Klumme: Hvor mange ministerbiler kan man få for et fædreland?

Det er dybt bekymrende at se, hvordan Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl i øjeblikket synes mere og mere opsat på at indgå regeringssamarbejde med en Lars Løkke Rasmussen, som efter et langt tilløb nu vil gøre endeligt op med de danske EU-forbehold og – trods Merkels katastrofale invitation af hele Mellemøsten til Europa i 2015 samt Brexit – vil have Danmark tømret endnu tættere sammen med et Bruxelles og Berlin på direkte kurs mod Europas totale udslettelse som kulturhistorisk enhed.

Mens Lars Løkke er en politisk kræmmer, for hvem eksportkroner og personlig anseelse hos sine udenlandske kolleger tydeligvis kommer før Danmarks blotte overlevelse som fri og selvstændig nationalstat, er det derimod sværere at gennemskue, hvilket rationale, der driver Kristian Thulesen Dahl, når han mener, at Dansk Folkeparti skal søge at indgå i en regering med Venstre.

Det vil jo blandt andet kræve væsentlige indrømmelser af Dansk Folkeparti på et område som EU, men det er måske også derfor, Kristian Thulesen Dahl allerede umiddelbart i kølvandet på Brexit i 2017 afviste at følge Storbritannien ud af EU, hvilket markerede et klart brud med partiets hidtidige EU-skepsis.

Det synes i hvert fald umuligt at forlige Kristian Thulesen Dahls besynderlige og grundløse optimisme om en ”tilbagerulning” af EU  med Lars Løkkes kurs i retning af et endnu tættere samarbejde: Værre er det dog at Kristian Thulesen Dahl helt grundliggende ikke synes at forstå at EU med sine traktater og sin dybt aktivistiske og politiserende Menneskerettighedsdomstol – foruden en i flere henseender grænseløs tysk Bundeskanzlerin som stærkeste leder – er en direkte medårsag til hele det indvandringsproblem, som truer både Vesteuropas sikkerhed og fortsatte eksistens som europæisk kulturområde.

Det kan i dén grad undre én, hvordan Kristian Thulesen Dahl på nogen måde kan mene det i Danmarks interesse f.eks. at lade sig udnævne til Løkkes undergivne stikirenddreng som udenrigsminister, i fald det altså fortsat er Lars Løkke Rasmussen – og ikke ham selv – som får til opgave at samle en ny borgerlig regering efter et kommende valg.

Om det endda overhovedet blot er i hans eget partis snævre interesse sådan at blive et systembevarende pro-EU-regeringsparti, vil tiden vise, men jeg tvivler ganske alvorligt på at man får ret mange nationalsindede danskere – såvel i som udenfor Dansk Folkeparti – overbevist om at det er en vej at følge.

…

Hvad synes du? Skriv gerne din mening i kommentarfeltet herunder.