Klumme: Før du går i panik over Coronavirus

Før du går i panik over Coronavirus, stil spørgsmålet: Sammenlignet med hvad?

Europa og Danmark er gået i panik over Coronavirussen. Men politikernes kur er værre end sygdommen.

I Danmark er tre ældre mennesker på over 80 år [på tidspunktet hvor klummen blev forfattet, red.] , som også led af andre sygdomme, døde af Corovid-19, og vi lukker grænserne og sætter samfundet på vågeblus. Selv om vi statistisk har 0,0000006 risiko for at dø af sygdommen.

I 2019 døde 109 mennesker i trafikken i Danmark. Hvorfor lukker vi ikke motorvejene og forbyder al motoriseret trafik? Trafikalt døde 38.800 mennesker i USA’s trafik i 2019. Det er over 106 om dagen. Hvis medierne dækkede hvert af disse dødsfald, ville motorvejene være ligeså lukkede som New Yorks skoler og børnehaver er nu.

Trafikofre er i alle aldre, unge såvel som midaldrende og gamle. I modsætning til corona-ofrene, som alt overvejende er ældre mennesker. I Italien er 89 pct. af corona-dødsfaldene over 70 år iflg. Wall Street Journal. Intet barn under 9 år er død af virussen og kun ét dødsfald i aldersgruppen 10-19 meldes fra Kina.

Medierne taler om vanskelige valg mellem økonomi og sundhed. Stillet op på den måde vil vælgerne selvfølgelig sige at menneskeliv er vigtigere end penge. Men sandheden er, at de sundhedsmæssige følger af politikernes panik bliver enorme: Mennesker, der mister deres job, penge og opsparing, lider statistisk set meget mere af depression og angst, er mere tilbøjelige til overforbrug af alkohol og piller, bliver hyppigere ofre for skilsmisse og begår oftere selvmord.

Det er den statistik, vi skal sammenligne, når vi vurderer eventuelle følger af en anden og mindre drastisk politik. I influenza-sæsonen 2018-19 var der i USA over 34.000 dødsfald uden at man af den grund lukkede offentlige institutioner eller offentlig transport.

Er det ikke på tide at spørge os selv hvad der ligger bag den nuværende panik? I min bog ”Lies Our Leaders Tell Us” bruger jeg tre forskellige fremgangsmåder for at analysere, hvad politikerne har gang i. Disse kan med fordel anvendes på Corona-panikken:

• Karl Poppers falsifikationsteori: Hvis en påstand, f.eks. ”alle svaner er hvide” kan modbevises ved at finde sorte svaner, er påstanden uden hold i fakta.
• Stil spørgsmålet ”Sammenlignet med hvad”, før du går i panik.
• Stil spørgsmålet Cui Bono, dvs. hvem drager fordel af denne panik.

Har politikerne ret, når de påstår, at den eneste løsning er at lukke grænserne, lukke offentlig transport eller som i Italien sætte hele samfundet i karantæne? Nej, de lyver. For der er sorte svaner i Taiwan, Sydkorea, Japan, Hong Kong og Singapore. Den sidstnævnte en bystat på størrelse med Danmark, hvor der i skrivende stund er 0 dødsfald.

Hvad ved disse lande, som EU’s panikramte politikere ikke ved? De blev alle ramt langt mere end Vesten af SARS-virussen i 2003. Og drog lære af det. Læren er, at det ikke er nødvendigt at lukke hele samfundet ned. Hvad er så nødvendigt? Transparens, dvs. fortælle befolkningen hurtigt, hvor smitten er og hvor den er værst, og så i øvrigt foretage coronatest overalt, i supermarkeder, på jernbanestationer mv., så de smittede hurtigt kan isoleres.

Politikerne i Italien, Frankrig og Tyskland havde et valg: At gøre som Singapore eller lukke deres samfund ned. Men det fortalte de os ikke om. Vi må derfor holde vores politikere ansvarlige for deres valg. Historikerne vil fortælle os, om politikerne reagerede for langsomt og i utide, eller om om de ved at følge Singapores og Taiwans eksempler, hvor livet fortsætter næsten upåvirket, kunne have undgået panikken.

En mere logisk fremgangsmåde for politikerne ville have været at relativisere konsekvenserne af epidemien over for vælgerne ved at stille spørgsmålet, ”sammenlignet med hvad”? Så folk kunne forstå, at det altså heller ikke er værre. Og derefter foreslå at gennemføre en målrettet indsats over for udsatte befolkningsgrupper, dvs. de ældre og svage på plejehjem, hospitaler mv.

Hvem drager fordel af den kurs, der er valgt? Politikerne. Vælgerne og uansvarlige medier tvinger politikerne til at handle irrationelt. For politisk set er irrationel overbudspolitik den eneste farbare vej, hvis man som politiker skal have en chance for at bevare magten og sikre sig genvalg i fremtiden.

George W. Bush kom ud i politisk stormvejr, fordi han ikke reagerede hurtigt nok, da orkanen Katrina i 2005 ramte New Orleans. Og Trump blev gennemheglet af Demokraterne i USA, fordi han i starten af den aktuelle panik forsøgte at relativisere konsekvenserne of coronavirussen. Kritikken forstummede, da Trump erklærede undtagelsestilstand i USA.

Det er dér, vores vestlige kultur er kommet hen: Politikerne reagerer irrationelt på vildt overdrevne medierapporter og massivt vælgerpres, hvad enten der er tale om klimaændringer eller coronavirus.

Som en af de ældre borgere, der er i farezonen, maner jeg til besindighed og fornuft. Lad os lave en aftale. Vi deler i porten: politikerne holder op med deres panikhandlinger selvom min risiko for at dø af Coronavirus stiger fra 0.0000006 til 0.12. OK?