Klumme: Frederiksen og Brostrøm – strategiskiftet set i nyt perspektiv

I programmet ”Danmark står sammen” lørdag den 28.marts stod TV2 bag en ren idoldyrkelse af landets to hovedpersoner i coronakampen, statsminister Mette Frederiksen og Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.

Således havde TV-kanalen fået en række mindreårige skolebørn til at indsende deres (dvs. forældrenes) personlige videoer, hvor de takkede statsministeren for hendes måde at håndtere coronakrisen på. Indslaget skulle bekræfte Frederiksens glansbillede af sig selv som børnenes statsminister og de overvejende socialdemokratisk-venstreorienterede danske mediers glansbillede af hendes som den store landsmoder.

Hvad Brostrøm angik, så havde TV2 placeret ham omkring et lunt og hyggeligt knitrende bål, et harmoni-bål, i samtale med værten, den ukritiske, nærmest neurotisk harmonifikserede, Puk Elgaard. Samtalens centrale tema var Brostrøms, ifølge den oversøde vært, nærmest stoiske ro – impliceret hans overblik (!) – stående i den nuværende ekstreme situation.

Da danskerne senere krøb til køjs, var det således med forvisningen om, at alt var godt og trygt. Som den store landsmoder tog statsministeren sig jo af alle, ikke mindst af børnene, og Brostrøm var med sin ro og overblik en sikker støtte i coronastormen, som alle kunne læne sig opad.

Her i lille smørhulsdanmark, her i andedammen, har eliterne, de snadrende og rappende overænder, det med at mene, at man er meget klogere og meget bedre end stort set alle andre i verden. Noget der helt konkret viste sig, da Frederiksen og Brostrøm onsdag aften den 11. marts fremlagde landets nye corona-bekæmpelsesstrategi, en såkaldt ”afbødningsstrategi”. Frederiksens sunde fornuft (common sense) var som blæst bort og Brostrøm syntes om muligt endnu mere fagligt afsporet end hidtil, da de to proklamerede, at den kommende strategi var at begrænse testning af potentielt smittede til kun at gælde dem med markante symptomer. Den tidligere ”inddæmningsstrategi”, der – hvis den reelt har eksisteret – var koncentreret om testning og opsporing af smittekæder, røg nu på møddingen.

Lidt af en overraskelse i hvert fald for nogen, idet inddæmningsstrategien både intuitivt og logisk syntes at være ikke bare en rigtig, men dén rigtige tilgang. Ligeledes havde anvendelsen af samme jo også vist sig at være en kæmpe succes i Taiwan, Singapore og Sydkorea. Som det hed hos sidstnævnte: ”Find, test, isoler og behandl”.

Frederiksen og Brostrøm kendte til de asiatiske succes’er, men ræsonnementet har åbenbart – sat lidt på spidsen – været: Det kan vi ikke bruge til noget. At verdens førende sundhedsekspertise, WHO, på det kraftigste anbefalede, at alle lande – stik modsat Danmarks nye strategi – satte fuld ”turbo” på testning og atter testning, gav de to også pokker i.

Ledte man efter en saglig og forståelig argumentation for strategiskiftet, så ledte man forgæves. Brostrøm kom med en følgende absurd udtalelse: ”Vi har tidligere haft det, vi kalder en inddæmningsstrategi (…) Men i en situation, hvor vi ser en udvikling i Danmark med flere og flere, der er smittede, så giver det ikke mening (…) Derfor skal vi skifte strategi og indsats i sundhedsvæsnet, så vi fokuserer på dem, der har allermest behov.” (11. marts). Altså fordi man oplevede et voksende antal smittede, var det meningsløst at teste alle potentielt smittede, hvorfor man nu ville nøjes med at teste dem, som man på forhånd var mest sikker på, var smittede (!!??).

Dette er – taget for pålydende – udtryk for en så eklatant idioti, at både Brostrøm og Frederiksen for tid og evighed burde nægtes muligheden for at varetage sundhedsfunktioner med ansvar af større rækkevidde. Men selvfølgelig skal det ikke tages for pålydende. Derimod var der tale om et forsøg på at manipulere offentligheden og at det lykkedes så glimrende, som tilfældet var, skyldtes to ting: 1) At de socialdemokratisk-venstreorienterede medier så vidt muligt undgik/undgår at sætte Frederiksen i et kritisk lys, og; 2) At den nye strategi omfattede endnu et tiltag, nemlig den delvise nedlukning af landet. Et tiltag hvorefter man i stedet for at løse problemet (opsporing af smittekæder og efterfølgende isolation) simpelt hen valgte at hugge knuden over (standsning af smittekæder via isolation).

Leder man derfor fortsat efter en fornuftig forklaring, så må man selv prøve at finde den. Lad os gøre forsøget og tage en tur tilbage til den 23. januar, hvor Brostrøm i et interview med TV2 News sagde, at der ”er en meget, meget lille sandsynlighed for, at der skulle komme en smitte til Danmark”. Og han tilføjede: ”Vi har laboratorieberedskabet (= testberedskabet) (…) og vi har beredskabet på to højisolationscentre til at håndtere de her patienter, hvis det skulle være nødvendigt, hvad vi ikke tror, det bliver”.

Brostrøms initiale vurdering viste sig hurtigt at være håbløs forkert og udtalelsen om, at et par isolationscentre nok skulle klare den lille afvigelse fra sundhedsnormen, som en eventuel smitte i landet ville afstedkomme, forekommer i dag direkte idiotisk. Ikke mindst da Brostrøm selv – kun halvanden måned senere (10. marts) – gav sig til at fable om et ”worst case scenario” involverende 12.000 hospitalssenge og 3.000 på intensiv!

Igennem februar lod myndighederne/regeringen uden videre folk rejse frem og tilbage til skisportsstederne. Man erindrede blot om, at de rejsende skulle huske at vaske hænder, holde sig på afstand af folk, der så syge ud, og i øvrigt følge de lokale sundhedsanvisninger. Først i slutningen af måneden begyndte de danske myndigheder/regering at tage tingene lidt mere alvorligt. Man hævede trussels-niveauet fra ”lav” til ”moderat” og anbefalede danskere hjemvendt fra skisportssteder i Italien at gå i 14 dages isolation. Det var dog kun en anbefaling, ikke et påbud eller bare en opfordring.

Dette kan muligvis have skabt tvivl hos mange om, hvor alvorligt man egentlig skulle tage det. Særligt da myndighederne ikke havde etableret tiltag i lufthavnen ved f.eks. at sørge for at adskille de hjemkomne skisportsturister fra andre hjemkomne og sørge for en sikkerhedsmæssig forsvarlig hjemtransport. Som en dansk skiturist udtalte til ”A4 Nu”: ”Hvis det her er alvorligt, så skal vi sateme ikke igennem lufthavnen og først isoleres, når vi kommer hjem. Så skal vi da i en form for sikret transport hjem til vores bopæl (…) Ellers er det bare, fordi de (myndighederne) skaber massehysteri!” (6/3).

Udover anbefalingen om at gå i isolation blev skisportsturisterne også instrueret i, at de, hvis de havde eller fik corona-lignende symptomer, skulle henvende sig til egen læge, som ville henvise dem til testning. Myndighedernes/regeringens manglende substantielle initiativer og laissez faire-holdning til smittefaren har utvivlsomt medvirket til, at nogen, måske mange, ikke har taget smittefaren helt seriøst. F.eks. er den anbefalede isolation nok ikke altid blevet fulgt 100 pct., særligt ikke, hvis man ikke oplevede at have symptomer. Resultat: Coronaen blev givet gode smittebetingelser.

Brostrøms påstand om, at testberedskabet var på plads, viste sig at være et stort blålys. De danske tests var simpelt hen ikke følsomme nok. Det betød, at man, selv om man var positiv (smittet), alligevel kunne blive testet negativ (rask). Jo færre symptomer, jo mindre virus man havde, jo større var chancen for, at testen viste negativ. Resultat: Mange testede blev sendt tilbage til samfundet som raske, skønt de var smittede, hvorfor de nu blev intetanende storsmittere.

Op mod den 11. marts eksploderede smittetallene i Danmark og landet skød op på en 3. plads i verden i relativ smittehastighed. Den 10. marts meddelte Frederiksen, at smittetallene steg ”time for time”, mens Brostrøm satte gang i sit ”worst case scenario” og fablede om 600.000 smittede. Myndighederne/regeringen var havnet i en sand ”corona-storm”, som man selv havde fremkaldt ved fra start groft at undervurdere coronas smitteegenskaber, ved ikke substantielt at følge op på og facilitere egne anbefalinger til befolkningen, og ved ikke at have et kvalificeret testberedskab. Det sidste viste sig op imod den 11. marts ikke blot kvalitativt, men nu også kvantitativt (mængdemæssigt), idet smittehasten var så stor, at man med rædsel kunne imødese en decideret mangel på tests i snarlig fremtid. Alt dette sår alvorlig tvivl om, hvorvidt landet overhovedet har haft en gennemført inddæmningsstrategi, som Brostrøm har påstået.

Det er med udgangspunkt i ovennævnte ”corona-storm”, at vi skal finde svaret på Brostrøms og Frederiksens ellers så absurde strategiskifte:

1) Ved delvis at lukke landet ned (herunder lukke grænserne fra den 14. marts) ville man med et hug standse virussens vækstbetingelser og dermed smittespredningen, som ellers var på vej ud af kontrol.

2) Ved kun at teste dem med tunge symptomer kunne man udskyde, at landet løb tør for tests og forhåbentlig nå at erhverve tilstrækkelige (og mere sikre) mængder nye tests, inden det måske endte galt.

3) Som en positiv biting ville testreduktionen også føre til en smittereduktion – på ”papiret” vel at mærke. Dvs. at der ville blive lagt en kunstig dæmper på den hast, med hvilken smittetallet, som dagligt blev offentliggjort, skød i vejret.

En af Danmarks største erhvervsledere gennem tiderne, Mærsk McKinney Møller, benyttede sig gennem hele sin karriere af et princip, som han havde fra sin far, A.P. Princippets navn var: ”Med rettidig omhu”. Det betyder bl.a., at man skal gøre tingene ordentligt, at man skal være velforberedt, forudse muligheder og risici.

Frederiksen og Brostrøm har i corona-sammenhæng ageret under indflydelse af alt andet end ”rettidig omhu”. Havde de været direktører hos Mærsk, var de røget ud med fuld musik. Her ville ikke have været nogen socialdemokratisk-venstreorienterede medier til med fløjlshandsker at bære ”landsmoderen” og den ”stoisk rolige” sundhedsdirektør med ”overblikket” frem. Det bør der heller ikke være, når vi kommer ud på den anden side af coronakrisen, idet de begge initialt har udvist en utilgivelig inkompetence med fatale følger for Danmark både samfundsøkonomisk og i tab af menneskeliv.