Kønsopdelt svømmeundervisning er et symptom på minoritetens magtovertagelse
Skal vi bukke under for de fundamentalistiske muslimer, der ønsker kønsopdeling til vores børns svømmeundervisning? Nej, det skal vi selvfølgelig ikke. Det er grotesk!
Det er dog virkeligheden i svømmehaller på Amager, hvor flere hold foregår kønsopdelt. Årsagen er angiveligt, at der er mange piger med mellemøstlig baggrund, som ikke må svømme, hvis holdene ikke er kønsopdelt. Men hvorfor skal det betyde, at vi i Danmark skal give afkald på den del af vores kultur, hvor vi svømmer i samme bassin og blive undervist sammen på tværs af køn?
Dansk Folkeparti tager skarpt afstand fra kønsopdelt svømmeundervisning. Vi skal sikre de danske værdier og ikke ændre vores kultur for minoriteternes skyld. Ellers mister vi det Danmark, som vi kender, og vi ender samtidig med at tabe alle de mennesker på gulvet, som rent faktisk gerne vil integreres i det danske samfund.
Kønsopdelt svømmeundervisning bidrager kun til et mindre demokratisk Danmark og et mere religiøst styre. Er det fremtidens Danmark? Det mener Dansk Folkeparti absolut ikke.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)