Klumme: Tillidskløft mellem administration og klinikere i Region Hovedstaden

Jeg har nu siddet i Regionsrådet i Region Hovedstaden i et år, og jeg bliver stadig overrasket over, hvad der foregår. Der er ikke noget at sige til, at der efterhånden er en dyb tillidskløft mellem den centrale administration inkl. politikerne og klinikerne på hospitalerne. Det er for nylig kommet frem i lys lue, efter en erfaren klinikchef på Rigshospitalet sagde op i desperation over de årlige tilbagevendende grønthøster-besparelser.

Vi har nu i Regionsrådet i Region Hovedstaden fået den såkaldte 4. økonomirapport for 2018, og det viser sig, at der i 2018 er næsten en halv milliard i overskud!!!!

Ikke desto mindre fik vi besked af administrationen for ca. et halvt år siden om, at der skulle spares på sygehusene, for at økonomien for 2018 hang sammen. På dette tidspunkt kendte vi som politikere ikke det samlede regnskab for 2018, så selvfølgelig må vi stole på administrationens økonomiske indsigt. Vi pålagde derfor hospitalerne at spare ca. 200 millioner for 2019 (og det rundede hospitalerne selv op til 400 millioner for at kunne polstre sig til uforudsete udgifter), og der er allerede fyret folk på sygehusene.

Det har været en meget smertefuld proces, og vores kliniske personale må ærlig talt have en rigtig dårlig smag i munden, når de nu ser, at regionen har næsten en halv milliard i overskud for 2018. Det burde man have forudset og derved undladt at pålægge besparelserne.

Dette fænomen, hvor administrationen og derved efterfølgende politikerne pålægger hospitalerne årlige grønthøster-besparelser, er tilbagevendende nærmest hvert år. Og når der så faktisk er et massivt overskud på bankbogen i regionen, så er der tydeligvis en dyb kløft mellem administrationen og den driftsfunktion, som de skal varetage, nemlig sikre forsvarlig behandling og pleje på hospitalerne. Det er tydeligt, at der i administrationen ikke er en forståelse for, hvor presset citronen er på de enkelte kliniske afdelinger.

Der kan ikke skæres mere uden en massiv forringelse for den enkelte patient. Vi har mange steder svært ved at holde på kvalificeret personale, og det bliver ikke bedre af en hverdag, hvor man, når man går hjem, har en klar fornemmelse af, at man ikke har gjort det godt nok. Og når man som ansat ikke føler sig hørt af sin ledelse og ikke har indflydelse på egen hverdag i tilstrækkelig grad, så fører det som bekendt til udbrændthed.

Jeg kan udmærket forstå frustrationen på den enkelte kliniske afdeling, som pålægges en besparelse, selvom regionens samlede økonomi ser rigtig fornuftig ud.