Klumme: Fire engelske og en skotsk særling, der satte deres varige præg på Mellemøsten – del III

Fire engelske og en skotsk særling, der satte deres varige præg på Mellemøsten

Del III : Orde Wingate 1903-1944

De fleste briter i uniform var pro-arabiske, men det gjaldt ikke skotten kaptajn Charles Orde Wingate, der var en passioneret forkæmper for den jødiske sag.

Han kom til Mellemøsten i 1936, næsten to årtier efter Lawrence og Meinertzhagen, og eftersom han havde lært sig både arabisk og hebraisk (!) underviste han jøderne – de kommende israelere – i hvordan de skulle forhøre folk, der angreb Irak/Haifa-olieledningen eller om natten brød ind i jødiske enklaver med ondt i sinde. Han førte selv an i disse operationer og fik det prestigefulde D.S.O. (Distinguished Service Order) af den britiske generalstab.

Pudsigt nok var han i modsætning til de jødiske indvandrere, der dengang som de var flest, var kommunister eller socialister,  dybt religiøs og bibeltro. Takket være hans indsats til støtte for jøderne fik han hurtigt det hebraiske tilnavn ”Ha-Yedid” (vennen). Så brændende var hans støtte til den jødiske sag, at han kom i unåde hos højerestående officerer og i 1939 blev han sendt til den italiensk-okkuperede Sudan.

Og senere – med et stempel i passet, der forbød ham at vende tilbage til palæstinamandatet – til Burma hvor han sammen med de britisk-venlige Chindits udførte guerilla-angreb mod den japanske 15. armé.  Og Lige som Lawrence og Meinertzhagen var han næsten larger than life med en selvsikkerhed og arrogance, der sagde spar to til alt. 

Hans karriere i Burma og Sudan var en lang række sejre og heltegerninger, men mest husket er hans indsats for det kommende Israel, fordi det var ud fra hans lille styrke af frivillige, at jøderne fik opbygget, hvad der senere blev deres hær; Haganah. Sådanne sympatier havde de fleste britiske officerer slet ikke.