Myten om det liberale Danmark

I Danmark har politikerne og medierne skabt en fortælling om, at danskerne trods store indgreb i grundlæggende frihedsrettigheder under coronakrisen har været forskånet for bemyndigelseslove, der afskaffer demokratiet og retsstaten.

En perlerække af danske debattører har udskammet især Polen og Ungarn for at være illiberale. I Berlingskes leder kunne man læse, at Viktor Orbán i årevis har arbejdet for at nedbryde retssikkerhed og den frie presse, og at ”Viktor Orbán nu har krydset en bro, hvor vi må spørge, om Ungarn overhovedet hører hjemme i EU”.  Også i Berlingske har Per Stig Møller klaget over, at illiberalismen, der indskrænker borgernes rettigheder og gennemfører politiske udnævnelser, er i offensiven i Polen og Ungarn.

I det ”gamle” EU i Vesteuropa, herunder i Danmark, er det en udbredt opfattelse, at problemer på demokrati- og retsområdet først og fremmest findes i de nye EU-lande fra Central- og Østeuropa, primært Polen og Ungarn.

Ungarn er blevet stærkt kritiseret efter at parlamentet gav premierminister Viktor Orbán ekstraordinære beføjelser til at regere landet per dekret på ubestemt tid for at løse coronakrisen. Polens regering beskyldes for at ”tvinge uafhængige dommere på pension og indsætte nye dommere, som er i tråd med regeringens politiske linje”.

I Danmark skøjter man let og elegant hen over, at de juridiske reformer i Polen er et led i et længe tiltrængt retsopgør med en korrupt og indspist dommerstand, der blev udnævnt i den kommunistiske æra. Man glemmer, at Danmark har gennemført et lignende retsopgør med de danskere, der havde støttet den tyske besættelsesmagt. Og beskyldningen om politiske udnævnelser er hyklerisk i betragtning af, at Socialdemokratiet herhjemme har indsat en lang række ”professionelle socialdemokrater” i både regeringen og statsadministrationen. De fleste pressechefer i ministerierne har som bekendt tætte bånd til Socialdemokratiet.

Ifølge en analyse fra Center for European Reform (CER) er indikatorerne for, hvad der kendetegner en retsstat, i årene fra 2009-2018 blevet forringet i 17 EU-medlemslande, og ikke kun i lande fra det ”ny” EU i øst. To tredjedele af EU’s medlemmer havde dårligere indikatorer for retsstaten i 2018 end i 2009.

I absolutte tal har problemerne været størst i Italien, Grækenland og Frankrig. På Transparency Internationals indeks for korruption rangerer Polen lavere end flere lande fra det ”gamle” EU i vest, f.eks. Italien. Misbruget af EU-midler er heller ikke specielt højt i Polen, i hvert fald i sammenligning med Danmark. EU’s anti-svindel-kontor, Olaf, har over fem år registret danske svindelsager for over 200 mio. kr. med især danske landmænd som synderne.

Problemer med overholdelse af retsstatens principper finder man således i hele EU, ikke kun i Central- og Østeuropa. Og derfor har Polen med rette anklaget EU for dobbeltstandarder, for EU-Kommissionen reagerer forskelligt på de samme overtrædelser i øst og vest. Polen og andre lande fra Central- og Østeuropa bliver i modsætning til de vesteuropæiske EU-lande diskrimineret.

Mens de ”illiberale” lande i Central- og Østeuropa beskyldes for at lukke frie medier ned, har de statsstøttede danske medier som Berlingske, Politiken og DR ved flere lejligheder gennemført en velorganiseret mediehetz mod de uafhængige medier som Den Korte Avis og 24NYT. 24NYT’s profil på Facebook lukket på foranledning af det statslige DR, der har beskyldt netavisen for højtekstremistisk virksomhed.

Tusinder af danskere har oplevet deres ytringsfrihed blive indskrænket af Facebook, uden at de illiberale danske politikere har protesteret til Facebooks håndlanger her i landet, Peter Münster. Under påskud af ikke at overholde ”fællesskabsreglerne” sætter Münster & Co. folks konti i karantæne eller deaktiverer dem. Facebooks censur har bl.a. ramt debattøren og islamkritikeren, Lars Hedegaard, og formanden for Trykkefrihedsselskabet, Aia Fog, hvis Facebook-profiler blev deaktiveret i jan. 2020. Senest har Facebook fjernet et opslag fra DF-politikeren Martin Henriksen.

Domstolene i EU-landene opfører sig som en 3. eller 4. statsmagt og dermed som de facto lovgivere, der ud fra internationale konventioner belærer politikerne om, hvad de må og ikke må. En meget væsentlig grund hertil er de internationale domstole som EU-domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Begge er besat af aktivistiske dommere, der har fundet ud af, at det er sjovt både at være dømmende og lovgivende magt. Også danske domstole tiltager sig rettigheder, der aldrig var dem tiltænkt efter Grundloven.

Et dansk eksempel på dommerstandens aktivistiske holdninger er dommernes fortolkning af den europæiske menneskerettighedskonvention. Det hører til dagens orden, at indvandrervenlige domstole afviser anklagemyndighedens påstand om udvisning af muslimske seriekriminelle, rovmordere, folk på tålt ophold og terrorister. Det danske Menneskerettighedsinstitut har påvist, at aktivistiske danske domstole udviser kriminelle udlændinge langt mindre end den europæiske menneskerettighedskonvention tillader, og vender således ryggen til ofrene for muslimsk vold.

I et nyt opsigtsvækkende forskningsprojekt har fire af Danmarks førende eksperter i forvaltnings- og forfatningsret afdækket, at magten til at udstede regler for danske borgere og virksomheder i stigende grad reelt ligger hos ministerier, styrelser og organisationer, og at politikerne ikke længere har overblik over de love og regler, der rammer danskerne.

I det illiberale Danmark er det således ikke-folkevalgte embedsmænd, som ikke er underlagt nogen form for parlamentarisk kontrol, der bestemmer, hvilke regler der gælder i vores hverdag. ”Folketinget er på lange stræk sat fra bestilling. Magten siver fra de folkevalgte, og det er et alvorligt demokratisk problem”, siger Jørgen Grønnegård Christensen, professor emeritus i offentlig forvaltning ved Aarhus Universitet.

Antallet af bemyndigelser til ministre er steget fra 880 i 1990 til 1404 i 2018. Antallet af bemyndigelser til andre end ministre var 545 i 1990, mens der i 2018 var 1808 bemyndigelser til Sundhedsstyrelsen, Finanstilsynet, Styrelsen for Patientsikkerhed og andre styrelser. Det er ikke kun i Ungarn, men også i Danmark, at magten i en eller anden udstrækning er flyttet væk fra parlamentet til regeringen og embedsmændene.

Magthaverne har det som bekendt med at udnytte kriser til at gennemføre politikker, de ellers aldrig ville kunne være kommet igennem med. I kampen mod corona har statsminister Mette Frederiksen (S) og regeringen således fået gennemført indtil flere illiberale hastelove og ændringer af bl.a. epidemiloven, som har fået juridiske eksperter til at tale om ”krigslovgivning”. “Mette Frederiksen tøver ikke med at bruge statens magtmidler til at få fællesskabet til at rette ind – ikke efter love, regler og jura“, skrev Bent Winther i Berlingske.

I et nyt panel med deltagelse af en stribe af landets førende juridiske eksperter mener et flertal, at retssikkerheden bliver truet af den magtarrogante regering og Folketinget, som med ændringer i epidemilovgivningen har fået vidtgående og ekstraordinære beføjelser til at gribe ind i de grundlæggende frihedsrettigheder. Samtidig finder topjuristerne de politiske tiltag i forbindelse med coronakrisen helt ude af proportioner med den udfordring, som covid-19 udgør.

Virkeligheden er, at alle regeringer, ikke mindst den danske, har brugt coronakrisen til at begrænse eller afvikle de grundlæggende frihedsrettigheder og mørklægge offentlig information. Det har Berlingskes chefredaktør Tom Jensen givet udtryk for i en leder, hvorhan har beskyldt regeringen for at ”agere magtfuldkomment under coronaen” og for at ”blæse magtfuldkomment på både Folketing, kriseramte brancher og den danske befolkning”.

Danskerne betragter Danmark som en retsstat, men på visse områder har staten udviklet bananstatsagtige symptomer. De seneste år har vi været vidne til systematiske lov- og regelbrud begået af offentlige myndigheder. Balancen mellem stat og borger forrykkes mere og mere i statens favør.

I det illiberale Danmark vil man ikke erkende, at Ungarns og Polens politik, som rutinemæssigt fejes bort som populistiske tendenser, tager udgangspunkt i demokratiske valg og har legitimitet blandt de to landes befolkninger.

Ungarns og Polens anti-liberalisme drives af en nationalistisk harme mod et post-europæisk EU, der ikke bekymrer sig om national identitet. De to lande frygter, at de bliver undergravet af Vestens hedenske multikulturalisme, og at indvandringen fra Mellemøsten og Afrika vil udvande deres nationale identitet, som de oplever er truet af Vesten.

Det er imidlertid en ubestridelig kendsgerning, at både Fidesz i Ungarn og PiS i Polen har fået deres magt gennem frie og demokratiske valg. Og derfor kan regeringerne i både Ungarn og Polen med rette hævde, at de har loven og forfatningen på deres side, at de klassiske demokratiske strukturer i de to lande fungerer som de skal, og at de to landes regeringer er 100 pct. demokratiske, fordi de er baseret på folkevalgt legitimitet.

Danskerne bør derfor feje for egen dør, før de fejer for Viktor Orbáns og Andrzej Dudas, og spørge, om det illiberale Danmark overhovedet hører hjemme i EU.