Klumme: Europa hinsides godt og ondt

Forestil dig fortidens store europæiske tænkere og filosoffer blive sendt ud for at rapportere om status for det Europa vi lever i? Det være sig politisk, samfundsmæssigt og i forhold til åndelig og befolkningsmæssig sammenhængskraft. Hvad ville fortællingerne indeholde? Hvilke konklusioner ville særligt blive fremhævet?

Forestil dig en Schoppenhaer, en Francis Bacon, en Hegel, en Montesquieu, en Nietsche eller en Kirkegaard forsøge at sammendrage de forskelle, der er mellem fortidens og nutidens Europa. Forestil dig videre, om Europa om 2-300 år på tilsvarende vis vil kunne øse af nutidens tænkere og profitere af den mangfoldighed af intelligente brikker af bidrag, som vi i dag kan trække på? Det som vi kalder den europæiske idehistorie. Det ville blive en ørkenvandring mod et øde landskab at forsøge at vride føde ud af nutidens åndelige dværge.

Sandheden er, at Europa i dag i højere og højere grad løsriver sig fra de rødder, der danner mosaikken og fortællingen om Europa åndelige tilblivelse.

Uvidenhed, ignorance og selviscenesættelse har overtaget den afgørende rolle frem for dannelse samt fællesskabs- og ansvarsfølelse. Fremmed, kulturel og religiøs indflydelse via muslimsk masseindvandring går hånd i hånd med marxistisk tænkning om ensretning. Det er en udvikling på vej mod et kulturelt, religiøst og etnisk Holocaust over for det kontinent og dets befolkning, hvis navngivning blev skabt ud af en gudinde fra den græske mytologi.

Det er lykkedes at fremavle en mennesketype i Europa, der er frigjort fra enhver forbindelse til den kristendom og de idealer, der har været afgørende for, at vi dag lever i Europa. Den mennesketype styrer i dag Europa.

Hvor hver nation før var kendetegnet af unikke historier og karaktertræk, der arbejder bureaukrater og myrekrybspolitikere i EU og i lokale magtkorridorer på at afmontere enhver forskel i folkesjæl og historisk bagage landene imellem.

England, hvis storhed blev bygget på et vidtrækkende imperium, et stærkt militær, en klassedeling og en national identitet funderet på sammenhold og jovialitet, er i dag endt som etnisk og religiøst miskmask i en skammekrog uden for det europæiske fællesskab. Engelsk humor er i dag som en død sild i Nordsøen, bortcensureret af marxisterne i BBCs ledelse. Tommy Robinson er ideologisk en ensom kæmpe mod fordummelse og islamisering. Derfor er han enemy of the state.

Frankrig, der ligesom England har fostret store statsmænd og tænkere, er som England nedsunket i en åndelig armod uden mål og med. De Gaulle ville aldrig have tilladt den destruktive muslimsk indvandring til landet. Nationen styres i dag af en playboy type og wannabe Napoleon kendetegnet ved slægtsnavnet Macron. En mand, der tror, at man kan lovgive sig ud af den islamisk forskyldte undtagelsestilstand, Frankrig har befundet sig igennem mange år. Kunne han i stedet tage et lynkursus i demografisk udvikling og tage bestik heraf, ville meget være vundet.

Tyskland, hvis nationale identitet tidligere hvilede på fundamentet af Gud, kejser og fædreland, er en national krøbling på lerfødder. Et ekko af den kultur, som det prøjsiske rige efterlod sig som mærke i barken på det tyske egetræ i Teutuburg-skoven. Der hvor det lykkedes den tyske hærfører Arnim at standse den romerske ekspansion nordover i årene efter Kristi fødsel og sikre en tysk egenart og befolkning forskellig fra den romanske. Ledelsesmæssigt er Tyskland et tumlingeland.

Danmark er et land, hvis stormagtsdrømme brast ved tilbagetrækningen fra Dybbøl efter det forsmædelige nederlag i 1864. Vort fædreland blev oprindelig bygget på en drøm af bøgelyse øer og en ung, blond pige med øjne farvet af havet omkring Danmark. Fra en evolutionær udvikling i en fredelig udkant af turbulent Europa præget af religionskrige og nationale modsætninger, har vi danske opbygget en dansk egenart, et sprog, en fælles bagage og rigdom, der bygger på tænkning, innovation og foretagsomhed.

Alt sammen er i dag truet af et Europa funderet på en ideologisk og tankemæssig socialistisk ensretning og åbne grænser. Hvor nationalfølelse, kristendom, vilje til forsvar og hjemstavns følelse tidligere var de bærende elementer, har internationalisme og solidaritet i værste fald vundet indpas i samfundsindretningen eller i bedste fald er det blevet til forsøg her på.

Kendetegnende er ønsket om at slette fortidens spor, fortidens idé- og åndsgrundlag med en ny verdensorden og tænkning bygget på en New World Order. Uvidenhed om fortiden er vigtig. Skoling og indlæring skal funderes på nutidens idealer. Fortid er fortid, den er passé, og den skal tilpasse sig den nye verdensorden og undskylde sig, hvis den kolliderer med den.

Ve den eller dem, der tillægger fortid og dens idealer nogen betydning. Konservatisme er accept af slaveri, racisme og forskelsbehandling. Glem det aldrig. Enhver fortidig statue og buste bør ende på bunden af Københavns havn. En gentagelse af nazisternes bogafbrænding i Berlin i 1933.

Tankesættet med nazismen er ens. Totalitarismen og intolerancen er sammenfaldne faktorer. Sandheden er, at vi i dag er omgivet af åndelige brunskjorter på den yderste venstrefløj. Forfatteren Carsten Jensen er en Gauleiter i dagens Danmark. Altid parat til at hive et sprogbrug frem, som var han redaktør på det hedegangne Völlkischer Beobachter. Kældermenneske i dag, den evige jøde i går. Smagløs og fascistoid er, hvad han er. Lad ham ende på historiens mødding, som tilfældet er med hans åndelige fæller.

Udskamning og stigmatisering er New World Orders værktøjsmidler. Deep State ordenens forkæmpere ser et oplyst Europa som en fjende af de folk, der som slaver skal underkaste sig et orwellsk Big Brother- samfund. Der hvor alle racer, religioner og folkeslag græsser side om side på savannen. Lidet fortæller denne marxistiske vanskabning af et monster folket om, hvilken vej man bevæger sig hen mod Neuropa. Løverne, der gemmer sig i græsset, de vil æde os alle. Rovdyrene er enten fostret i Karl Marx’ cirkus eller opvokset i sandstorme omkring Sahara.

Afkristning, afdemokratisering og afmontering af nationale og etniske forskelle, kort sagt afeuropæisering og skabelse af det Neuropa, Hitler ønskede sig på germanske vilkår, nu blot i lige så grel en udgave i den anden ende af skalaen. Her hvor internationalisering og mangfoldighed er de nye afguder i et venstreradikalt og islamistisk orienteret tusindårsrige. Europa risikerer at synke ned i en fremtid af primitiv religiøs islamisk stenaldertænkning, hvor etniske europæere bliver andenklasses vantro borgere i et islamisk kalifat. Med New World som fødselshjælper. En borgerkrig vil være uundgåelig på sigt, og det uanset hvad.

Slavesjæle og underdanighed rimer ikke på Europa. Islam og marxisme rimer ej heller på opskriften til det grundvand, der gav liv til det europæiske væksthus af tanker og ideer. Styrk det Europa, vi alle bærer i vore hjerter. Mozarts, Beethovens, Baudelaires og Shakespeares fødeegne. Derfra vor verden går.

Glem derfor aldrig digteren, Christian Richardts ord fra en af højskolesangbogens smukkeste og vigtigste, musikalske skaberværker:

Altid frejdig, når du går: Kæmp for alt hvad du har kært, dø om så det gælder, da er livet ej så svært, døden ikke heller.