Knallertkontrol: Lille knallert kunne køre over 100 km/t

Færdselspolitiet opfordrer forældrene til at være opmærksomme på, om deres børns knallerter er konstruktivt ændret.

Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi

 

En fartoverskridelse på over 230 procent.

Sådan lød konklusionen i et enkelt tilfælde, da Syd- og Sønderjyllands Politis Færdselsafdeling torsdag morgen gennemførte en indsats mod ulovlige knallerter på Stigårdsvej i den nordlige del af Esbjerg.

10 knallerter blev standset, hvoraf tre havde fået foretaget såkaldt konstruktive ændringer, der gjorde, at de kunne køre hurtigere end det tilladte.

Knallerterne blev testet på et rullefelt, hvor af den ene af de tre blev målt til over 100 km/t, hvor den maksimale lovlige hastighed er 30 km/t. Dermed var der tale om en overskridelse på over 230 procent.

Betinget frakendelse

Med så stor en overskridelse af hastigheden får den unge fører – hvis der er tale om et førstegangstilfælde – en betinget frakendelse af sit knallertkørekort samt en bøde. Og er det ikke første gang, er konsekvenserne endnu større: Frakendelse af kørekortet til lille knallert i to år, bøde samt konfiskation af knallerten. Er du under 18 år, bliver din mulighed for at tage kørekort til bil desuden udskudt med seks måneder, og har du fået kørekort til bil som 17-årig, får du frakendt førerretten til bil i seks måneder.

– Vi opfordrer forældrene til at være opmærksomme på, om deres børns knallerter er konstruktivt ændret. Først og fremmest er du til fare for dig selv og andre i trafikken, når du kan køre så stærkt, dernæst risikerer du i sidste ende at stå uden kørekort i en periode og uden knallert, fordi du overtræder færdselsloven, understreger politikommissær Eli Jepsen Gejsing, der er leder i færdselsafdelingen i Syd- og Sønderjyllands Politi.

LÆS OGSÅ:  Politiet øger indsatsen mod gaderæs

En konstruktivt ændret knallert kan desuden gøre din ansvarsforsikring ubrugelig. En knallertforsikring dækker nemlig oftest ikke kørsel på en ulovlig knallert.

 

Fakta om tunede knallerter

Hvis knallerten er ulovlig (konstruktivt ændret), eller politiet måler den på rullefeltet til at kunne køre for hurtigt, får det konsekvenser:

 

Hvis knallerten kan køre 40-42 km/t:

  • Du får en bøde

Hvis den kan køre 43 km/t eller mere:

  • Første gang: Betinget frakendelse af retten til at køre lille knallert og en bøde
  • Anden gang: Ubetinget frakendelse af retten til at køre lille knallert i to år, bøde, ligesom knallerten konfiskeres. Er du under 18 år, bliver din mulighed for at tage kørekort til bil udskudt med seks måneder. Har du erhvervet kørekort til bil som 17-årig, får du frakendt førerretten til bil i seks måneder.

Rådet for Sikker Trafik

 

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)