Klumme: Venezuela – Længe leve socialismen!

Indtil videre har flere end 2.3 mio. venezuelanere forladt deres hjemland. Dette svarer til 7% af den samlede befolkning. 870.000 er flygtet til Colombia, 400.000 til Peru, 385.000 til Ecuador og resten til Brasilien. Årsagen til denne flugt, der ikke mindst omfatter Venezuelas studerende ungdom og akademikere, er først og fremmest den katastrofale mangel på selv de mest basale fødevarer som f.eks. mel, ris og olie. Dertil kommer de offentlige myndigheders korruption og den voldelige undertrykkelse af regimemodstandere og dermed enhver politisk opposition.

Hvordan kunne det komme så vidt i et land, der besidder verdens største oliereserver?

Vi finder svaret ved at gå tilbage til Venezuelas tidligere præsident, den marxistisk-revolutionære charmetrold Hugo Chávez, der – inspireret af Fidel Castro, Che Guevara og Leo Trotzki – med vold og magt som landets diktatoriske præsident fra 1999 til sin død i 2013 ville skabe et socialistisk paradis på jorden. Chávez blev ligesom det var tilfældet med de førnævnte tre marxistiske søjlehelgener kritikløst dyrket af den vestlige verdens socialister og naiv-dumme kulturradikale. Således mente formanden for Østrigs socialistiske ungdom, der er det østrigske socialdemokratiske partis ungdomsorganisation, der ikke lægger skjul på, hvilken ideologi den bygger på, Julia Herr, for ca. fire år siden, at Venezuela burde være et forbillede for alle andre lande. Og ingen ringere end den groteske engelske Labourleder Jeremy Corbin udnævnte med stolthed i stemmen samme Chávez til en af sine nære venner.

Som bekendt skabte Hugo Chávez ikke noget paradis, men kørte derimod sit land ned i en økonomisk afgrund ledsaget af en despotisk undertrykkelse af den frie presse og de øvrige demokratiske rettigheder. Venezuelas økonomi blev rettet ind efter den socialistiske ideologi med det katastrofale resultat, at selv benzin blev en mangelvare i et land med enorme oliereserver.

Næsten alle industrivirksomheder – og naturligvis også olieindustrien – blev naturligvis nationaliseret, og regeringstro embedsmænd med den rigtige partibog overtog administrationen uden nogensomhelst form for kompetence. Produktionen faldt drastisk, mens priser og inflation steg med raketfart. Samtidigt fastlåstes priserne på levnedmidler, hvilket ruinerede handelsstanden. Overtrådte de handlende reglerne, blev de fængslet, hvis de da ikke nåede at flygte over i en blomstrende sortbørshandel.

For Chávez’ efterfølger Nicolas Maduro er det lykkedes – hvad man skulle tro var umuligt – at ruinere landet yderligere. Ifølge Den internationale Valutafond forudsiges for i år en inflationsstigning på ufattelige 1 mio. procent. Maduro lod fornyligt den venezuelanske valuta, Bolivaren, devaluere med 95%, idet han ganske smart simpelthen strøg fem nuller på pengesedlerne, så at 1.000.000 Bolivar med ét blev til 500 Bolivar , der på den sorte børs har en værdi på mindre end 50 Kr. I stedet for introduceredes en ny valuta, der har fået navnet Den suveræne Bolivar. Denne blev bundet til kryptovalutaen Petro, der skulle være garanteret af oliereserverne, som landets nationaliserede olieindustri dog ikke er i stand til pumpe op af havet.

Det siger sig selv, at Petroen ikke anerkendes af noget land i denne verden. Hele denne svindel har dog ikke – hvilket naturligvis var at forudse – formindsket den galoperende inflation. Denne har f.eks. ført til, at en bakke æg, som alligevel kun partimedlemmer kan tillade sig, koster en månedsløn. Supermarkedernes hylder er i forvejen tomme, toiletpapir er rationeret og hospitalerne mangler selv den mest elementære medicin.

Så er der nogen undskyldning for ikke at flygte fra et synkende skib? Og nu har Maduro ovenikøbet bestemt, at selv benzin, der tidligere uddeltes gratis, også skal koste noget. Men som vi ved fra George Orwell, så er i en socialistisk stat ”nogle mere lige end andre”. Kun de begunstigede, der er i besiddelse af et såkaldt ”fædrelandspas”, har mulighed for at købe benzin, og et sådant pas menes kun ca. halvdelen af landets befolkning at være i besiddelse af, dvs. medlemmer af Maduros Forenede Socialistiske Parti. Og endnu en godbid for den udpinte befolkning: præsidenten har ligeledes forkyndt, at mindstelønnen skal hæves og ganges medt 34! Dette er rabiat venstrepopulisme i renkultur og enhver fornuftig økonom kan lynhurtigt regne ud, at dette naturligvis blot vil øge inflationen, så at de afskaffede fem nuller i løbet af ingen tid vil vende tilbage.

Situationen er ganske enkelt håbløs. Nicolas Maduro kom til magten, selvom oppositionen ved valget i 2015 egentlig fik de fleste stemmer, og denne magt har han cementeret ved at knægte ytringsfriheden og ved at købe militærets støtte gennem økonomiske privilegier. Han har naturligvis beskyldt de onde neoliberale kræfter i USA for at have forårsaget Venezuelas økonomiske krise, der i virkeligheden er en katastrofe af enorme dimensioner. Derfor har en række sydamerikanske lande, Argentina, Chile, Paraguay og Colombia af begrundet angst for yderligere flygtningestrømme besluttet at anklage Maduros regime for forbrydelser mod menneskeheden ved Den internationale Domstol i Haag.

Længe leve socialismen!