Klumme: Racismens grimme fjæs

157 år efter, at slaveriet blev afskaffet i USA, lever racismen i bedste velgående og breder sig til resten af den vestlige verden. Og det bør ikke undre, at racetænkningen promoveres af folk fra det demokratiske parti og deres tilknyttede voldsbevægelser så som Black Lives Matter og Antifa. Historisk set er demokraterne nemlig slaveejernes parti, som længe efter slaveriets ophævelse udøvede terror mod sydstaternes sorte befolkning. Det var republikaneren Abraham Lincoln, der udkæmpede en blodig borgerkrig bl.a. med det formål at befri slaverne.  Det er ikke rigtigt noget, man hører om.

Racisme er den opfattelse, at menneskers hudfarve udtrykker noget om deres karakter, deres evner og deres menneskeværd. Racisme afføder stereotype forestillinger om, at mennesker med bestemte hudfarver nødvendigvis må opføre sig på bestemte måder og således har en kollektiv identitet – en spændetrøje, der forhinder dem i at blive betragtet som individer med ansvar for deres egne handlinger. F.eks. bør sorte ikke stå til ansvar for forbrydelser, fordi de ikke kan gøre for det.

Det er lige efter racemanualen, når den demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, om USA’s sorte siger, at de ikke er rigtigt sorte, hvis de ikke stemmer demokratisk. Ligesom de engang ejede sorte slaver, påberåber dagens demokrater sig ejendomsretten til de sorte vælgere og bliver rasende, når nogle af dem ikke stemmer, som de får besked på. Ingen amerikansk politiker kunne imidlertid finde på at sige, at hvide ikke er rigtigt hvide, med mindre de stemmer på et bestemt parti.

Demokraternes forskruede raceteorier er bl.a. gået ud over den velargumenterende og veltalende Candace Owens, der er Trump-tilhænger og derfor bliver beskyldt for at gå ind for ”hvidt overherredømme”, selv om hun er sort.

Racevanviddets seneste udslag er den såkaldte ”kritiske raceteori”, der som alle andre sindssyge påfund er udklækket på universiterne. Påstanden er, at alle hvide er racister, fordi de er hvide. De skal derfor på indoktrineringskurser, hvor de kan lære, hvor onde de er.

Heldigvis har Trump forbudt føderale arbejdspladser at deltage i dette cirkus, men skulle Kamala Harris og hendes affældige medkandidat gå hen og vinde, kan vi roligt regne med, at den antihvide offensiv vil blive ført med fornyet styrke.

Det ender med, at hvide på et tidspunkt tænker, at da de alligevel er onde, kan de ligeså godt organisere deres ondskab – og helst mens de stadig udgør flertallet.