Klumme: Hvad er danskhed?

Dette er et overordentlig vanskeligt spørgsmål. Handler det udelukkende om statsborgerskab? Nej, det vil være for simpelt. Man kan sagtens have en person uden dansk statsborgerskab, men som har boet her hele sit liv, og som har et tydeligt dansk sæt af normer og værdier, og som 100% føler sig som dansker. Vedkommende må vel stadig med rette kunne betragte sig selv som dansk, selvom statsborgerskabet mangler. På den anden side vil en person med dansk statsborgerskab, men som henregner sig selv mere til et andets lands normer og værdier vel næppe skulle betegnes som dansk undtagen i juridisk forstand.

Det må derfor handle om mere end statsborgerskab. Det er i min optik et ufravigeligt krav, at man skal kunne tale dansk for at kunne blive betragtet som dansker. Sproget er en så central del af selvforståelsen og integrationen i det danske samfund, at man skal mestre det danske sprog på hverdagsniveau, hvis man med rette skal kunne føle sig som dansker.

Herudover skal man tilslutte sig det danske værdisæt, som i al væsentlighed handler om demokrati, ligestilling mellem kønnene, lovlydighed, respekt for sine medmennesker og religionsfrihed. Dette er centrale begreber i den danske mentalitet, og jeg vil synes, at en uforbeholden støtte til dette livssyn må være en forudsætning for at kunne betegne sig selv som dansk. 

Min grundholdning er, at et multi-etnisk samfund er positivt, hvis det baseres på det samme basale sæt af normer og værdier, nemlig en uforbeholden tilslutning til demokrati, ligestilling mellem kønnene, lovlydighed, respekt for sine medmennesker og religionsfrihed. Man må tro på, hvad man vil og leve som man vil, så længe det ikke generer andre. Dette er et centralt punkt – at man ikke skal genere andre. Derfor kan det ikke nytte noget f.eks. at kræve, at der kun serveres halal i en børnehave (bare et tænkt eksempel). Hvis man vil have, at ens barn kun får halal, så er man meget velkommen til at give barnet madpakke med i stedet for at tilslutte sig en madordning i institutionen. Man må stort set gøre hvad man vil i det danske samfund, indenfor lovens rammer selvfølgelig, men det centrale punkt er, at man ikke påtvinger andre en bestemt levevis eller livsopfattelse. Den personlige frihed er meget vigtig, og den gælder begge veje.

I sin enkelhed mener jeg, at alle, der vil bidrage til det danske samfund, som udgangspunkt er velkomne med mindre man er kriminel. Det betyder, at kan man få job på danske løn- og arbejdsvilkår, og i øvrigt overholder dansk lovgivning, så er man velkommen. Vi har dog i øjeblikket et par regler, som arbejder imod dette princip. F.eks. er der et krav om en høj lønindkomst, hvis man er indvandrer fra et ikke-EU land, og derfor kan vi ikke invitere f.eks. sygeplejerser fra Filippinerne til at tage ubesatte sygeplejerske-stillinger i Danmark. Dette er forkert og bør ændres. En sygeplejerske ansat på gældende danske overenskomstvilkår er jo ikke en ”løn-trykker”, og vi har hårdt brug for arbejdskraften på de danske hospitaler og i hjemmeplejen. Indtægtsgrænsen må derfor sættes ned, men selvfølgelig skal en dansk ansættelse være på de gældende danske løn- og arbejdsvilkår.

Man kan sammenkoble en øget indvandring af relevant arbejdskraft med en regel om, at man skal have haft bopæl og arbejde i en årrække, for at man skal kunne trække på de danske velfærdsydelser som f.eks. dagpenge, sundhedsydelser m.v. Dette er vel retfærdigt, så man er med til at spare op til disse goder, mens man er her.