Politiet søger muligt vidne til drab

Østjyllands Politi vil gerne i kontakt med en ung mand, der kan være et vigtigt vidne i forbindelse med drabssag fra Viby.

I forbindelse med efterforskningen af drabet på en 18-årig mand i Viby søndag den 31. oktober har politiets efterforskere gennemset en del videoovervågning fra det område, hvor drabet fandt sted.

På én af videoerne ses en person passere gerningsstedet ud for Ormslevvej nr. 72 lige omkring gerningstidspunktet. Den person vil Østjyllands Politi meget gerne i kontakt med.

På videoen kan det ses, at vedkommende går forbi hovedindgangen til Aarhus Handelsgymnasium kl. ca. 21.08 – altså få minutter før politiet får den første anmeldelse om, at en person er blevet stukket med kniv.

Personen på videoen beskrives som:

  • Ung mand – 15-20 år
  • Slank af bygning
  • Lys i huden med mørkt, kort hår
  • Bærer briller
  • Iført en blålig dynejakke og bukser
  • Medbringende en stor rygsæk.

Østjyllands Politi vil meget gerne i kontakt med den unge mand, der kan have set eller hørt noget, som kan have betydning for efterforskningen. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

Fem sigtet – fire fængslet

I dagene efter drabet fik Østjyllands Politi anholdt og varetægtsfængslet fire mænd, der alle er sigtet for i forening, efter forudgående aftale og efter fælles forståelse at have røvet og efterfølgende dræbt den 18-årige mand.

Derudover er en femte mand blevet sigtet for at have bortskaffet bevismateriale i forbindelse med sagen. Efterforskningen er fortsat i fuld gang, og det kan ikke udelukkes, at der kan komme flere anholdelser.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)