Lastbilschauffør fængslet efter spirituskørsel

En 36-årig lastbilschauffør fra Ukraine fik i går en straksdom på 40 dages ubetinget fængsel for to tilfælde af spirituskørsel i en polsk registreret lastbil med hænger.

 

Det var en anmelder, der ringede til politiet omkring kl. 11.00 den 19. juni, fordi han havde set den pågældende lastbil slingre under sin kørsel. En patrulje blev derfor sendt af sted, og anmelderen kunne med gode anvisninger lede Sydøstjyllands Politi frem til lastbilen, der straks fik lastbilen standset på Koldingvej ved Kolding. Den 36-årige chauffør blev herefter anholdt på grund af mistanke om spirituskørsel. Det viste sig senere, at hans promille oversteg 2,0.

Den 36-årige blev på den baggrund fremstillet i grundlovsforhør i går for ikke bare et tilfælde af spirituskørsel, men for to tilfælde. Den 15. juni 2023 havde Syd- og Sønderjyllands Politi sigtet den samme mand for at køre spirituskørsel i samme lastbil med hænger på den Sønderjyske Motorvej. Også i dette tilfælde var promillen over 2,0.

Ved grundlovsforhøret erkendte den 36-årige lastbilschauffør begge forhold, og han fik derfor en straksdom. Udover 40 dages ubetinget fængsel blev den 36-årige udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år, og han også fik frakendt førerretten i 6 år.

Retten har endnu ikke taget stilling til eventuel beslaglæggelse og konfiskation af lastbilen.

Tak til den årvågne anmelder, der kontaktede Sydøstjyllands Politi. Det er en stor hjælp for politiet med borgernes ekstra øjne. Sammen kan vi meget.

LÆS OGSÅ:  Slut med sprut

For Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi mødte anklager Casper Tobias Nielsen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)