Klumme: Etik i straf

Forleden havde jeg fornøjelsen af at deltage i det årlige Faglig Dag-arrangement på Aarhus Universitet. Emnet for den debat, jeg skulle deltage i, var ”Etik i straf – effekt af straf”. Spændende og relevant at diskutere – og et emne, der ligger mig meget på sinde.

Hele tanken om ”etisk straf” er jo gammel – fra den tyske filosof Emmanuel Kant (1724 – 1807) – som mente, at det var uforsvarligt at se igennem fingrene med en lovovertrædelse, og at det derfor var samfundets etiske pligt at straffe den kriminelle.

Straf er samfundets reaktion på en ulovlig handling eller en alvorlig forbrydelse. En reaktion, der både skal afspejle samfundets ”afsky” til den kriminelle for hans eller hendes gerning – og samtidig en anerkendelse af ofrets lidelser. Og endelig skal straf også være en afskrækkelse til omverdenen og en påmindelse om, at forbrydelser har konsekvenser.

Man kan så diskutere om et samfund skal straffe for at hævne, opnå retfærdighed eller blot få en gerningsmand til at ændre adfærd…?

Jeg er fuldt ud klar over, at der findes undersøgelser, der viser, at det ikke tjener samfundet bedst, når det straffer en gerningsmand bag en kriminel handling. Faktisk synes jeg at have hørt om den slags siden gymnasietiden. Men hvad forestiller de kloge hoveder bag sådan en forskning sig egentlig…? At vi skal vende det blinde øje til..? Vil det ikke være en hån mod det offer, der måske har mistet førligheden eller mistet evnen til at få børn…? Eller de forældre, der har mistet et barn…?

Jeg er enig så langt, at vi skal tænke på, at den dømte skal ud i samfundet igen – og helst som et helt menneske, der kan tage del i samfundet igen. Men derfra og så til at mene, at vi nærmest skal belønne den dømte kriminelle med pladderhumanistiske pædagogiske tiltag som at sende vedkommende på ferie i Caribien eller på safari-camping med B. S. Christiansen, er der for mig langt. Det holder ikke!

I stedet burde man se på ideen om ”noget-for-noget” straf. At den dømte kriminelle skal vedgå og underskrive en kontrakt med samfundet om, at han eller hun erkender sin skyld og udåd og er parat til at ændre adfærd. Det kunne f.eks. være, at en voldsforbryder skal undergå et forløb med konflikthåndtering og aggressionstræning – og at det er et hold læger og psykologer, der skal vurdere, om og hvornår den dømte er parat til at slippes ud i samfundet igen forudsat, at voldsforbryderen rent faktisk har samarbejdet.

Eller den pædofile, der skal underkaste sig medicinsk kastration og i terapi med andre pædofile og acceptere at skulle møde på politistationen hver anden dag. I stedet for som i dag hvor nogle pædofile alt for nemt blot skifter navn og adresse og kan fortsætte deres afskyelige forbrydelser et andet sted i landet. Det skal stoppes! 

Så en form for en handel med den kriminelle, der så også skal opleve, at samfundet viser dem tillid, hvis de ellers opfører sig ordentligt. Det ville, tror jeg, sikre at færre kriminelle fortsætter deres adfærd og skifter retning til det bedre, så vi ikke ser de samme kriminelle igen og igen.