Klumme: Social arv – en meningsløs og kostbar illusion


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Hverken skolereformer eller SU virker. Det gør forlænget uddannelse udover obligatorisk skolegang, hjemmemiljøet, antal varme hænder, og den sociale arv heller ikke, men gener gør. Derfor skal den kostbare og fagligt meningsløse uddannelseskult rulles tilbage.

Af uddannelseskonsulent Emil Kirkegaard og Prof. emer., dr. Phil. Helmuth Nyborg 

Folk flest mener, at uddannelsesstøtte (SU) virker ved at udjævne sociale uligheder. Kloge studerende fra lavere samfundslag har ikke råd til at læse på universitet, hvorimod overklassebørn både får penge og bolig hjemmefra. Derfor mindsker den samfundsbetalte SU klassetilhørsforholdets betydning, samfundet bliver mere fair, og social mobilitet øges.

Men er det nu rigtig? 

Lad os først se på designet for undersøgelse af ‘social mobilitet’ på tværs af lande. Typisk indsamler man data for børns og forældres uddannelse, indkomst, mv., og estimerer så hvor tæt de hænger sammen i korrelations- eller mere komplicerede analyser. Positive sammenhænge viser familiemiljøets effekt (opdragelse, antal bøger i hjemmet osv), og man accepterer så, at det forklarer manglende social mobilitet. 

Vi har i dag virtuelt 1000vis af sådanne analyser med alle mulige variabel-sammenligninger på kryds og tværs, men duer de? Rockwoolfondens nylige danske analyse af fødselsårgangene fra 1911 til 1987 giver en slags svar. Danmark har ikke synderlig mere ‘sociale mobilitet’ end USA, ja faktisk er den mindsket herhjemme. Den nyhed har givet anledning til selvransagelse.

Problemet med undersøgelser af social arv er, at de bygger på en fundamental fejlslutning. Man antager nemlig, at  forældre-børn sammenhænge i uddannelsesniveau, indkomst m.v., alene skyldes miljømæssige forhold. Fejlslutningen bygger på den såkaldte tomme tavles ideologi eller opdragelsesantagelsen. Et realistisk alternativ er, at sammenhængene skyldes gener. Forældre og børn er genetisk relaterede, så sammenhænge mellem deres uddannelse eller indkomst kunne jo skyldes, at de deler gener. Men det ser man ikke, når diskussioner om social mobilitet og politiske handlinger blandes sammen med genetiske og miljøeffekter i en pærevælling. Faktisk er det mere korrekt at se mål for familiemiljø som udtryk for social ulighed, og arveligheden som forklaring af social mobilitet, der således afspejler, i hvor høj grad individers genetiske potentiale folder sig ud..

Grundlæggende har vi to metoder til måling af denne arvelighed:. En ny, der måler direkte på DNA niveau, men er for teknisk til yderligere præsentation her, og en ældre indirekte metode, der bruger data fra forskellige typer familiemedlemmer, herunder tvillinger. Vi har en- og to-æggede, hvor enæggede tvillinger er næsten genetisk identiske og to-æggede. der ikke er mere genetisk identiske en almindelige søskende, blot født samtidig. Ved at sammenligne ligheder og forskelligheder mellem dem, kan man bestemme den relative vigtighed af arv og miljø. Denne såkaldt klassiske tvillingemodel viser fx., at indkomstforskelle er omtrent 42% arvelige, 9% skyldes familiemiljø, og 49% skyldes “andre faktorer”. Familiemiljø dækker her over ting søskende har fælles, men som ikke er gener, og inkluderer opdragelse, hvor man bor, osv.. Variablen “andre faktorer” kaldes også det unikke miljø, og inkluderer alt det, der gør personer i samme familie forskellige, fx. at have en særlig god kammerat eller lærer. Dog tyder årtiers forskning mest på, at den primært dækker over målefejl og biologisk støj – med andre ord, individuelle ting man ikke kan gøre meget ved. 

Ovennævnte tal for arveligheden for indkomst stammer fra en finsk metaanalyse, der ikke viste store forskelle på tværs af meget forskellige lande . Arveligheden var 40% i Sverige, 41% i USA, og forskernes analyse af bedre finske data fandt 54% for mænd og 39% for kvinder. Også Finland og Sverige har SU-systemer, men deres arvelighed er omtrent det samme som i USA, så heller ikke her gør SU-systemer nogen forskel. 

Kunne der være noget galt med de klassiske tvillingestudierne? Det kan vi checke, ved at studere andre familierelationer, og også der se på effekten af gener og miljø. Lad os se på identiske tvillinger, der er opvokset i forskellige familier. I USA har vi data for 100+ par, og resultatet er omtrent som ovenfor. For nyligt fik vi en 11.000+ par stor kinesisk replikation. Så der er ikke noget galt med metoden.

Man har også undersøgt normale adoptivbørn, både de fra samme lande, og de fra andre lande; sammenlignet søskende og halvsøskende, hvoraf sidstnævnte i mange tilfælde jo er vokset op sammen med genetisk set halvt så relaterede; ved at se om de så også er mere ens kan man estimere effekten af gener; og endog studeret ligheden mellem søskende som funktion af den tid de er vokset op sammen hvor de, der har levet flere år sammen i barndomshjemmet burde være mere ens i den udstrækning familiemiljøet har en effekt. Igen ser vi, at trods markante forskelle i metode, samples, og lande, får vi resultater, der stemmer helt overens med hvad vi finder i normale tvillingestudier.

Nu forstår vi bedre, hvorfor Rockwool-rapporten kun kunne vise, at store danske skolereformer ikke øger ‘social mobilitet’, selv ikke målt på suboptimal vis. Erkendelsen stemmer også fint overens med resultater fra udlandet. Økonomihistorikerne Gregory Clark og Neil Cummins udgav sidste år en analyse af 3 historiske skolereformer i Storbritannien (1919-22, 1947 og 1972), hvor den tvungne uddannelsesperiode blev forlænget. De fandt ingen effekt af uddannelsesforlængelser på det senere voksenliv, hverken målt på levealder, indkomst, eller social status ved slutningen af livet. Nu forstår vi bedre, hvorfor gentagne skolereformerne fejler, målt på forskellige parametre

Clark og Cummins undersøgte også sociale mobilitet gennem brugen af sjældne efternavne i enorme datasæt fra forskellige tidsperioder og geografiske områder. De fandt ingen større variation på tværs af tid og sted, ikke engang i Kina under Maos rædselsregime. Naturligvis viser disse data ikke direkte hen til årsagen, men det overordnede udkomme af tvillinge- og familiestudierne øger sandsynligheden for en genetisk forklaring. Måske netop derfor blev Clarks nylige forelæsning ‘udsat’ efter klager fra lighedsorienterede venstrefløjsaktivister.

I forskningens verden er udeladelse eller misrepresentation af relevante data, hypoteser, eller konklusioner, der klart modsiger ens egne, lig med videnskabelig uredelighed. Det rejser derfor alvorlige spørgsmål, når megen forskning og debat om årsager til social ulighed og mobilitet fortsat bliver systematisk skævvredet i socialkonstruktivistisk retning, efter at 100 års empiriske adfærdsgenetiske undersøgelser klart viser, at gener typisk spiller en langt større rolle end antaget.

Mere konkret. Hvorfor finansierer vi fortsat dyr undervisning til alle børn til at gå stadig flere år i skole, uden at se en målbar effekt senere i livet? Der er dokumenterbart  formålsløst og ineffektivt, medmindre vi taler om nogle få høj-IQ-børn. Det kan ikke overraske, at mange, hvis ikke flertallet, af unge er utilfredse med skolen. Hvorfor bruger vi fortsat store summer på socialprojekter, der igen og igen viser sig ikke at virke efter hensigten? Danmark dumper fortsat nedad i internationale sammenligninger. Ansvarlige myndigheder, skolefolk, og bevillingsgivere burde tage stilling til sådanne spørgsmål før de starter næste reformbølge.

I mellemtiden foreslår vi en gradvis tilbagerulning af disse sociale tiltag, dvs. færre år i skolen, færre ‘varme hænder’, færre penge til uddannelsessystemet, og stop for uinformeret forskning i social arv, og ja, mere tid til sjov og ballade. 

Kort sagt: Mindre uddannelseskult.