Klumme: Hold nu kæft og lad mig ryge


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Værtshuset Musen og Elefanten er blevet genstand for forargelse i både lokale og landsdækkende medier; ikke fordi bartenderne spytter i kundernes cocktails, ej heller fordi de i øvrigt behandler deres kunder skidt. Nej, deres brøde består simpelthen i, at de tilbyder deres kunder en fyraftenscigaret som en service.

Det er heldigvis endnu ganske normalt, at folk ryger cigaretter på landets værtshuse, så man skulle umiddelbart ikke tro, at nogen ville blive forarget over, at et værtshus yder sine kunder en god service. Imidlertid skriver vi jo 2018, så grænserne for, hvad man kan tillade sig at blive forarget over, er i bedste fald flydende.

En enkelt fyraftenscigaret blev for meget for en række selvgode frelsermænd (undskyld, frelserpersoner), som har udnævnt sig selv til at passe på andre mennesker, uden nogen har bedt dem om det. De utilkaldte frelsere kom denne gang fra en organisation ved navn “Røgfri Fremtid”, og deres status har medført, at man til stamgæsternes store fortrydelse nu selv skal betale sin fyraftenssmøg.

Tak for hjælpen, Røgfri Fremtid. Det var pænt af jer.

LÆS OGSÅ:  Mediernes magt

Jeg var åbenbart en af dem, der skulle frelses. Ofte nød jeg at tage ned på netop Musen og Elefanten og tage mig en til tider velfortjent fyraftensøl med dertilhørende cigaret. Egentlig ryger jeg efterhånden sjældent. Det er længe siden, jeg med største selvfølgelighed pulsede en pakke om dagen. Af og til er det dog skønt at sætte sig ned i den tidslomme, som et værtshus udgør, og drikke sig en pilsner, og her er en cigaret bare en pragtfuld ledsager.

Der var ingen, der tvang cigaretten ned i halsen på mig. Jeg satte mig bare pænt og ordentligt i baren og bad om en cigaret til min pilsner. Hvis det virkelig kan vække så store protester, mangler folk virkelig noget at gå op i.

Røgfri Fremtid, Vorherre til hest. Det er ikke længere nok, at folk bliver oplyst om konsekvenserne ved at ryge. Nej, I vil helt ind og lege barnepige for voksne mennesker og fortælle dem, hvad de må, og hvad de ikke må. Det er gået fra en fornuftig oplysningskampagne til en altomfavnende ideologi.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Tak til DBU

Ideologer som jer giver mig lyst til at ryge flere cigaretter, end jeg ellers ville have gjort. Intet sted giver mig mere lyst til at ryge end en togperron – simpelthen på grund af det grinagtige i, at man nu ikke længere må tænde en smøg under åben himmel længere. Jeg forstår da godt, at folk ikke gider at blive røget op i hovedet, men så kunne man have lavet et rygeområde længst nede på perronen. Det er bare ikke godt nok, for det handler ikke længere om, at folk skal have frihed til at vælge røgen fra. Det handler om ideologi, og det stopper først, når al rygning er blevet forbudt allevegne – på på universiteter, på offentlige institutioner, i folks frokostpauser og i alle andre sammenhænge.

Ja, jeg ved da udmærket, at cigaretter ikke forlænger min levetid, men nu er jeg i forvejen ikke typen, som løber om morgenen og spiser palæo til aftensmad. Det gider jeg simpelthen ikke. Jeg vil hellere sætte mig ned, drikke en øl og ryge et stykke tobak. Det sidste, jeg har behov for i denne sammenhæng, er en flok fremmede, der gør sig til dommere over den disposition.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Associeringsaftalen med Tyrkiet må opsiges

Fis dog af, og pas jer selv!

I er jo alligevel ikke det mindste interesserede i mit velvære. Det føles bare godt i mavsen, at I nu kan sige til jer selv, at I har afskaffet fyraftenscigaretterne på et værtshus. Det gør jer til nogle bedre mennesker i jeres egen selvforståelse, selvom det eneste resultat af jeres forargelse er, at jeg nu bare selv betaler min fyraftenscigaret.

Så kære gutmenschen. Vi ved allesammen godt, at tobak er usundt. Nogle af os vælger bare at ryge alligevel. Det behøver I absolut ikke at blande jer i eller blive forargede over. Blandt jer dog udenom og lad os ryge vores fyraftenscigaret i fred.

Med venlig hilsen

Alle rygere

Hvad tænker du? Del din mening i kommentarfeltet herunder.

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN

Vælg beløb