KRONIK: Formand for muslimsk skolebestyrelse uddelte lussinger til eleverne

Af Henriette Baden Hesselmann, cand.mag. i æstetik og kultur, lærer ved Nord-Vest Privatskole 2005-2008 og Gitte Luttinen Ørnkow, journalist og lærer ved Nordvest Privatskole 2007-2008

Historien om historien:

I 2015 skrev vi, to forhenværende lærere på en privatskole med udelukkende muslimske elever, følgende beretning om vores fælles oplevelse. Historien blev aldrig trykt.

I 2010 skrev Gitte Ørnkow bogen ”Svigt” på grundlag af samme oplevelser. Bogen blev købt af et stort forlag i København, men aldrig trykt, da den blev anset for ”for hård” og ”for kort”.

   

Kimen til terror

AK sidder i klassen

med et rim i kassen.

så det er bare med at passe på,

inden han flækker din tå.

Når han møder et danskersvin,

gør han ham til grin,

brækker hans ben,

og danskeren samler sine tænder

med sine to brækkede hænder.

Vi stikker ham ned

som en forbandet ged,

og hvis det er sådan, det skal vær’,

henter vi vores gevær

og skyder den danske hær

Ovenstående digt er skrevet af en dreng i sjette klasse på Nord-Vest Privatskole i København i 2008 i forbindelse med en Poetry Slam-konkurrence, der skulle afholdes for skolens ældste klasser. Flere andre af eleverne skrev ligende digte, som vi også dengang blev rystede over at læse.

I dag sidder vi og gransker fotoet af 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein, der begik attentaterne i februar 2015, og som blev skudt på Svanevej i København, ikke så langt fra Nordvest Privatskole.

Hvordan så han ud, da han gik i skole? Han kunne sagtens have været vores elev, og vi tænker med bekymring tilbage på de elever, der udtrykte rabiate holdninger overfor danske værdier.

Som lærere var vi vidner til, at eleverne havde en væsensforskellig anderledes skolegang og opvækst end jævnaldrenede børn i folkeskolen. Vi mente dengang, at eleverne på privatskolen blev svigtet på flere forskellige fronter, og at de ikke fik samme gunstige vilkår som andre danske børn.

Fordi det er haram

Først og fremmest var der ting, eleverne blev fuldstændig afskåret fra. Pigerne måtte for eksempel ikke modtage svømmeundervisning, fordi det var ”haram” (forbudt). De måtte heller ikke udtrykke sig frit med musik, sang, dans og optræden, og drengene måtte heller ikke tegne eller høre den musik, de selv ønskede.

Det var i det hele taget meget svært at opfylde formålsparagrafferne, da skolen ikke havde faglokaler som køkken-, musik-, sløjd, fysiklokaler eller en gymnastiksal. Skolegården, som bestod af en lille stribe asfalt omsluttet af mure og egentlig bare var beregnet som parkeringsplads, blev brugt til dette formål.

Da Rom ikke blev bygget på en dag, måtte lærerne og skolens øvrige ansatte udvise tålmodighed med situationen, men når vi ser tilbage på tiden dengang, var fagdidaktikken – refleksionerne over valget af indholdet i undervisningen, overvejelserne om rammerne for undervisningen samt undervisningsmetoderne stærkt kritisable og meget undervisning kunne slet ikke lade sig gøre på grund af religiøse forbud.

Ingen nøgne torsoer

Vi måtte for eksempel ikke tage eleverne med på udflugt til Thorvaldsens Museum, fordi her udstilles nøgne torsoer, som eleverne ikke måtte se. Dengang valgte vi at acceptere, at eleverne blev afholdt fra visse oplevelser, men det ærgrede os, da vi vidste, at nogle af dem aldrig havde været mere end nogle få kilometer væk fra deres hjem.

På en sjælden udflugt udbrød en elev, da vi sad i bussen på vej til Rådhuspladsen: ”Nej, hvor er der pænt her!” Hun havde ikke før været uden for Københavns Nordvest-kvarter, så det var en særdeles positiv og begivenhedsrig dag for hende.

Elevernes færden var generelt begrænset til turen mellem skole og hjem, og det var en undtagelse, hvis en elev deltog i fritidsaktiviteter.

Ingen af dem gik i SFO, og flere vidste ikke, hvad et fritidshjem var for noget. De havde dog en anelse om, at de blev snydt for noget, og vi blev som lærere ofte stillet spørgsmål som: ”Hvorfor skal vi aldrig på tur?” Hvad de måske ikke selv var så bevidste om var, at de ikke kun blev snydt for oplevelser, men også for viden.

Gule sedler over illustrationer

Da skolen endelig (et godt stykke ind i skoleåret) fik købt bøger til faget natur og teknik, blev disse overplastret med gule sedler, som eleverne ikke måtte løfte, så de kunne se illustrationerne af kroppens anatomi. Og de ”ikke-muslimske” lærere skulle afholde sig fra at give seksualundervisning. Det ville udløse en forældreopstand, hvis vi gjorde det, for ”den slags havde de en anden forklaring på”.

Når vi ser tilbage, mener vi, at Nord-Vest Privatskole udgjorde en markant institution for et parallelsamfund i Danmark, og at det var tydeligt, at eleverne havde en identitetsopfattelse af ”os og dem”, og ”dem” var ”danskerne”.

”Det kan godt være, at der er demokrati for jer, men det gælder ikke for os!” sagde Fatima i 6.A i en dansktime, hvor hun blev bedt om at skrive et eventyr. Hun var meget bange for, at historien ville blive vist for hendes familie, som ikke ville acceptere hendes tanker om en prins og prinsesse, der forelskede sig i hinanden og flygtede bort sammen. Hendes historie ville kunne få fatale følger.

En tredje front, eleverne blev svigtet på, var den måde, de blev behandlet på af de voksne omkring sig. Tonen overfor eleverne på skolen var meget rå. Der blev råbt og skældt ud, så taget lettede. Skolebestyrelsens formand, som havde en barsk fortid fra borgerkrigen i Libanon, brugte metoder, som ikke er set på danske folkeskoler indenfor de sidste 50 år.

For eksempel var vi vidner til en situation, hvor en gruppe elever havde trukket rockwool ud af væggen og kastet det efter hinanden nede i skolegården i et frikvarter: ”Nu må bestyrelsesformanden komme og fortælle jer, hvordan man opfører sig!” sagde skolelederen.

Han var meget vred og lovede, at nu ville himlen falde ned, og det gjorde den også, for kort efter trådte bestyrelsesformanden ind i skolegården. Iført blå briller og kasket råbte han højt på arabisk, at alle eleverne skulle komme ned i skolegården med det samme.

Råbte og skreg på arabisk

Han fik dem til at stille sig op klassevis på rad og række, og så gik han frem og tilbage mellem rækkerne med et stykke papir og en blyant i hånden. Han så så uhyggelig ud, at nogle af de mindste børn blev bange og begyndte at græde.

Vi danske lærere kunne ikke forstå, hvad han sagde, så en af drengene hviskede til os, at Muhammed truede med, at han ville tyre de skyldige op ad muren, når han fandt frem til dem – og det gjorde han.

Fem-seks drenge fra femte og sjette klasse blev flået hen til muren, hvor de skulle stå med ryggen til alle andre. Bestyrelsesformanden råbte og skreg på arabisk, og da han var færdig, kunne alle eleverne gå op i klasserne, men ikke de drenge, der havde lavet balladen og kastet med rockwool.

De skulle nu stille sig hen foran kontoret, hvor Muhammed fortsatte med at råbe og skrige. Drengene blev højlydt irettesat og skældt ud, og en af dem fik det så dårligt, at han nærmest vendte det hvide ud af øjnene.

Der er ingen tvivl om, at bestyrelsesformanden brugte psykisk vold overfor eleverne, lige som den danske skoleleder også gjorde det. Vi hørte ham råbe af tilfældige børn, der larmede på trapperne på vej op eller ned fra klasselokalerne: ”Jeg smider dig kraftedeme ud, hvis du ikke tier stille!”

Men det stoppede ikke ved den psykiske vold. Ved en anden lejlighed oplevede en kollega, at bestyrelsesformanden kom ned af trapperne til kantinen med tre drenge i et fast greb. Han skubbede dem hårdt ind i væggen, råbte og skreg på arabisk og tog hårdt fat om den ene drengs nakke og slog hans hoved ned i en træstol. Herefter gav han drengene et par lussinger. Vores kollega anmeldte sagen til skolelederen, men han bad ham hemmeligholde sagen, og den blev lukket, og siden blev der ikke talt mere om det.

Desværre var det ikke kun i skolen, men også i hjemmene, at eleverne blev udsat for vold. ”Os perkere er bedre til at få tæsk, end danskerne er. Vi kan klare det og tuder ikke, men det gør de danske drenge. Perkerne får en bedre opdragelse. Vi lærer at overvinde smerte, og det gør de danske drenge ikke”, sagde en af eleverne i sjette klasse. Adspurgt om de blev slået derhjemme, svarede de alle sammen i kor, at det gjorde de.

Kultur præget af psykisk og fysisk vold

I dag må psykologer kunne svare på, hvordan et barn bliver påvirket, når det vokser op i en kultur præget af psykisk og fysisk vold, og om det er muligt, at kimen til antisemitisme kan blive grundlagt under forhold som disse.

At der var tale om jødehad, mærkede en geografilærer meget tydeligt, da eleverne i hans klasse nægtede at skrive Israel på verdenskortet. Det var under stor modstand, at han fik gennemført denne time, og han var dybt rystet bagefter.

En anden kollega havde for vane at tegne stjerner ved elevernes skriftlige arbejde, når de havde løst en opgave fint. Hun blev indkaldt til en samtale med bestyrelsesformanden, som forklarede, at stjernerne efter hans mening lignede Davidsstjerner, så derfor måtte hun finde en anden måde at udtrykke sin anerkendelse af elevernes arbejde på.

Det gjorde hun så, men problemstillingen var ikke løst på den lange bane, for hvordan ville formanden undgå, at eleverne fremover skulle få flere stjerner i hæfterne tegnet af andre lærere? Og hvorfor måtte eleverne ikke få ”Davidsstjerner” i hæfterne? Hvad er det for en religionsundervisning, de fik, og var den bred og almendannende?

Til dette formål kom en imam

Det fandt vi aldrig ud af, for ”ikke-muslimske” lærere måtte ikke undervise i religion. Til dette formål kom en imam fra Irak med en turban om hovedet, og som direkte nedstammede fra en muslimsk profet. Når man mødte ham på gangene, måtte man ikke se ham i øjnene, for han var højt respekteret og meget hellig.

For os ”ikke-muslimer” virkede omstændighederne meget mystiske, og der var grund til at tro, at elevernes skolegang blev støttet af et eller flere religiøse netværk. Det forholdt sig i hvert fald sådan, at Nord-Vest Privatskole var meget billig for forældrene sammenlignet med andre privatskoler i landet.

Vi overvejede, om den lave elevpris måske kunne skyldes økonomisk støtte fra en ”filmmand”, der kom på besøg på skolen. Han filmede over et stykke tid og blandt andet til en morgensamling, hvorunder der i dagens anledning blev messet ekstra mange koranvers. Vi lærere fik at vide, at videoen skulle sendes til sponsorer i Mellemøsten, hvilket var meget utrygt, for hvordan blev skolen præsenteret i denne film, og hvem var disse sponsorer?

En uhyggelig tanke er, at flere af eleverne fra skolen var med til demonstrationen mod ”de hadefulde krænkelser af profeten Mohammed” arrangeret af den yderliggående muslimske organisation Hizb ut-Tahrir. Hvordan eleverne er blevet inviteret med til denne demonstration, er vi ikke sikre på, men det forlød, at de blev opfordret til at deltage i demonstrationen ved en morgensamling på skolen, der blev afholdt af en gårdvagt, der var familie til en af eleverne.

Parallelsamfundet ikke er sundt

I dag tør vi godt sige – og især med tanke for terrorhandlingen den 14. februar – at parallelsamfundet ikke er sundt for landet som helhed. Det er i børnenes tarv, at der etableres steder, hvor børn af forskellig etnisk og religiøs baggrund kan mødes for at lære og udveksle erfaringer. Som det er nu, findes den slags brobygninger mellem muslimske privatskoler og lokalsamfundet ikke, men Danmark har forpligtet sig til at leve op til FN’s børnekonvention, hvori artikel 13 hedder ”Frihed til at udtrykke sig og til information”.

Denne rettighed blev knægtet på Nord-Vest Privatskole, og der er en overvejende sandsynlighed for, at tingene stadig foregår, som de gjorde dengang. Vores nævnte eksempler på kritisable forhold, der var med til at skabe en stor flok utilpassede børn uden tilknytning til lokalsamfundet, er kun få blandt mange.

Hvor om alting er, så er det uigennemskueligt at sige, hvor mange skoler der er i Danmark, hvis praksis er underlagt religiøse doktriner. Men en opgørelse fra 2010 viser, at der på det tidspunkt var 21 ”etniske” friskoler i Odense, Århus og primært København, som tilsammen havde 3.500-4.000 elever.

Skolerne var selvejende institutioner drevet af en forældrevalgt bestyrelse, der fungerede som skolens højeste myndighed og bestemte suverænt. De fik et statstilskud, som ifølge Danske Friskoleforening svarede til 75 procent af den sats, de almindelige folkeskoler modtager.

Det erklærede overordnede formål var som i dag at skabe en sikker base for elevernes integration i det danske samfund. Skolerne skulle stå mål med undervisningen i folkeskolen og lære eleverne at leve i et demokratisk folkestyre samt at udvikle og styrke elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds-og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene”, som det hedder i Friskoleloven.

Men det var langt fra den virkelighed, vi oplevede på Nord-Vest Privatskole. Her var tale om et katastrofalt svigt fra skolens, forældrenes og samfundets side, de eleverne led under dårlige fysiske forhold, mange lærerskift og af en streng religiøs opdragelse, der ikke umiddelbart matchede det omkringliggende samfunds værdier.

Tilsynet svigtede også ved ikke at melde sin ankomst, så meget kunne fejes under gulvtæppet. Positivt er, at der i 2010 kom nye tilsynsregler for friskolerne, så man kan håbe, tilsynet i dag er blevet skærpet til elevernes bedste, og at de tilsynsførende kommer uanmeldt og tager stilling til det, de ser her og nu, ligesom madanmeldere eksempelvis gør det på restauranterne.

Målet må jo være, at alle børn, uanset om de går i folkeskole eller på en privatskole, får mulighed for at mødes med hinanden på tværs af religioner og kulturer for at lære hinanden bedre at kende og tænke frit, så de kan blive aktive, loyale og kompetente medborgere i en flerdimensionelle verden.

Pigerne og drengene blev adskilt

Sindet skaber afstanden. Hjertet bygger broen, lyder en gammel læresætning. Til det må vi konstatere, at der ingen bro var mellem børnene på Nord-Vest Privatskole og det omgivende samfund, og at der heller ikke var tale om at bygge en. Som hele fik eleverne ikke kendskab til de grundlæggende friheds- og menneskerettigheder og til ligestillingen mellem kønnene, da skolen og forældrene ikke underviste i det.

Pigerne og drengene blev adskilt i de store klasser og måtte ikke komme hinanden ved. De blev afskåret fra selv at indhente information via bøger, tv, museumsbesøg og andre informationskilder, og som nævnt blev undervisningsmaterialet udsat for censur, hvilket er direkte imod FN’s børnekonvention.

Vi er kede af, at vi engang har været med til at støtte mørkets tanker og er urolige for, om kimen til radikalisering også kan findes i dette miljø. Det vil i hvert fald ikke være overraskende, hvis en eller flere af vores tidligere elever skulle vise sig at være medlemmer af en ekstrem religiøs organisation, der ikke fremmer europæiske værdier.

HUSK: 24NYT modtager IKKE mediestøtte. Du kan hjælpe os ved at tegne et abonnement på 1,- om dagen. Klik her. https://24nyt.dk/abonnement/

Kan du lide vinklingerne på 24NYT? Få avisen leveret gratis på mail

Del gerne artiklen på Facebook:

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN

Vælg beløb

6 Trackbacks / Pingbacks

  1. Islamic Rules in Danish Schools by Judith Bergman | RUTHFULLY YOURS
  2. Islamic Rules in Danish Schools
  3. Islamische Regeln in dänischen Schulen
  4. Islamic Rules in Danish Independent Schools | Europe Reloaded
  5. Ecoles Danoises sous Férule Islamique – Savoir ou se faire avoir
  6. Islámská pravidla v dánských školách - Blok proti islamizaci

Kommentarerne er lukkede.