Klumme: Hvem bliver Labours nye leder? Åben krig i det britiske arbejderparti


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Forhistorien

Ved det britiske parlamentvalg d. 12. dec. 2019 vandt det konservative Tory Party med den siddende premierminister Boris Johnson en overvældende sejr med et flertal på 80 mandater ikke mindst – men ikke udelukkende – pga. partiets Brexit-politik. Sejren var et tydeligt udtryk for, at briterne nu endelig ønskede en hurtig udtræden af EU, efter at landet efter folkeafstemningen i 2016 netop havde stemt for en sådan udtræden. Denne var blevet forhalet både pga. den daværende premierminister Theresa Mays klodsede forhandlinger med Bruxelles og en voldsom modstand i parlamentet i Westminster, der ikke mindst skyldtes de tre oppositionspartier: det socialdemokratiske Labour, The Liberal Democrats og The Scottish National Party.

Jeremy Corbyns rolle

Til den konservative valgsejr, den største siden Margaret Thatchers triumfvalg i 1987, bidrog ikke mindst Labours voldsomme nederlag. Partiet gik tilbage med 59 mandater, det dårligste valgresultat siden 1935. Det var ganske enkelt lykkedes Johnson at lokke mange Labourvælgere i Mellem- og Nordengland, der utålmodigt ønskede et Brexit, over i sin lejr. Dette skyldtes ikke mindst, at Corbyn, der inderst inde altid har været en EU-modstander – den gamle maxist har altid set EU som kapitalismens højborg grundlagt til udbytning af den ”undertrykte” arbejderklasse – under valgkampen nægtede entydigt at vælge side for eller imod Brexit.

Momentum

Hertil kommer, at Labour siden Jeremy Corbyn i 2015 blev valgt til partiets leder er rykket et kæmpeskridt til venstre ikke mindst anført af den yderligtgående antiamerikanske og venstresocialistiske græsrodsbevægelse Momentum samt Labours skyggefinansminister, den militante marxist John McDonnell.

En stor del af Momentums tilhængere er – ironisk nok – både priviligerede studerende fra den engelske middelklasse grupperet i universitetsbyerne og deres velhavende forældre i og omkring London, mens de traditionelle Labourvælgere i Mellem- og Nordengland tilhører arbejderklassen og holder fast ved et mere traditionelt mønster, der bl.a. omfatter patriotisme og kærlighed til det britiske monarki. Det drejer sig her ganske enkelt om socialdemokrater af den gamle skole.

For disse vælgere – samt for alle os andre – er Corbyn en farlig person, hvilket et blik på hans biografi viser. Han har således – som så mange danske politikere – i sine yngre år sværmet for diktaturstaten DDR og gjort sig bemærket med sine beklagelser over den tyske genforening i 1989. Glemmes må det heller ikke, at Corbyn har udnævnt de muslimske terrororganisationer Hamas i Gaza og Hizbollah i Syrien til sine venner og har ladet sig betale for at optræde i det anti-israelske iranske mullahfjernsyn. Af denne grund og pga. en militant antisemitisme, der hersker blandt en række medlemmer af Momentum, og som Corbyn bevidst har ignoreret, har ingen jødisk organisation siden 2015 bidraget økonomisk til Labourpartiet.

Hvem efterfølger Corbyn?

Kampen om at efterfølge Corbyn som partileder efter valgnederlaget vil samtidigt være en kamp om at bestemme Labours fremtidige orientering og forsøg på at finde en vej, der kan føre partiet tilbage til regeringsmagten enten som en repræsentant for den britiske arbejderklasse eller som en sekterisk og ekstremistisk venstreorienteret organisation – anti-NATO, anti-israelsk og anti-amerikansk! Bliver det sidste tilfældet, er der gudskelov næppe nogen chance for, at Labour kommer at danne regering i dette eller næste årti.

Ganske vist undskyldte Corbyn sig for nederlaget, men han hævdede utroligt nok, at valgprogrammet havde været i orden, og det var John McDonnell, der måtte træde frem og påtage sig ”det fulde ansvar”. Med sin sædvanlige arrogance og evne til fejlvurdering af den politiske situation har Corbyn overhørt de mange opfordringer til omgående at træde tilbage. Nej, først skal en efterfølger findes, og her vil han naturligvis have en finger med i spillet – og så trækker han sig.

De forskellige kandidater

Flere medlemmer af Corbyns skyggekabinet nævnes for tiden som kandidater til lederjobbet: John McDonnell, Emily Thornberry, Rebecca Long Bailey, Angela Rayner og Sir Keir Starmer. Desuden to medlemmer af Labours parlamentsgruppe (det engelske navn er backbenchers), Jess Phillips og Lisa Nandy. Alle er Brexit-modstandere, men de to sidstnævnte menes ikke at have de store chancer.

Man skal ikke have fantasi for at forestille sig, at McDonnell af ideologiske årsager måtte ligge lunt i svinget, men hans problem er, at han ikke stammer fra Nordengland, som Labour ønsker at generobre, og at han ikke er kvinde ligesom næsten alle andre kandidater. Til den politisk korrekte model passer derimod Rebecca Long Bailey, medlem netop af Momentum og på mange måder den kandidat, der vil fortsætte Corbyns politik til punkt og prikke. Der er næppe nogen tvivl om, at hun vil være være den kandidat, Toryerne helst ser som Labours nye leder.

Også Emily Thornberry og Angela Rayner hører til Labours venstrefløj, men er dog knapt så radikale. Rayner, som Long Bailey gerne ønsker som partiets vicechef, beskyldes for illoyalitet over for Corbyn og modarbejdes derfor af McDonnell – ja kniven sidder løst i ærmet. Den arrogante og til tider ubeherskede Emily Thornberry, som var Corbyns skyggeudenrigsminister og valgt i London, gjorde sig under et TV-interview uheldigt bemærket ved ikke at kende navnet på den franske udenrigsminister. Af den nordengelske partifælle Caroline Flint og Brexit-tilhænger blev hun beskyldt for at have sagt op i hendes åbne ansigt: ”Heldigvis er mine vælgere ikke så dumme som dine!” – et symptomatisk svar.

Så mon ikke Long Bailey er venstrefløjens foretrukne spidskandidat, mens den mere moderate fløj støtter Keir Starmer, der under Corbyn var skyggebrexitminister. Han er fagligt set langt den bedst kvalificerede, men hans handicap er, at han ligesom McDonnell ikke er kvinde og ikke fra Nordengland. Til gengæld er Jess Phillips fra den mellemengelske industriby Birmingham og nærmere arbejderklassen end de fleste andre kandidater. Hun kan vise sig at blive den ukendte størrelse, ”the dark horse”, i kapløbet om at blive partileder sammen med en yderligere kvindelig kandidat, hvis navn endnu ikke har været i søgelyset: Yvette Cooper. Allerede i 2015 var Cooper sammen med fire andre kandidater blevet nomineret til leder af Labour, men tabte til Corbyn. Også hun hører til partiets mere moderate fløj, men har tidligere haft nogle skattemæssige problemer i forbindelse med misbrugte fradragsregler. Men det vil langt snarere være hendes mere moderate politiske synspunkter, der kan forhindre hendes valg i hvert fald i denne omgang.

s, der iøvrigt – hvilket ikke kan undre – støttes af McDonnell, men er kendt for at dumme sig foran en mikrofon og derfor også kaldes for ”Rebecca Wrong Bailey”, bliver Labours spidskandidat, selvom den rapmundede Caroline Flint ganske træffende har udtalt: ”Vi har ikke brug for en Corbyn uden skæg.”

Men hvad er det, ordsproget så klogt siger? ”Det er svært at spå – især om fremtiden.”