrede bureaukratier.”
Og som rosinen i pølseenden kan det være på sin plads at citere den afgående rådspræsident Donald Tusk og dennes henvisning til græsk mytologi i forbindelse med ligestillingen mellem kønnene, når det gælder topposter i EU: ” Når det kommer til stykket, så var Europa jo en kvinde”.
Jo da, ånden flyver højt i EU!
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)