Mand fik ildebefindende under kørslen

Odsherredvej, Grevinge – Odsherred

Kl. 16.14 onsdag anmeldte en 25-årig mand fra Gislinge, at han stod med en vågen men ukontaktbar bilist, som netop havde ramt hans bil på Odsherredvej mod nord ved Gislinge. Politi, akutbil og ambulance blev sendt til stedet, hvor den ukontaktbare bilist, en 53-årig mand fra København, viste sig at være sukkersygepatient, som formentlig havde fået et insulinchok. Han blev behandlet i ambulancen, hvor han kom til sig selv.

Den 25-årig mand var kommet kørende ad Odsherredvej, hvor han bemærkede at den forankørende bil slingrede af sted i lav hastighed og ramte autoværnet under kørslen. Den 25-årige troede bilisten var påvirket, så han kørte op foran for at standse den slingrende kørsel. Han blev i den forbindelse påkørt bagfra af den 53-årige med ganghastighed. Ingen personer kom til skade ved det lille sammenstød, men politiet registrerede uheldet. En skiltevogn var på stedet til at lede trafikken uden om uheldet, hvor der var ryddet op omkring lige før kl. 18.00.