Ro på – Bissen har styr på Putin

Danmarks tapre forsvarschef, Bjørn Bisserup, befinder sig mentalt fortsat i Den Kolde Krigs tid.

Vi har intet at frygte, for ”NATO er Rusland militært overlegen”, siger forsvarschefen til Berlingske. ”Rusland har ganske vist løbet en militær risiko ved at erobre Krim og Østukraine, men ser vi på NATO’s fremskudte positioner i de baltiske lande, så er det er usandsynligt, at Rusland går ind i Baltikum”.

Forsvarschefen bør vide, at en konventionel landkrig i Europa ikke er sandsynlig, for den russiske ledelse hverken er dum eller desperat nok til at indlede en krig, der kan ende atomart.

Historisk set har man haft konventionelle krige i Europa, men i de seneste 40-50 år har der været et skifte mod såkaldt ”asymmetrisk krigsførelse” – en kombination af militær og politisk pression, sabotage af energiforsyning, cyberkrig, nålestikoperationer udført af ”små grønne mænd” uden militære kendetegn o. lign.

Netop med henblik på ”asymmetrisk krigsførelse” har det russiske parlament netop stemt for et forslag, der skal koble Ruslands internet fra omverdenen og dermed beskytte Rusland mod udenlandske cyberangeb.

I en tilspidset situation vil vestlige politikere sige, at de ikke kan tillade, at storbyer som Berlin, Paris, London og København bliver mål for russiske angreb, og at den menneskelige katastrofe og økonomiske regning er helt uacceptabel blot for at redde de tre baltiske lande. Prisen er simpelthen for høj. Vestlige politikere vil derfor strække sig rigtig langt for at finde en løsning, der kan afværge en sådan krig.

Det skal også fremhæves, at der ikke er nogen forpligtelser bundet til den famøse Art. 5 – den såkaldte musketéred.

Det er stadig op til USA at træffe beslutningen om enten at gå i krig eller holde sig udenfor. Vil Trump eller hans efterfølgere kaste sig ud i en konflikt i Baltikum, der kan føre til en tredje verdenskrig? Ingen kender svaret. Heller ikke forsvarschef Bjørn Bisserup.

 

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)