Retssikkerhed, der er grundlaget for enhver retsstat, er den retlige regulering, der skal sikre borgernes rettigheder. Retssikkerhed er især vigtig på retsområder, hvor offentlige myndigheder tillægges beføjelser til at foretage indgreb i borgernes retsforhold, anvende magt eller kontrollere borgerne. Selv om Danmark scorer meget højt i internationale sammenhænge, når der måles på retsstaten og borgernes retssikkerhed, ser man i Danmark en stigende tendens til, at politiske mål om effektivisering, kontrol og krisehåndtering tilsidesætter hensynet til frihedsrettigheder, retsstatsprincipper og borgernes retssikkerhed.
Myndighederne har bl.a. skruet ned for danskernes retssikkerhed og frihedsrettigheder på områder såsom retten til privatliv- og persondatabeskyttelsen, ytringsfrihed og retten til at demonstrere, retten til retfærdig rettergang, retten til forsamlingsfrihed og bevægelsesfrihed, politiets magtbeføjelser, borgernes og virksomhedernes adgang til et velfungerende retsvæsen, kommunal sagsbehandling, koranloven, fejlbehæftede ejendomsvurderinger, begrænsninger i klageadgangen, lange ventetider ved domstolene, mere overvågning, øget brug af varetægtsfængsling, øgede muligheder for tvangsadoptioner mv. Men eftersom de mange brud på retssikkerheden, som tilsammen giver et billede af en retsstat, der langsomt eroderer, ofte flyver under radaren, indgår de ikke i internationale målinger.
Lovarbejdet er hastigt og uigennemtænkt
Lovgivning i Danmark bliver hastefremlagt og vedtages uden at følge Folketingets normale tidsfrister og normer. De enkelte love jaskes igennem på kortere og kortere tid. Under Helle Thornings og Lars Løkkes regeringer var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid pr. lovforslag 64,4 og 63,6 dage. Det er faldet til 54,6 dage under Mette Frederiksen.
Regeringen sætter rutinemæssigt lovgiverne under pres ved at udlevere rapporter og høringssvar alt for sent. Lovgivning hastes igennem, uden at lovgiverne er klar over, hvad de tager stilling til, og hvor det er uklart, hvem præcis der træffer beslutningerne. Politikerne klager over tempoet i forvaltningen, korte frister til mødeindkaldelser, manglende tid til at sætte sig ind i komplekst materiale samt regeringens praksis med at tilrettelægge den politiske proces på en måde, der presser folketingspartierne til at blåstemple den fremlagte politik. Borgerne og berørte interesser bliver holdt udenfor ved at få ekstremt korte frister for høringssvar. Berørte grupper og borgere får kun få dages varsel til at skulle forholde sig til drastiske indgreb i deres frihed og hverdag og får reelt ikke muligheden for at komme med indvendinger.
Det er ellers en central del af demokratiet, at alle parter kan komme til orde og ikke bliver tromlet over. Det er derfor et problem, at der sker en afkortning af den demokratiske proces med det resultat, at organisationer, borgere og andre eksterne parter ikke har mulighed for at reagere på lovforslagene. Ikke alene svækker det lovkvaliteten, men det er et retssikkerhedsmæssigt og demokratisk problem.
Ingen kan gennemskue den gældende lovgivning
Et af de principper, en retsstat bygger på, er, at lovgivningen skal være klar, forudsigelig, tilgængelig og ensartet for alle borgere og virksomheder. Den samlede lovmængde i Danmark er imidlertid så stor, at hverken politikerne eller borgerne kan gennemskue den lovgivning, der gælder i samfundet.
Et eksempel er SKAT’s praksis, som man i erhvervslivet kaldet ”præventiv retsusikkerhed”. Det dækker over, at SKAT på forhånd nødigt svarer på, hvordan de forskellige skattelove skal fortolkes. Logikken hos SKAT er, at virksomhederne opfører sig bedre, hvis der er usikkerhed om reglerne. En analyse fra tænketanken Justitia viser, at SKAT er både halve og hele år om at offentliggøre nye principielle afgørelser og domme, hvormed borgere og virksomheder afskæres fra indsigt, viden og kendskab til ny praksis af relevans for deres skatteforhold. Det siger sig selv, at retssikkerhedsmæssigt er SKAT’s ageren betænkelig og uholdbar.
Stigende regelmængde svækker retssikkerheden
Borgere og virksomheder er forpligtede til at kende reglerne, for ukendskab til loven ikke er en gyldig undskyldning for ikke at overholde den. Men det er i praksis en uoverkommelig opgave at sætte sig ind i alle de regler, som danske borgere og virksomheder skal overholde. Lovmøllen på Christiansborg kværner nemlig i et svimlende tempo. Den stigende regelmængde er mere end tredoblet siden 1989. Rapporter fra OECD viser, at Danmark ligger i den tunge ende, når det gælder bøvl og byrder i nye love, regler og bestemmelser. Ifølge Cepos er den samlede regelmængde i gældende love og bekendtgørelser steget med 187 pct. fra 1989 til 2018. Den samlede lovmængde er så stor, at hverken politikerne eller borgerne kan gennemskue den. Det udhuler danskernes retssikkerhed.
Borgernes rettigheder respekteres ikke
Mens den enkelte borger i en retsstat har rettigheder, som ikke må krænkes af myndigheder, politikere eller andre aktører, bliver danskernes rettigheder krænket på mange områder. Et eksempel er ekspropriation uden erstatning – en ny tendens i dansk politik, hvor politikere vilkårligt tager borgernes ejendom og giver den til andre. Grundloven giver ganske vist mulighed for ekspropriation, men så er det utvetydige krav, at det er til fordel for ”almenvellet”, samt at det skal ske med fuld erstatning og ved lov, ikke rent administrativt. På alle disse punkter er 160 års retssamfund i disse år ved at vige til fordel for en politisk junglelov, der lader nogle tage for at give til andre uden at yde fuld eller blot delvis erstatning, og ofte blot med simple byrådsbeslutninger eller administrative afgørelser.
Retten til privatlivs- og persondatabeskyttelse krænkes
I 2022 har Danmark i tre tilfælde måttet rette ind efter kritik fra EU-systemet og kassere lovforslag, som krænkede danskernes ret til privatlivs- og persondatabeskyttelse. Det ene lovforslag, som blev underkendt af EU-Domstolen i april 2022, gav teleselskaberne ret til at registrere og opbevare samtlige danskeres teleoplysninger ved ”generel og udifferentieret” logning. Det andet lovforslag, som regeringen var nødt til at forkaste, handlede om at forbyde salg af tobaks- og nikotinprodukter til alle personer født i 2010 eller senere. Og i maj 2022 måtte erhvervsminister Simon Kollerup (S) efter kritik fra EU-systemet droppe et meget profileret lovforslag, der skulle tvinge techgiganter til at fjerne ulovligt indhold inden for 24 timer. Politikerne vidste, at lovforslagene var i strid med EU-lovgivningen, men stillede dem alligevel, fordi de havde flertal.
I 2023 blev lovforslag L 73 om ”ændring af lov om et indkomstregister, skatteindberetningsloven og skattekontrolloven” vedtaget i Folketinget uden modstand. Formålet med lovændringen er at bruge kunstig intelligens (AI) til at udvikle nye og mere effektive systemer til at kontrollere borgernes skatteindbetalinger. Loven betyder tabet af den retssikkerhed og åbenhed, som er så væsentlig for at beskytte den enkelte borger mod den ufatteligt store, ufatteligt stærke og dermed ufatteligt magtfulde stat. Politikerne har nemlig valgt at se bort fra det ellers gældende princip, at offentlige myndigheder kun bør indhente de oplysninger om borgerne, som er nødvendige. Med lovændringen kan myndighederne nu indsamle enorme mængder data, som så bliver kørt igennem en AI-model. Lovændringen blev vedtaget i blinde og uden kritisk debat. En høring i Folketingets skatteudvalg om de retssikkerhedsmæssige konsekvenser af loven blev afholdt flere måneder efter dens vedtagelse. Og nu mørklægger politikerne anvendelsen af loven, så ingen kan vurdere, om der er den proportionalitet i myndighedsudøvelsen, som der skal være.
Magten udøves vilkårligt
Retsstatsprincipperne er et værn mod vilkårlighed i udøvelsen af magten. De sikrer, at magten i samfundet forvaltes i overensstemmelse med etablerede juridiske principper frem for efter politikernes og embedsværkets forgodtbefindende. Skandalen omkring Gældsstyrelsen er et skoleeksempel på vilkårlig udøvelse af magten. Mødt med breve om ubetalt gæld til det offentlige har 138.000 borgere forsøgt at tilbagebetale pengene blot for at få deres penge sendt tilbage i hovedet igen, fordi staten ikke kan modtage penge for gæld, hvor man ikke er helt sikker på gældens størrelse. Gældsstyrelsen og den danske stat har dermed suspenderet alle almindelige juridiske principper ved at se stort på almindelige forældelsesfrister og den enkle regel, at ingen kan tvinges til at stå i gæld til staten, hvis de ønsker at slippe fri af deres krav. Gælden betyder, at man optræder med gæld til det offentlige, når man skal handle hus, have et banklån eller skal have skat tilbage. Skandalen viser, at danskerne i forhold til staten er retsløse, overladt til flydende forældelsesfrister og kan være registreret som skyldnere i endeløse år.
Magtudøvere står ikke til ansvar
Et vigtigt princip i et retssamfund er, at de, der udøver offentlig magt, skal stå til ansvar for deres handlinger. Danmark har i årtier bevæget sig væk fra at holde de øverste lag af embedsværket personligt ansvarlige, uanset hvad der er foregået i deres forvaltninger. Departementschefer, styrelsesdirektører og andre i de øverste ledelseslag holdes stort set aldrig tjenstligt ansvarlige for forsømmelser i deres organisationer. Så længe den ansvarlige minister eller et flertal i Folketinget ikke finder det opportunt at drage nogen til ansvar, får deres handlinger aldrig en konsekvens. Danmark har dermed sin egen sump – et ansvarsfrit system, hvor ministre og topembedsmænd i en gusten symbiose og gensidig forståelse holder hinanden fri fra ansvar.
Klagemulighederne for borgerne begrænses
Retten til at klage over myndighedernes afgørelser er en grundlæggende retssikkerhedsgaranti, men ikke i Danmark, hvor klagemulighederne for borgerne systematisk begrænses. I 2023 stillede SVM-regeringen et forslag om, at minkavlere, der grundlovsstridigt fik deres erhverv lukket ned i 2020, måske allerede kan få erstatning i 2024. Men – regeringens pris, for at erstatningen ikke forsinkes til mindst syv år, var, at avlerne frasiger sig muligheden for at klage. På samme vis har Folketinget de seneste år forsøgt at begrænse klagemulighederne ved f.eks. udbudsregler og kystbeskyttelse. På boligområdet udskyder en række love borgeres og virksomheders klageadgang i forbindelse med de nye, foreløbige ejendomsvurderinger. Det vil hverken være muligt at gøre indsigelser over de data, der ligger til grund for vurderingerne, eller klage over de foreløbige vurderinger. Flere jurister har af gode grunde advaret om svækkelsen af borgernes retssikkerhed.
Mange tvangsindgreb uden retskendelse
Mens man i Danmark beskylder Polen og Ungarn for manglende overholdelse af retsstatsprincipperne, begår danske myndigheder systematiske lov- og regelbrud. Efterhånden som den danske stats Stasi-lignende kontrol med borgerne vokser og vokser, bliver retssikkerheden gradvis udhulet. Omkring 500 love giver myndighederne ret til at trænge ind på privat område og gennemføre tvangsindgreb uden retskendelse. Retten til privatliv og ejendomsret er ellers beskyttet i både grundloven og internationale konventioner. Ifølge forskerne er bemyndigelserne i lovgivningen til at gennemføre tvangsindgreb uden retskendelse steget fra 111 i 1996 til 276 i 2017, en stigning på 140 pct.
Muligheden for tvangsindgreb og dermed brud på retsstatsprincipperne findes på mange forskellige områder. F.eks. i forhold til fondsmæglerselskaber, crowdfunding, pvc-afgifter, færdselsloven, luftfartsloven og lov om udstationering af lønmodtagere. Ifølge analysen fra tænketanken Justitia indføres der nu flere kontrolbestemmelser uden retskendelse end med retskendelse. Analyser viser, at det at give myndighederne adgang til tvangsindgreb er den praktiske hovedregel frem for undtagelsen. Der kommer mere og mere lovgivning, hvor det kommer ind nærmest pr. automatik, at man uden retskendelse kan udføre kontrol ved adgang til lokaliteter. Det kan man se på flere og flere områder, og det er ekstremt bekymrende.
Lavt retssikkerhedsniveau i kommunerne
Adgangen til offentligt tilgængelige data, som på fyldestgørende måde kan afdække danske kommuners retssikkerhedsniveau, er meget begrænset. Det betyder, at man i Danmark mangler gennemsigtighed i kommunernes retssikkerhed. Bl.a. savnes der data om den faktiske sagsbehandlingstid i kommunerne. Ingen af de 88 kommuner, der deltog i Justitias undersøgelse fra september 2020, kunne give oplysninger om deres gennemsnitlige sagsbehandlingstider på de sagsområder, der hører under retssikkerhedsloven, og alene 24 kommuner fremsendte statistiske opgørelser på nogle begrænsede sagsområder. Den manglende viden om de faktiske sagsbehandlingstider i kommunerne er meget betænkelig set ud fra en retssikkerhedsmæssig vinkel. Bl.a. medfører manglende oplysninger om de faktiske sagsbehandlingstider i kommunerne dårlige forudsætninger for at følge udviklingen og skride ind overfor lange sagsbehandlingstider med f.eks. omprioritering og tilførsel af ekstra ressourcer.
Den såkaldte ”Barnets Lov” har mødt hård kritik fra eksperter bl.a. på grund af den øgede brug af tvangsbortadoption. Loven gør ikke op med den chokerende ringe retssikkerhed i forhold til tvangsfjernelser, som er blevet dokumenteret igen og igen i medier og rapporter. Den politiske hensigt er altså ikke til at misforstå: Uanset tal og fakta ønsker danske politikere at stramme grebet om danske børnefamilier, så flere børn og forældre bliver skilt fra hinanden – enten med eller uden mulighed for efterfølgende kontakt. Samtidig med kommunernes hang til i stadigt stigende omfang at bruge dette ultimative magtmiddel over for familierne, er det dokumenteret, hvordan der sker stribevis af meget grove fejl og deciderede lovbrud i sagerne.
Ventetid har store menneskelige omkostninger for sårbare borgere, der er i berøring med den offentlige forvaltning. I kommunerne oplever børn og voksne med handicap at skulle vente i månedsvis på afgørelser, der har fundamental betydning for deres egen og familiens livskvalitet. I dag overtræder kommunerne samtlige rettigheder i retssikkerhedsloven i forbindelse med afgørelser, f.eks. vedrørende hjælpemidler, tilkendelse af førtidspension eller et specialskoletilbud til et barn med en udviklingsforstyrrelse, uden sanktioner. Hvis familien har overskud til at klage, kan sagen havne hos Ankestyrelsen, som ofte vil sende sagen tilbage til kommunen, fordi der er sket fejl i sagsbehandlingen. Den såkaldte hjemvisning betyder mere ventetid for borgeren, der fortsat må finde sig i at mangle den støtte, som i mange tilfælde er helt afgørende for at kunne leve et værdigt liv.
Begrænset adgang til retfærdig og offentlig rettergang
Et effektivt og troværdigt retssystem, hvor borgere og virksomheder har adgang til at få prøvet deres sag ved domstolene, er en af grundpillerne i en demokratisk retsstat. Over de seneste år har man imidlertid fra politisk side gjort det vanskeligere for danske borgere og virksomheder at få adgang til domstolene og få prøvet deres sag. Retssikkerhed handler bl.a. om at få sin sag afgjort inden for rimelig tid, og i dag er der i Danmark alt for mange ofre, tiltalte, borgere og virksomheder, som venter alt for længe på en afklaring i deres sag.
Tvister forbliver uløste. Lange sagsbehandlingstider og forhalede processer i retsvæsenet betyder, at borgere lever i et limbo og kan ikke komme videre i deres liv, alt imens tilliden til domstolene undergraves. Antallet af civile sager er faldet med 42 pct. i perioden 2009-2021, og tendensen fortsætter. Sagsbehandlingstiderne er med til at svække borgernes tillid til domstolene som konfliktløsende institution. Både Justitia og Advokatrådet mener, at den lange ventetid udgør et retssikkerhedsmæssigt problem og har store konsekvenser for sagens parter i både civile sager og straffesager.
Danske virksomheder opfatter ofte et dårligt forlig som bedre end at opsøge domstolene. Lange ventetider og mangelfuld godtgørelse af sagsomkostninger til vindere af retssager betyder, at virksomhederne fravælger i vid udstrækning domstolsbehandling. Virksomhederne oplever, at de kun får dækket en tredjedel af deres faktiske omkostninger, hvis de vinder sagen. Advokatsamfundets retssikkerhedsanalyse fra 2023 konkluderer, at 55 pct. af virksomhederne inden for de seneste par år har opgivet at føre en sag, fordi det økonomisk var alt for ressourcekrævende. I et demokratisk retssamfund er det naturligvis et kæmpe problem. Fravalget af domstolene sætter nemlig retssamfundet i skred og giver øget spillerum til økonomisk kriminelle og ganske almindelige snydere.
Retssikkerheden for virksomhederne indskrænkes
Folketinget vedtog i marts 2020 på 22 timer en ny epidemilov. Loven gav usete magtbeføjelser til regeringen. Den afskaffede også retten til erstatning for tab forårsaget af myndighedernes foranstaltninger til bekæmpelse af en epidemi. Frederik Waage, juraprofessor ved Syddansk Universitet, kalder det en markant svækkelse af retssikkerheden for virksomhederne, at de ikke har et retskrav på erstatning, når det er politikere og embedsmænd, der skal bestemme virksomhedernes kompensation for myndighedsskabte tab. Det kan ganske vist være berettiget at påføre samfundet tab for at bekæmpe en pandemi. Men det tab skal ikke bæres af de borgere og virksomheder, som mere eller mindre tilfældigt bliver ramt af tiltagene. Tabet må fordeles solidarisk på alle skatteborgere.
En ny aftale indgået af alle Folketingets partier i 2023 skal nedbringe de lange ventetider ved landets domstole. Bagsiden af medaljen er, at aftalen indskrænker retssikkerheden for mindre virksomheder. Aftalen hæver nemlig grænsen for, hvornår man kan anke en sag. Det kan man nu ved sager, der drejer sig om 50.000 kr. mod 20.000 kr. før. Mange små virksomheder har netop sager i det spænd og mister dermed deres ankemulighed. Dette er ensbetydende med et brud på det fundamentale retsprincip i Danmark, at man kan få prøvet sin sag ved to instanser.
Et beslægtet problem handler om civile sager, hvor grænsen for at få afprøvet sin sag bliver hævet fra 50.000 kr. til 100.000 kr. Dermed risikerer mange ansættelsesretlige sager at falde i kategorien ”småsager”, hvor man f.eks. ikke kan få hjælp fra en advokat til at føre sin sag, ligesom det er svært at få dækket sagens omkostning via egen forsikring.
EU’s kritik af den danske retsstat
Danmark bør stramme op på en række punkter, når det kommer til den situation, landet som retsstat befinder sig i. Det fremgår af en rapport fra EU-Kommissionen, som har undersøgt, hvor udviklede retsstaterne er i de 27 EU-lande. EU-Kommissionen anbefaler bl.a., at Danmark:
- Indfører regler om svingdørssituationer for ministre, så det bliver vanskeligere at gå direkte fra jobbet som minister til at arbejde i en lobbyvirksomhed. Problemet med svingdørene er, at personer kan have interessekonflikter. ”Selvom de danske myndigheder mener, at systemet fungerer godt, og at det ikke er nødvendigt at styrke de pågældende regler yderligere, findes der ikke noget kontrol- og overvågningssystem for integritetsrisici”, skriver EU-Kommissionen.
- Indsamler statistik om håndtering af korruption og korruptionsrelaterede lovovertrædelser. I dag mangler der statistikker om korruptionssager i forhold til efterforskning og retsforfølgelse. Der findes ingen mulighed for at trække data for det, og uden en dækkende rapportering er det svært at vurdere, hvor effektiv korruptionsindsatsen i Danmark er. Der har i årenes løb været en række bestikkelsessager i udlandet, hvor danske personer eller virksomheder har været involveret, men sagerne bliver i en del tilfælde slet ikke efterforsket, og i andre tilfælde afsluttes efterforskningen uden retsforfølgelse.
- Øger åbenheden i aktindsigtssager. Retten til aktindsigt – altså borgernes mulighed for at få udleveret dokumenter fra offentlige myndigheder – bør styrkes i Danmark, mener EU-Kommissionen. Forbedringerne skal særligt ske ved at begrænse de undtagelsesregler, som bruges til at give borgere afslag på at få udleveret ønskede dokumenter.
EU holder hånden over det illiberale Danmark
Ifølge EU-Kommissionen er de højt besungne retsstatsprincipper, som EU bygger på, en mangelvare i flere medlemslande, især i Polen og Ungarn. Danmark kritiseres også i rapporten, dog kun for en række mindre forseelser, selv om skandalerne herhjemme står i kø, og ligene rasler for tiden næsten dagligt ud af de offentlige skabe.
Om Ungarn konstaterer rapporten, at der er en ”systematisk mangel på beslutsom handling til at undersøge og retsforfølge anklagede i korruptionsager – sager, der involverer højtplacerede embedsmænd”, men præcis det samme er tilfældet i Danmark, hvor der er et normskred og moralsk forfald i gang i samfundets top. Det gælder de skiftende regeringer, Folketinget og centraladministrationen, som er gennemkorrumperet af embedsmisbrug, magtmisbrug, indspisthed, vennetjenester og ansvarsfralæggelse. Normskreddet viser sig bl.a. ved, at faglighed er erstattet af politisk snilde, at beslutninger træffes uden lovhjemmel, at der slettes SMS’er i statsministeriet for at ødelægge bevismateriale, at skurkene undersøger sig selv, og at ingen drages til ansvar for selv de værste svigt.
Det ungarske parlament kritiseres i EU-Kommissionens rapport for at have givet premierminister Viktor Orbán ekstraordinære beføjelser til at regere landet pr. dekret på ubestemt tid for at løse coronakrisen. Danmark, hvor Mette Frederiksen har sat parlamentarisk kontrol ud af kraft, har lukket landet ned (til den nette pris af 170 mia. kr.) og indført drastiske restriktioner med kort varsel og uden nogen begrundelse eller dokumentation for deres effekt, nævnes derimod ikke med et eneste ord. Både i Polen, Ungarn og Danmark er der gennemført illiberale tiltag, men det er kun Polen og Ungarn, der udsættes for EU’s kritik, mens Danmark går fri. Der er ikke kun forskel på folk, men også på lande – især i EU-sammenhæng.
Retsstaten er til salg
I Danmark bliver både retsstat og ministeransvar reduceret til brikker i spillet om regeringsdannelse og kan forhandles væk som led i politiske forhandlinger. Med statsminister Mette Frederiksen i spidsen begik regeringen i minkskandalen et grundlovsbrud. Det burde man stå til ansvar for som politiker. Sådan er det i en retsstat. Men forhandlingerne mellem Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen om dannelsen af SVM-regeringen har vist, at retsstaten er til salg. For ministerbiler og politiske indrømmelser. Danske politikere har afskaffet retsstaten og køber nu sikkerhed hos hinanden.
Retsstaten udhules mere og mere
Tænketanken Justitia har siden 2014 årligt undersøgt udviklingen, og hvert eneste år har konklusionen været, at retssikkerheden er blevet forringet. Og 2023 var således ingen undtagelse. Retssikkerheden i Danmark er blevet forringet, og danskernes grundlæggende rettigheder er blevet indskrænket i 2023. Tendensen er klar. Antallet af tiltag, som udhuler den danske retsstat, bliver både hyppigere og mere voldsomme. Og politikerne og embedsværket tager mindre og mindre hensyn til danskernes retssikkerhed og rettigheder.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)