Regeringens uddannelsesudspil betyder fyringer og ringere undervisning i hovedstadsområdet

Københavns Professionshøjskole må skrue timetallet ned med 20 procent for fremtidens pædagoger, lærere, sygeplejersker og socialrådgivere, hvis regeringens uddannelsesudspil bliver vedtaget i sin nuværende form.

Færre undervisningstimer. Mindre feedback. Flere fyringer. Det er nogle af de mærkbare konsekvenser, som regeringens nye uddannelsesudspil vil få for studerende og undervisere på Københavns Professionshøjskole. Regeringen lægger op til, at Københavns Professionshøjskole skal etablere et nyt campus på Københavns Vestegn samt oprette en læreruddannelse i Hillerød. Der rykkes 800 eksisterende studiepladser ud af København samtidig med, at der skal oprettes 500 nye studiepladser.

Men da regeringen vil pålægge Københavns Professionshøjskole at etablere studiepladser, som der p.t. ingen søgning er efter – og samtidig ikke giver finansiering med – vil det få alvorlige konsekvenser for Københavns Professionshøjskole, hvor ca. 85 procent af de studerende læser i København, forklarer ressourcedirektør Søren Rotvig Erichsen.

”Vi står til at miste ca. 150 millioner kroner om året. Det er endda ud fra det scenarium, at vi holder vores nuværende optag, hvilket jeg godt kan tvivle på, når vi nu skal rykke så mange studiepladser ud af København”, advarer Søren Rotvig Erichsen.

”Regeringens udspil vil betyde, at vi må skære op mod 20 procent af vores undervisere væk, og at vores studerende derfor kan se frem til ca. 20 procent færre undervisningstimer, end de får i dag. Og vi ser dermed ind i virkelighed, som får alvorlige konsekvenser for kvaliteten af vores dimittender”.

LÆS OGSÅ:  ”Datingportal” skaber kontakt til folkeskoleelever

Københavns Professionshøjskole har i dag ca. 3.000 studerende uden for København – i Hillerød, Nødebo, Helsingør og Rønne, mens de resterende ca. 18.000 studerende læser i København.

Det ærgrer Søren Rotvig Erichsen, at regeringen vil lade postnummeret være afgørende for den kvalitet, som studerende på landets professionshøjskoler modtager. KP Stilles nemlig langt ringere end vores nærmeste kolleger.

”Københavns Kommune har massive rekrutteringsudfordringer og måtte sidste år opgive at besætte hver anden ledige pædagogstilling. Og nu bliver vi tvunget til at flytte penge fra undervisning til mursten og administration, uden at det giver flere pædagogstuderende, siger Søren Rotvig Erichsen.

Han mener faktisk, at regeringens udspil lægger op til så store ændringer på uddannelsesområdet, at politikerne kan blive tvunget til at genåbne bevillingsreformen fra 2017. Det skyldes, at Københavns Professionshøjskole kommer til at foretage aktivitetsændringer for mere end 15 procent, og i henhold til den politiske aftale om bevillingsreformen, så skal grundtilskuddene genovervejes, hvis der sker så markante ændringer i den samlede aktivitet på de enkelte institutionerne.

Regeringens forhandlinger om økonomien i det nye uddannelsesudspil forventes at være afsluttet senest torsdag den 10. juni 2021.