Når man ikke forsvarer friheden ved grænsen, er tildækningsforbud nødvendigt

De seneste år har politikerne fremsat stribevis af lovforslag for at dæmme op for effekterne af den stigende islamisering. Alle forslag, der har skabt debat – for er tildækningsforbuddet og imamloven ikke indgreb i ytringsfriheden, og strider det ikke imod grundlæggende frihedsrettigheder at nægte bestemte befolkningsgrupper at bosætte sig i ghetto-områder?

Som udgangspunkt vigtige diskussioner i et kristent, sekulært demokrati, men debatten har på lange stræk været sært løsrevet fra virkelighedens verden og manglet en realistisk tilgang til problemerne og deres omfang.

Lad os derfor kaste et blik på forholdene i England, der hverken har burkaforbud, imamlove eller ghetto-planer:

Den 6. maj deltog Trykkefrihedsselskabet i en stor demonstration for ytringsfrihed med over 5000 deltagere for ytringsfrihed i London, arrangeret af den islamkritiske, nationalt sindede aktivist og journalist Tommy Robinson.

Jeg står i udkanten af mængden, til venstre for scenen. Pludselig lyder vrede råb, 5-6 ophidsede mænd trænger sig forbi mig og hen mod en velklædt mand i 30´rne med mellemøstlig baggrund. Lynhurtigt får politiet skabt en korridor i mængden, som manden kan passere igennem – væk fra demonstrationen, fulgt af demonstranternes rasende tilråb. Det viser sig at være en af Englands mest fremtrædende islamister, som har forsøgt at crashe demonstrationen.

Han virker sært upåvirket af situationen og vel bag politiets beskyttende linje, vender han sig om og betragter roligt de ophidsede demonstranter.

Dagen efter er vi i Whitechapel, et af Londons indvandrertunge områder og hjemsted for en af Europas største moskeer. På gaden vrimler det med mænd i kjortler og kvinder i niqab, der handler i de interimistiske boder langs fortovet. Engelsk høres næsten ikke, og det er kun de røde dobbeltdækker-busser, der ind imellem kører forbi, der minder en om, at man befinder sig i en europæisk hovedstad.

De to episoder er på hver deres måde udtryk for en muslimsk magtdemonstration, der på alle planer signalerer stor selvsikkerhed og foragt for den kultur og de værdier, der er bærende for det omgivende samfund. De vidner om, at islam nu har et så fast greb i Storbritannien, at man end ikke gider simulere vilje til integration, for islam har vundet. Og ingen myndigheder reagerer af frygt for at krænke islam og dens tilhængere.

Forsvaret for (ytrings)friheden begynder ved grænsen. Havde vi i tide dæmmet op for den muslimske indvandring, havde vi aldrig haft indgreb imod og debatter om tildækning, kønsadskillelse, social kontrol osv.

Vi værnede ikke vore grænser, og lever i dag med konsekvenserne af en stigende islamisering, som har drevet politikerne til de desperate lappeløsninger, som tildækningsforbud og imamloven de facto er.

Ikke desto mindre er der tale om tiltag, der har til formål at sætte vores kultur igennem og demonstrere, at der er grænser for, hvor meget islam må fylde i det offentlige rum. At det i Danmark er de vestlige, kulturkristne værdier, der har forrang.

I virkelighedens verden, hvor islams særkrav gang på gang støder an mod den frihed, der kendetegner dansk levevis og samfundsliv, er man nødt til at gribe ind, hvis man ikke vil bøje sig for islams værdier. Og i den sammenhæng virker diskussioner om, hvorvidt tildækningsforbud er indgreb i ytringsfriheden sært virkelighedsfjerne og akademiske.

Hvis vi ikke erkender, at forsvaret for friheden og ytringsfriheden begynder med forsvaret for den kultur, der er selve forudsætningen for, at vi overhovedet kan tale om ytringsfrihed, så smider vi barnet ud med badevandet – og så ender vi som briterne, der støt og roligt er ved at blive gæster i deres eget land.