Klumme: Merkels ulykker

I løbet af det seneste par måneder er det for alvor gået op for de danske medier, at der skal være valg til den tyske forbundsdag. Denne gang garanteret med et efterfølgende kanslerskifte som en ekstra journalistisk bonus. Pressedækningen heraf har dog slet ikke haft sammen intensitet, som ved valget i USA i fjor. Ved den lejlighed var der jo også tale om et stort iscenesat politisk teaterstykke med kampen mellem halvsenile eller mentalt ustabile præsidentkandidater, et slag endog fortsat længe efter valget. Selv om nabolandet Tyskland økonomisk og på andre måder er Danmarks vigtigste udlandsforbindelse, har de statsstøttede medier klart haft prioritet for det amerikanske drama.

Det er da heller ikke et præsidentvalg i Tyskland, der er tale om, men et valg til afgørelse af de politiske partiers indbyrdes styrkeforhold. Med reelt 3 mere eller mindre kedelige kandidater til den efterfølgende udpegning af en forbundskansler. Måske kan dette dog give pressen lidt mere drama efter valget på søndag.

Et forhold har pressen imidlertid været nogenlunde enig om at fremhæve: Det enestående i Kanzlerin Angela Merkels mange år på posten. Bemærkelsesværdige præstationer. Mutti Merkels klogskab beskrives her og der: Fornuftig, rolig, beskeden osv.

Bortset fra længden, dog en sandhed med betydelige modifikationer. På det lange sigt kan der nemlig være al mulig grund til at betragte Merkel som en politisk ulykkesfugl. Naturligvis ikke som de rigtigt slemme af slagsen fra den tyske fortid, men som en temmelig kortsynet populist- og bekvemmelighedsfikseret politisk leder.

Eksemplerne er legio. Således i 2012, da hun efter jordskælvet og atomkraftulykken i Japan gennem sit Mactwort gav stødet til nedlæggelse af de tyske atomkraftværker, som hun ellers havde forsvaret. “Das war’s” – det var det – erklærede hun. Åbenbart uden tanke på de videre konsekvenser, såsom energisituationen i det nordeuropæiske rum, uden hensyntagen til nabolande mv. Også med manglende blik for den “klimapolitik”, som hun ellers for nylig igen sværgede til.

I 2015 bød hun egenhændigt willkommen til over en million syriske flygtninge og andre migranter. “Wir schaffen das”, lød det nu. Efterfølgende har denne impulsivitet skabt øget kriminalitet og mange andre problemer i Tyskland. Atter skete det uden informationer til, endsige drøftelser med de andre, stærkt berørte EU-medlemslande. Til gengæld har hun spillet forarget over, at ikke alle lande har accepteret hendes ønske om en “solidarisk” fordeling af migranterne. Hun har derefter været primus motor i tvivlsomme aftaler, med et stort pengeafpresningspotentiale for især Tyrkiets autoritære præsident.

Med Rusland har tyskerne i Merkels tid stået for arrangementer om øget naturgastilførsel til Vesteuropa, i strid med mere tilgrundliggende geopolitiske og sikkerhedspolitiske forhold.

Det tyske forsvar er ca. lige så langt fra NATO’s 2-pct.-mål som det danske. Efter det foreliggende hersker der miserable forhold i flere dele af Bundeswehr med fly, der har vanskeligt ved at flyve, kanoner med at skyde, kampvogne med at køre osv. Medens amerikanerne fra Trump til Biden er koncentreret om at varetage egne nationale interesser, melder Vesteuropas potentielt største militærmagt under Merkel bare pas.

Merkels synderegister er langt efter 16 år an der Spitze. Jobhudlingen i pressen er på centrale felter ubegrundet. Nu er det så snart slut med hende. Måske vil Tyskland herefter i højere grad formå at tage hensyn til sine naboer og spille en positiv rolle i den vestlige verden. Man kan da håbe.