Opskalerer katastrofearbejdet i Somalia med 2 millioner

I Somalia risikerer op mod 300.000 at ende i hungersnød, hvis ikke befolkningen får akut hjælp. Derfor opskalerer Røde Kors nu deres nødhjælpsindsats med 2 millioner kroner.

Op mod 300.000 i Somalia er på kanten af hungersnød og risikerer at dø af sult, hvis ikke de får akut hjælp. Befolkningen oplevede også hungersnød i 2011, hvor 250.000 mistede livet. Det scenarie må ikke udspille sig igen, fortæller Røde Kors, som opskalerer katastrofearbejdet med 2 millioner kroner.

”Vi må simpelthen ikke svigte befolkningen i Somalia nu, hvor sultkatastrofen igen står for døren. Vi skal gøre, alt hvad vi kan for at undgå en hungersnød, som den vi så i 2011. Det kan vi med akut hjælp og ved at uddele penge, men det kræver flere midler,” siger Bjarke Skaanning, katastrofechef i Røde Kors.

Sultkatastrofen i Somalia i år er en konsekvens af globale prisstigninger efter COVID-19 og krigen i Ukraine, konflikt og den værste tørke i 40 år. 7,8 millioner har allerede brug for akut hjælp som konsekvens af tørken, som ser ud til at fortsætte. For regnen vil formentligt udeblive i november. Det betyder, at landet risikerer at blive ramt af den femte tørkesæson i træk.

Forældre må begrave sine børn

Tørken har taget livet af flere end 3 millioner husdyr, og 1 million mennesker har måtte forlade deres hjem, fordi de ikke længere kan leve af jorden, har mistet deres husdyr eller indkomst. Sulten rammer børnene særligt hårdt. Halvdelen af alle børn under fem år i Somalia er allerede akut underernærede.

LÆS OGSÅ:  Mission Øst har hjulpet over 500.000 mennesker i 2020

”Vi ser allerede nu desperate forældre, som må begrave deres børn, fordi de dør af sult. Det må være en forælders værste mareridt. Det er helt forfærdeligt at tænke på, og det vidner om, hvor akut situationen er. Sulten er en stille, men langsom og pinefuld død. Vi kan og skal undgå den,” siger Bjarke Skaanning.

Som en del af katastrofeindsatsen behandler Røde Kors blandt andet akut underernærede børn i afskårne og tørkeramte landsbyer med mobile sundhedsklinikker. Røde Kors vil også uddele penge til udsatte familier, så de kan dække de basale behov, og bidrage med lagerkapacitet, så nødhjælpen kan komme hurtigt ud.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)