Klumme: Lad os prøve at tale om den racisme, som danskerne udsættes for

Hvor mange gange i løbet af årene har vi egentlig fået tudet ørene fulde med påstande om, at racisme mest er noget, der er rettet mod personer fra Mellemøsten og mod personer med indvandrerbaggrund?

Svaret er: en del gange, for nu at sige det mildt. Men er det nu også sandheden?

Det mener jeg ikke. For virkeligheden er jo den, at den mest udbredte form for racisme slet ikke kommer fra almindelige danskere. Tværtimod er den mest udbredte form for racisme rettet mod danskere og mod ikke-muslimer, og der er tale om en ganske særlig religiøs racisme, som kommer fra de muslimske miljøer. Jeg tør godt sige, at som gruppe er muslimerne de mest racistiske og intolerante mennesker i Danmark. Og det gælder sådan set ikke kun i Danmark, men i dette indlæg vil jeg primært forholde mig til den danske samfundsudvikling.

Jeg har igennem årene hørt flere groteske historier fra desperate danskere, der systematisk er blevet omtalt med nedsættende bemærkninger, alene fordi de er danskere. Og det er simpelthen, fordi racismen er så indgroet i den muslimske tankegang. Det er især slemt for de mange danskere og ikke-muslimer, der enten bor i eller tæt på de muslimsk “besatte“ ghettoområder.

Jeg har hørt vilde historier om vold, trusler og chikane, herunder chikane rettet mod danske børn, der systematisk bliver kaldt de værste ting, og udsat for grove og sjofle bemærkninger alene fordi de er danskere. Senest har der bl.a. været bragt nogle få historier i de etablerede medier om dominansvold. Men det er blot toppen af et meget stort isbjerg.

Jeg har siddet overfor forældre, der nærmest har opgivet, fordi de har erfaret, at hverken skolelederne, lærerne eller for den sags skyld politiet kunne eller ville hjælpe dem og deres børn. Det skærer dybt i mit hjerte, at danske børn og unge udsættes for den slags i deres eget land. Og vi må ikke tage fejl af, at der ud af den form for magtesløshed, som forældrene føler kan opstå forskellige former for selvtægt. Ja, så er det sagt. Alle mennesker har nemlig en grænse, og det gælder også fredelige hr. og fru. Jensen, især når myndighederne melder pas i forhold til at hjælpe det dyrebareste de har. Jeg appellerer til at politikerne tager det alvorligt, i stedet for bare at lade, som om de tager det alvorligt.

Måske ved de fleste politikere og myndigheder ingenting eller meget lidt om det fænomen, som jeg her beskriver. Men en del danskere kender til det, og politikernes manglende viden ændrer ikke på det faktum, at den islamiske racisme er så indgroet i den arabiske og muslimske kultur, at den er svær at komme til livs. Det er beskæmmende, at vi accepterer det.

Jeg mener, at vores skoler og uddannelsesinstitutioner har en kæmpe opgave i at sige fra overfor den muslimske intolerance. Jeg mener, at bekæmpelsen af islamisk intolerance og racisme bør indgå i folkeskolens samfundsundervisning. Det skal tydeligt understreges, at Danmark ikke vil acceptere den intolerante muslimske herrefolkskultur. Når elever på skoler med mange muslimer går rundt og bekræfter hinanden i, at de har en kultur og en religion, der er mere værd end vores værdier og vores kultur, så skal der siges fra overfor muslimernes herrefolksmentalitet. Deres tilgang til andre mennesker er grundlæggende usympatisk og bør stoppes.

Det er stærkt uholdbart, at der er personer og grupper i Danmark, som i den grad ser ned på ikke-muslimer og almindelige danskere. Danskere kaldes for danskersvin, danskerluder, kartofler, vantro og alt muligt andet. Og det er bare vigtigt at forstå, at når nogen kalder en dansker for kartoffel eller vantro, at så er der tale om nedsættende racistiske bemærkninger. Det er det, det er, og det skal vi forholde os til.

Jeg mener også, at den islamiske racisme kan forklare en del af de grove voldshandlinger, der begås af personer med muslimsk baggrund. Jeg tror simpelthen, at noget af den voldskriminalitet, vi ser, herunder også i forhold til voldtægtssager, bunder i en afgrundsdyb foragt for andre mennesker, herunder for danskere.

Ja, jeg har igennem årene hørt mange historier fra desperate danskere, og langt de fleste som jeg har talt med, tør ikke stå frem i offentligheden. De er i nogle tilfælde skræmte fra vid og sans. De er undertrykte og forfulgte i deres eget land. Jeg ved ikke, om man kan bruge begrebet internt fordrevne flygtninge om de danskere, der ser sig nødsaget til at flytte fra et boligområde til et andet pga. chikane, trusler eller vold, men det er i hvert fald der henad.

Jeg påstår ikke, at alle med muslimsk baggrund er racistiske. Det ved jeg godt. Men alt for mange er, og det er, fordi islam som religion og ideologi lærer sine tilhængere at se ned på ikke-muslimer.

Den enorme intolerance, der findes i de muslimske miljøer, rammer i øvrigt også personer med indvandrerbaggrund, som efter flertallets opfattelse er blevet for danske, og for lidt muslimske. Det er meget trist, at det er sådan.

Løsningen er for det første, at vi begynder at tale åbent om det, og at skolerne tager det alvorligt. Men det vigtigste, som vi kan gøre for at bekæmpe den muslimske racisme mod danskerne, er at begrænse, og helst helt stoppe den muslimske indvandring og for alvor begynde at sende mange flere muslimske indvandrere og efterkommere tilbage til deres hjemlande. Og det bør også gælde anden og tredje generation, for den islamiske racisme forsvinder desværre ikke som tiden går.