Ny app skal samle netværket omkring kræftpatienten

9 ud af 10 kræftpatienter har brug for hjælp og støtte i kræftforløbet. Appen Sammenholdet er et nyt og gratis koordineringsværktøj fra Kræftens Bekæmpelse, der skal gøre det nemmere for kræftpatienter og deres nærmeste pårørende at få hjælp i hverdagen af familie, venner og bekendte.

Hverdagen bliver ofte sat på standby, og overskuddet til praktiske gøremål forsvinder, når en alvorlig sygdom som kræft træder ind i billedet. Sådan er virkeligheden for mange af de mere end 37.000 danskere, der årligt får konstateret kræft. Heldigvis har mange en omgangskreds, der gerne vil hjælpe, men som kan have svært ved at vide, hvad de konkret kan gøre.

Derfor lancerer Kræftens Bekæmpelse den gratis app Sammenholdet til smartphones. Med Sammenholdet kan kræftpatienten og de nærmeste pårørende oprette et lukket netværk, som de kan invitere udvalgte venner, familiemedlemmer og bekendte med i som hjælpere. I netværket kan man oprette forskellige typer af opgaver og informere om status på sygdomsforløbet. Det kan eksempelvis være hjælp til at aflaste med praktiske gøremål såsom madlavning, husarbejde og børnepasning.

– Med Sammenholdet håber vi, at kunne gøre det lettere – både for den, der er syg, at bede om hjælp til stort og småt i hverdagen. Og for omgangskredsen, som gerne vil hjælpe, at se, hvad der konkret er brug for hjælp til, så de får lettere ved at træde til, siger Laila Walther, afdelingschef i Patient- & Pårørendestøtte i Kræftens Bekæmpelse.

LÆS OGSÅ:  25-ører for to kg rugbrød

9 ud af 10 har brug for støtte

En spørgeskemaundersøgelse i Kræftens bekæmpelses brugerpanel, som 549 nuværende og tidligere kræftpatienter har besvaret, viser at 9 ud af 10 har brug for praktisk hjælp og emotionel støtte fra deres omgangskreds i kræftforløbet. Nogle har haft brug for en, der kunne tage med til samtaler på sygehuset eller en at tale med. Andre har haft brug for praktisk hjælp i hverdagen, som transport, pasning af børn, havearbejde og madlavning. Fire ud af 10 af kræftpatienterne i panelet oplevede desuden, at det var svært at bede omgangskredsen om hjælp.

– Som kræftsyg kan det være svært at bede om hjælp – også selv om venner og bekendte velmenende har sagt ’du kan bare ringe’. Samtidig kan det være svært som pårørende at vide, hvad kræftpatienten har brug for hjælp til. Det håber vi, at den nye app kan være med til at ændre på, siger Laila Walther, afdelingschef i Patient- & Pårørendestøtte i Kræftens Bekæmpelse.

Lulu fik uvurderlig hjælp fra omgangskredsen

Da Lulu Heilberg fik kræft, valgte en af hendes gode veninder at oprette en gruppe af hjælpere, der kunne stå klar med støtte og aflastning.

– Min veninde oprettede lynhurtigt ’Team Lulu’, som bestod af venner og familiemedlemmer, der gerne ville hjælpe mig under mit kræftforløb. Det betød fantastisk meget for én som mig, der nok har lidt svært ved at bede om hjælp. Det blev meget nemmere for mig, fordi jeg kunne spørge ud i et større forum frem for bare at spørge én, fortæller Lulu Heiberg.

LÆS OGSÅ:  Kan du genkende denne bevæbnede røver?

Da Lulu havde kræft fandtes appen ikke, og det var derfor en Facebook-gruppe, veninden oprettede. Med Sammenholdet tilbyder Kræftens Bekæmpelse en app, der er lavet særligt til at samle et netværk af hjælpere omkring kræftpatienten. Informationerne der deles i appen opbevares sikkert, og det er enkelt at sende en opgave ud til netværket og koordinere, hvem der løfter den.

Appen kan også anvendes af andre patientgrupper, der gennemlever et længere behandlings- og sygdomsforløb.

Sammenholdet appen kan downloades gratis i App Store eller Google Play fra mandag den 27. august 2018. Appen er i løbende udvikling, og brugerne har mulighed for at indsende feedback med forslag til forbedringer til Kræftens Bekæmpelse på sammenholdet@cancer.dk

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)