Kom med til forskernes Grønland

Intet andet sted i verden er klimaforandringerne så tydelige som i Arktis. Men hvad betyder ændringerne for den arktiske natur og for de mennesker, der lever i og af naturen?

“De døde rødfisk ligger der stadig, gabende og med øjnene hængende ud af hovedet. De ligger spredt i vandet og oven på de hvide isskosser, der fylder fjorden foran gletsjerfronten. Holdet i helikopteren fortsætter ind over gletsjeren, og de ser tydeligt store ændringer i tre søer, der er inddæmmet af isen langs randen af Narsap Sermia.”

I bogen ’Nuup Kangerlua – Udforskning af en arktisk fjord’ tager biologerne Signe Høgslund og Peter Bondo Christensen læserne med på forskernes arbejdsplads og deres jagt efter ny viden om Nuup Kangerlua – Godthåbsfjorden.

Grønlands Klimaforskningscenter ved Grønlands Naturinstitut udgør et videnskabeligt knudepunkt for den viden, der i dag findes om arktiske forhold.
Forskernes intense indsats betyder, at Nuup Kangerlua er den bedst undersøgte arktiske fjord i verden. ”Vi følger forskerne helt tæt i deres jagt på at aflure fjordens hemmeligheder,” fortæller Signe Høgslund.
Det handler om det usynlige liv, der er grundlaget for hele økosystemet i Nuup Kangerlua, hvordan gletsjerne er afgørende for mængden af fisk i fjorden, havisens rolle som kuldioxidpumpe, masser af torsk, hvaler og et liv på havbunden, de færreste forestiller sig.

Bogen er skrevet i et meget lettilgængeligt sprog og er udstyret med mange flotte billeder – en bog, der må læses af alle, der har interesse for det arktiske klima og livet i arktiske fjorde. Og af alle dem, der endnu ikke har den interesse, for så bliver de interesserede i klimaforandringer og Arktis.

Fakta om bogen:

Nuup Kangerlua – Udforskning af en arktisk fjord
Forfattere: Signe Høglund og Peter Bondo Christensen
Forlag: Turbine
ISBN: 9788740663402
Sidetal: 128
Vejl. pris: 279,95 kr.
Findes også i både engelske og grønlandsk version

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)