Klumme: Tiden er løbet fra mundkurve


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Noget tyder på, at knasten ved de kommende budgetforhandlinger i Region Hovedstaden for 2020, igen bliver Sundhedsplatformen.
Som det måske erindres blev de konservative og Dansk Folkeparti smidt ud af forhandlingerne sidste pr, fordi vi ikke kunne godtage regionsformand Sophie Hæstorp Andersens (S) krav om ukritisk at binde os til den nuværende og fortsat skandaleramte Sundhedsplatform og yderligere gå med til knægtelse af vore partiers ytringsfrihed, ved ikke at måtte kritisere noget om Sundhedsplatformen. Altså en politisk aftale med reel mundkurv på.
Det koster i dag fem gange mere at drive og vedligeholde Sundhedsplatformen for Region Hovedstaden, end det koster Region Midtjylland at drive og vedligeholde deres it-løsning. Sundhedsplatformen  koster 370 millioner kroner om året for Region Hovedstaden. Til sammenligning koster det Region Midtjylland 75 millioner kroner om året for den elektroniske patientjournal.
Personalet i Region Hovedstaden har mistro til Sundhedsplatformen, fordi der hele tiden dukker nye fejl op.
Der er behov for, at vi ikke låser os fast i positioner, som ikke bringer borgerne noget godt. Der må arbejdes på en ens patientjournal i hele Danmark. Det bør gøres med åbenhed. Det samme bør forhandlingerne om budget 2020 være. Tiden er løbet fra mundkurv og regionsformandens forsøg på at kvæle konstruktiv kritik af Sundhedsplatformen.
Tillid til politikerne fås ikke ved at feje ting ind under gulvtæppet. Det vil være en af forudsætningerne fra DF’s side til de kommende forhandlinger.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)