Klumme: EU som Prügelknabe


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Steen Leth jeppesen

Efter at DF nu forsøger at bremse sin vælgerblødning ved at erklære sig som EU-modstander, er der tre politiske partier, som ønsker Danmark ud af EU, nemlig DF, NB og EL.

De ønsker, at Danmark skal bevare sin fulde suverænitet, vil helst ikke bidrage til de fælles udgifter og frygter de store EU-landes og EU-Kommissionens føderalistiske bestræbelser. (For EL er det vist også noget om, at de ikke kan lide “kapitalismen”.) De aner nok nye populistiske muligheder, selv om befolkningsflertallet efter det foreliggende er tilfreds med landets medlemskab.

EU-modstanden er en illusion, med træk af storhedsvanvid. Ikke fordi alt ved EU er godt. Tværtimod: Som andre systemer har EU slavisk fulgt Northcote Parkinsons bureaukrati- vej. Der er adskillige uhyrligheder. 

EU-bureaukratiet er vokset meget. Agrarpolitikken med dens kæmpemæssige subsidier er en skadelig økonomisk anakronisme. Flere af EU’s udviklingsprojekter er af tvivlsom karakter, til tider korruptionsramte. Det er endnu ikke lykkedes at sikre EU’s ydre grænser, og asylpolitikken har haft stærkt negative konsekvenser. Udgiftsniveauet er stigende, og efter brexit planlægges øgede medlemsbidrag. EU-domstolen er aktivistisk og forsøger at tiltage sig øget kompetence i forhold til de nationale jurisdiktioner. Det er vist stadig EU-politik, at Tyrkiet kunne være et ønsket medlem. End ikke noget så molboagtigt og kostbart som EU-Parlamentets rejsecirkus til og fra Strasbourg er det lykkedes at standse. Osv.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Visioner for et nationalkonservativt Danmark – Del 2

Ja, beklagelserne er legio, og mange af dem er desværre berettigede. Men så er det vel også bedst at komme ud af det, opnå øget national suverænitet, spare penge og i tide sikre sig mod ødelæggende føderalistiske planer? Et denxit?

Men en holdning med træk af storhedsvanvid er det alligevel. Fordi Danmark er et lille land med under 6 mio. indbyggere, placeret på den nordeuropæiske plæne, hvis største handels- og kulturpartnere er de øvrige EU-lande, også excl. UK. 

På trods af nettobidrag til EU, nævnte og andre tåbeligheder, er det vores verden. Det er muligt, at Storbritannien tror, at man efter brexit kan genrejse fordums storhed – omend med et sønderslået UK – men Danmarks situation er selvfølgelig ikke sammenlignelig. Vi har afgørende fordele ved deltagelse i EU’s indre marked, toldunionen etc. Dette kræver naturligvis også visse overnationale reguleringer, hvis ikke den økonomisk livgivende handelsfrihed skal fordufte i nationale støttehensyn.

Danmark har sammen med Holland, Sverige og Østrig deltaget i en særlig fire-lande-gruppe, der har været skeptisk mht. øget EU-budget, overførsler til Sydeuropa mv. Selv om modet hertil måske er ved at slippe op i København, kan der være god grund til at fastholde og intensivere dette samarbejde. De fire lande har sammen et større nationalprodukt end Italien. Lægger man Finland til, er det næsten på størrelse med det EU-fortabte Storbritannien og ikke så langt fra det franske. Det kan give en betydelig indflydelse, hvis det håndteres rigtigt.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Det er EU, der er gået galt!

Danmark alene og uden for EU med en EØS-løsning som Norge og Island, er næppe fordelagtigt. Så er landet uden for toldunionen, men for at være med i det økonomisk afgørende indre marked, må overnationale regler og administration besluttet i EU alligevel følges til punkt og prikke. Udgifterne slipper man i vidt omfang heller ikke af med, hvad jo også kan ses af brexit-forhandlingerne og de bidrag, Norge betaler. Hvor stor er den reelle handlefrihed for et lille randland med betydelig udenrigshandel med  sine nabolande ?

Meget ved EU bør rettes op. Ud over den nævnte udgiftsødselhed – især vedrørende den fælles landbrugspolitik – er der også mere principielle spørgsmål. F.eks. bør det klart forhindres, at EU nogensinde skulle få en selvstændig skatte-udskrivelsesret. EU-domstolens ekspansive bestræbelser bør aktivt modvirkes. Det er også nærliggende, at Danmark udtræder af Den Europæiske Menneskerettigheds konvention, som mageligt erstattes af andre internationale konventioner på området, og at landet i det mindste ophæver inkorporeringsloven fra 1992 af Menneskerets-Domstolens kendelser.

Mange andre muligheder for at sikre dansk suverænitet og forhindre økonomisk spild og politisk misbrug foreligger i en målbevidst EU-alliance. Selvfølgelig kan man ikke forhindre franske fablerier om føderale strukturer og italienske ønsker om flere midler uden modkrav. Og heller ikke det helt urepræsentative og overflødige EU-Parlaments ønsker om øget indflydelse. Men fire-gruppen kan sikkert holde dem stangen, med hjælp fra andre. EU er i hvert fald ikke værre end FN (tværtimod) eller det bistands-industrielle kompleks, Danmark i forvejen er viklet ind i. For ikke at tale om “Rigsfællesskabets” voksende byrder og sandsynlige politiske sammenbrud. Så lad os hellere blive i EU.