Rumæniens befolkning går til stemmeurnerne i dag

I dag søndag skal rumænerne til stemmeurnerne for fjerde gang i mindre end to år. Meget tyder på, at det regerende nationalliberale parti PNL bliver det største parti i landet. Det sker efter to årtier, hvor det socialdemokratiske PSD har været det største parti.

Ved valget i 2016 vandt PSD ellers 45% af stemmerne, til dels på et valgløfte om højere pensioner og mindsteløn. Men kort efter valget blev partiet meget upopulært blandt befolkningen pga., hvad mange analytikere og iagttagere har kaldt for “et forsøg på at lovliggøre korruption”. Og efter et mistillidsvotum til PSD i 2019 måtte partiet afgive magten. Siden har PNL dannet mindretalsregering.

Dalende popularitet og intern splittelse i det socialdemokratiske PSD

Siden 2016 har PSD tabt hele tre valg til PNL: Europaparlamentsvalget i maj 2019, Præsidentvalget i november samme år og senest ved lokalvalget i september i år. De seneste meningsmålinger indikerer, at PSD kun står til at vinde ca. halvt så mange stemmer som ved valget i 2016 (omkring 22-23%). Det skyldes dels den dalende popularitet i befolkningen og dels en intern splittelse i partiet, hvor en udbryderfløj i partiet nu har dannet deres eget centrum-venstre parti, som står til at få mellem fem og syv procent af stemmerne.

Corona-epidemien udfordrer det nationalliberale PNL

Selv om PNL ser ud til at vinde valget er partiets popularitet også faldende – fra næsten 40% tidligere i år til nu omkring 30%. En af årsagerne er håndteringen af corona-epidemien.

LÆS OGSÅ:  Søren Pape hylder Merkel: "Med hende ved roret skal det nok gå"

Rumænien har, under PNL’s mindretalsregering, været et af de lande, der har været økonomisk hårdest ramt i EU. Det er især på landet, hvor 40% af rumænerne bor, at PNL er blevet meget upopulær på det seneste.

”Meget tyder på, at PNL ikke vil kunne danne regering alene efter valget i dag. Partiet bliver højst sandsynligt afhængigt af støtte fra den nyetablerede centrum-liberale koalition USR-PLUS, som lægger meget vægt på deres korruptionsbekæmpelse-politik, og som især er populær blandt befolkningen i storbyerne”, siger Zlatko Jovanovic, Balkanekspert og analytiker i DEO.

Valgkampagnernes vigtigste temaer 

Det nationalliberale PNL har under valgkampagnen lagt op til nedskæringer i den offentlige sektor og på at tiltrække flere udenlandske investeringer til Rumænien. PSD har svaret med at love at hæve pensionerne med hele 40%. Meningsmålingerne indikerer dog, at der ikke er mange, der køber dette løfte efter, at det ikke blev opfyldt i 2016.

Kilde: DEMOKRATI I EUROPA OPLYSNINGSFORBUNDET

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)