Nye Borgerlige vil i regering

Af Lars Hedegaard.

Nye Borgerlige vil have en borgerlig regering, fremgår det af partiets netop udsendte valgoplæg. Men, skriver Pernille Vermund i oplægget:
”Den skal ikke bare være blå på papiret. Danskerne fortjener en regering, der fører reel borgerlig politik, der gør Danmark rigere og danskerne friere.
En sådan regering, vil vi gerne både bidrage til og tage ansvar i. Vi arbejder for et borgerligt flertal til højre for midten, og anbefaler en flertalsregering med deltagelse af V+K+NB+LA+DF+DD.”
Oplægget præsenterer 100 mærkesager, som NB gerne ser opfyldt. De 97 kan der forhandles om, men ikke Nye Borgerliges tre ufravigelige krav som betingelse for, at partiet vil pege på en statsminister:
Der skal indføres et nyt asylsystem med stop for spontan asyl
Udlændinge her i landet skal forsørge sig selv
Og udlændinge, der dømmes for kriminalitet, skal udvises konsekvent og efter første dom.
Blandt de 97 punkter, som man kan tale om, er kravet om, at islam ingen indflydelse skal have i Danmark. Det må være en lapsus, at det krav skulle være til forhandling.
Det bliver svært at kombinere en regeringsdeltagelse med de tre ufravigelige krav, idet DF er det eneste parti ud over NB, der vil opfylde dem. De andre vil henvise til, at Danmark er bundet af ”konventionerne” og EU, som de desværre hverken vil, kan eller tør gøre op med. De vil nok bedyre, at det er vigtigt med en stram udlændingepolitik, men noget andet er meget vigtigere.
Hvad udlændingepolitikken angår, vil Nye Borgerlige åbne landet for fremmede, der vil og kan tilpasse sig Danmark og forsørge sig selv. Altså burde der være fuldt stop for enhver muslimsk indvandring, da islam specifikt forbyder Muhameds tilhængere at tilpasse sig de vantros love og kultur. Det er jo derfor, at muslimer over alt isolerer sig i parallelsamfund, hvor de prøver at leve efter shariaens regler, som er uforenelige med grundloven.
Men det står der ikke noget om i NB’s valgoplæg.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)